Skam – Hvilken historie fortæller du?

20170909-DSC_0058.jpg
Mennesket er et flokdyr. Vi er afhængige af hinanden på godt og ondt. Tidligere i langt højere grad end nu. De første mennesker levede i små grupperinger, hvor liv og død afhang af, at man var en enhed. Blev man udstødt fra stammen, var det lig med den visse død. Og selvom meget har ændret sig siden da, ligger der stadig i os mennesker, en grundlæggende frygt for at skille sig ud og blive skilt fra.
Vores stenalderhjerner har ikke fundet ud af, at verden er en anden i dag. At vi i dag har langt flere muligheder for at passe ind i én sammenhænge samtidig med, at vi skiller os ud fra en anden. Og jo mere vi afviger fra normen, desto større bliver behovet for at passe ind og frygten for ikke at gøre. Spørgsmålet er bare, hvilken norm vi egentlig behøver at passe ind i? og hvilken historie vi fortæller om den norm?
Den norm, vi mennesker helst vil passe ind i, er selvfølgelig også den norm med flest rettigheder og omgærdet af størst respekt. Tidligere, og i mange dele af verden stadigvæk, var det derfor det ypperste at være født som hvid mand i overklassen. Heldigvis har der op igennem historien været mennesker, der kunne se det urimelige i, at et vilkår man på ingen måder selv var herre over, skulle betyde i hvilken retning ens liv kunne arte sig. Og i dag kan de fleste af os være med på udsagn som ‘Black power’ ‘Gay rights’ og ‘P*ssy power’. Det er bare ligesom om at ‘Borderline power’ (you name one) eller ‘Pårørende power’ ikke giver den samme form for positive genklang. Men hvorfor gør den ikke det?
Well… vi kan give ‘Tabu’ skylden. Det er super nærliggende og i øvrigt også sandt. Men det er ikke hele sandheden! At være ‘sort’, ‘bøsse’ eller ‘kvinde’ var (er stadig!) også omgærdet af tabu. Men man bryder ikke et tabu ved at skjule det grundlag, tabuet hviler på. Altså – du kan ikke bryde tabuet om at være ovenstående, ved at lade som om du ikke er. Men du fortæller hele historien om, hvad det vil sige at være netop dét.
En del af det at blive/være pårørende til en person med psykisk sygdom er, at man bliver ‘med-lidende’. Det vil sige, at deres diagnose hviler som en trold på dine skuldre. Du skal bære denne trold med dig ud i verden, for der er ingen måde hvorpå du kan lægge den fra dig.
Du har sikkert vendt det hundrede gange i hovedet, hvordan du skal præsentere denne her trold til diverse sociale arrangementer. “Hej jeg hedder (x) og jeg er mor/far/søster/bror/datter/søn til en trold”. Man kan også vente med at nævne det. Men jo længere tid der går, jo mere akavet bliver det, og du begynder at undlade at fortælle dele om dit liv. Det virker heller ikke… Og det er lidt pudsigt med den her trold. For det er som om, at det lige pludseligt er det eneste man er, altså mor/far/søster/bror/datter/søn til en trold. Det føles som om det bliver hele din identitet!
Derfor er det vigtigt at huske, at fortælle hele historien. For tænk nu, hvis det ikke kun er en ondskabsfuld trold, vi render rundt med, men en ‘Grimlin’. Super sød og hjælpsom og kærlig… så længe man ikke sprøjter vand på den ‘that is’!
Jeg tænker meget over, hvilken historie jeg fortæller om mig og min datter. Og mindst lige så vigtigt, hvilken historie jeg fortæller til mig selv.
Her kommer eksempelvis sandheden om mig:

Jeg er mor til to piger med to forskellige fædre. Jeg var 19 år, da jeg blev mor første gang.
I 2009 blev jeg uddannet skolelærer. Efter at have arbejdet som skolelærer i kun 1½ år, gik jeg ned med stress. I dag har jeg fået tilkendt et fleksjob pga. fibromyalgi og PTSD. Forholdet til min yngste datters far gik til samtidig.
Min ældste datter har udviklet en svær personlighedsforstyrrelse, hvilket gjorde at hun efter utallige selvmordstrusler m.m. blev anbragt på specialinstitution, da hun var 16 år. En personlighedsforstyrrelse, der vel at mærke bl.a. tilskrives omsorgssvigt fra moderens side i de tidlige barneår.
Jeg er for nylig gået fra min kæreste gennem 3,5 år. For at få råd til at blive boende i vores lejlighed, har jeg været nødsaget til at leje to værelser ud. Derfor bor min mindste datter og jeg på samme værelse og i samme seng. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får råd til at bo i lejligheden alene, og vi bliver måske alligevel nødt til at flytte. Jeg er ansat af min ekskæreste, men ved ikke, hvor længe han vil beholde mig, efter mine opgaver er afsluttede.

Eller:

Jeg blev mor første gang som 19 årig i slutningen af 2.G. På trods af en sagsbehandler der mente at jeg aldrig ville få en uddannelse, var jeg på det tidspunkt den første studerende, der blev student fra Ishøj Amtsgymnasium efter at være blevet mor. I 2006 blev jeg mor igen, og tre år senere gennemførte jeg lærerseminariet.
På trods af voldsom stress i forbindelse med min ældste datters psykiske sygdom og egen kroniske sygdom, har jeg formået at holde mig på arbejdsmarkedet i et fleksjob. Først som kirkesanger, sognemedhjælper og minikonfirmandunderviser, derefter som tekstforfatter. To jobfunktioner som jeg ikke er uddannet til, men har mestret alligevel og på trods af et ‘fuldtidsarbejde’ som personlig assistent for et alvorligt psykisk sygt barn.
Da min kæreste og jeg for nylig gik fra hinanden, besluttede jeg at få to roomies. Det gjorde jeg for at kunne blive boende, så min yngste datter ikke skulle skifte skole igen, vi kunne beholde hunden og jeg kunne få råd til at starte min egen selvstændige virksomhed.

Nu ved jeg jo af gode grunde ikke, hvad andre tænker, når de hører min historie. Men jeg ved, at den sidste historie får mig til at føle mig stærk og værdifuld, hvorimod den første historie fylder mig med skam. Det sjove er, at det er præcis samme historie, men måden, den bliver fortalt på, har enormt stor betydning for, hvordan jeg ser mig selv, og hvordan jeg møder omverdenen. Og nej, jeg kommer aldrig til at passe ind i ‘normen’. Men det gør  mig hverken til et dårligere menneske, eller en dårligere mor. Det gør mig bare til mig.
Historien om min datter: Hun var den dejligste lille trold nogensinde. Den dag hun blev født, åbnede himlen sig. Hun kunne tælle til 10, da hun var 10 måneder. Da hun var 1 1/2, havde vi fulde samtaler. Hun analyserede Bambi, da hun var 4. Hun har den smukkeste stemme og et hjerte af guld. Hun er mit livs lys og ja, hun er borderline. Jeg elsker hende til månen og tilbage igen!

Så tænk over, hvilke historier du fortæller dig selv. Måske har du glemt at se helheden, mens du panisk prøvede at samle puslespillet.

Stella Betak

 

Tabu

Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
“Du er fandme den fucking værste mor i verden!” bryder hun tavsheden med et gutturalt skrig. En lyd og et budskab der bliver hængende i luften, indtil hun tager tilløb til det næste. “Du har altid fucking mere travlt med din fucking kæreste og gøre som han vil have, end du har med at passe dine børn! Se hvordan jeg er blevet og nu gør du det mod min søster! Prøv at tænke på dine fucking børn, før du tænker på dig selv! De skulle fucking komme og tvangsfjerne hende, inden du også ødelægger hende!”
…Så er jeg? En dårlig mor? Ja, nogle gange! For jeg er menneske med alle de fucked-up mønstre, som man nu har tillært sig. Alle dem jeg endnu ikke er klar over, og dem jeg arbejder på at slippe. Og gør jeg som min kæreste vil have? Ja, nogle gange, andre gange er det ham, der må gå på kompromis.
Og ja, jeg er en dårlig mor, for nogle gange, i situationer som ovenstående, så hader jeg min datter! Jeg hader hende, fordi hun ved præcis, hvor hun skal trykke for at forårsage allermest smerte. Og jeg hader hende for at være syg! Det er ikke fair, for hun mener intet med det hun siger, og hun er jo ikke syg med vilje. Og jeg ved at hun elsker mig! Vi elsker hinanden!
Men på dage hvor jeg har siddet i røret i flere timer for at komme i kontakt med sagsbehandler, læger og psykologer. Lagt hele mit liv på hylden for at passe hende, for derefter at modtage en svada om hvor dårlig en mor jeg er, så er det altså svært ikke at blive følelsesmæssig påvirket af hendes beskyldninger. Så kan jeg ikke se igennem hendes sygdom, trække på skuldrene og sige “pyt”. Nej, jeg bliver rigtig vred og rigtig, rigtig ked af det! Og så er det svært at elske…
Men jeg er også en god mor! Den bedste mor! For selvom jeg ved, at takken for mine anstrengelser er at skulle stå til måls for alverdens beskyldninger,
image
bruge mine sidste penge på at afdrage en pusher, der hedder noget i stil med ‘doggy’ for at understrege hans ‘coolness’ eller sætte mit eget liv på hold for at bære hende igennem sit, nogle gange endda mod hendes vilje. Så gør jeg det, og jeg gør det igen og igen og igen! For jeg elsker hende højere end livet selv.
At leve med ubehandlet borderline KAN VÆRE et terrorregime! Både for den der har Borderline og for den pårørende. Og hvis vi skal gøre op med tabuet, må vi også kræve at det er ok at italesætte de grimme følelser.
Men hvem må italesætte dette tabu? Og i hvilke fora? Nedenstående er et citat fra Mads & Monopolet. En udtalelse der skabte meget frustration fra Borderline lidende og pårørende.
”Borderline det er så massivt, fordi man bliver hele tiden beskyldt, der er hele tiden nogen, der laver drama og laver projektioner og beskylder én for ting, de selv har fortrængt, at de føler. Det bliver så skørt. Altså man bliver drevet til vanvid. Og man bliver fuld af had. Og det er enormt synd for de mennesker, der har den diagnose, men de er meget svære at elske. De er næsten umulige at elske.”

Citat: Hella Joof

Det er muligt jeg kommer på kant med nogen nu, men jeg må indrømme at jeg giver Hella ret. 100% ret! Hvis vi begynder at lade som om at Borderline ikke er et problem, hvordan skal vi så få den hjælp og støtte vi har brug for, både som lidende og pårørende?
Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
Så kan vi ikke blive enige om, at vi fremover vil kalde en spade for en spade, og en skovl for en skovl? Jeg takker Hella for at starte.

Stella Betak

Uden formål

 

Uden formål
I dag da jeg var ude på min morgen motions tur, kom jeg forbi dette fantastiske skilt: “Det her skilt har intet formål” og det mindede mig om, hvor vigtigt det også er, at være uden formål.
For 6 måneder siden gik jeg fra min kæreste. En meget voldsom beslutning af mange forskellige årsager. Han var min allerbedste ven i verden. Vi kunne tale om alt, lige fra psykisk sygdom, iværksætterdrømme, forretning, opdragelse af vores børn, kærlighed, spiritualitet og ja, vores fælles tro på aliens (ja, jeg har en staniolhat) (nej, det har jeg faktisk ikke, men måske jeg skulle overveje det?).
Hans indtægt var det bærende fundament for min eksistens på flere områder. For det første er jeg ansat af ham i fleksjob, og jeg tjener ikke nær nok til at kunne bo i vores lejlighed alene. Min datters hjem var derfor stabilt pga ham. Men kærligheden var væk, og tilbage var venskabelige følelser. Da han beslutter at skulle opholde sig længere tid i udlandet, beslutter jeg, at det må være enden på “os” og starten på “mig”.
Hele min og min datters verden bliver vendt på hovedet. Hvor skal vi bo? Hvordan får vi hverdagen til at hænge sammen, med en meget mindre økonomi? Bliver vi nødt til at skille os af med vores elskede hund? Store beslutninger skulle træffes, men da vi går hvert til sit bliver jeg opslugt af en lammende sorg. Det går op for mig, at jeg har lagt nøglen til min egen lykke, i min kærestes lomme, og nu da han ikke er min længere, er lykken det heller ikke… So what to do?
Det er så sjovt med universet. For bedst som man beslutter sig for et mål eller ønske, så er det som om, at alle kræfter samler sig og åbner døre, hvor der før var høje mure. En dag dukker Soulaima Gourani op på min facebook. Hun har et webinar kaldet “Frem i livet”. Webinaret løber over 4 gange, og omhandler livsdesign. Jeg tænker “hey, det er gratis, why not?”
Jeg sætter mig ned og prøver at skabe et overblik over, hvad lykke er for mig. Det der først står klart er, at jeg bliver nødt til at komme ud af fleksjobbet. Jeg må finde en måde, hvorpå jeg kan forsørge mig selv og min datter, på trods af mit handicap og begrænsede kræfter. Jeg bliver drænet af at være i systemet. Et system der burde hjælpe mig, men i stedet kvæler mig. Jeg må finde en måde, hvorpå vi kan blive i vores elskede, men også ekstremt dyre lejlighed, så min datter kan blive på sin skole og vi kan beholde hunden.
De sidste 6 måneder har altså været så propfyldt med formål, at jeg helt havde glemt, at det nogle gange også er vigtigt bare at være.
Så i dag vil jeg “være”, helt uden formål!