Tabu

Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
“Du er fandme den fucking værste mor i verden!” bryder hun tavsheden med et gutturalt skrig. En lyd og et budskab der bliver hængende i luften, indtil hun tager tilløb til det næste. “Du har altid fucking mere travlt med din fucking kæreste og gøre som han vil have, end du har med at passe dine børn! Se hvordan jeg er blevet og nu gør du det mod min søster! Prøv at tænke på dine fucking børn, før du tænker på dig selv! De skulle fucking komme og tvangsfjerne hende, inden du også ødelægger hende!”
…Så er jeg? En dårlig mor? Ja, nogle gange! For jeg er menneske med alle de fucked-up mønstre, som man nu har tillært sig. Alle dem jeg endnu ikke er klar over, og dem jeg arbejder på at slippe. Og gør jeg som min kæreste vil have? Ja, nogle gange, andre gange er det ham, der må gå på kompromis.
Og ja, jeg er en dårlig mor, for nogle gange, i situationer som ovenstående, så hader jeg min datter! Jeg hader hende, fordi hun ved præcis, hvor hun skal trykke for at forårsage allermest smerte. Og jeg hader hende for at være syg! Det er ikke fair, for hun mener intet med det hun siger, og hun er jo ikke syg med vilje. Og jeg ved at hun elsker mig! Vi elsker hinanden!
Men på dage hvor jeg har siddet i røret i flere timer for at komme i kontakt med sagsbehandler, læger og psykologer. Lagt hele mit liv på hylden for at passe hende, for derefter at modtage en svada om hvor dårlig en mor jeg er, så er det altså svært ikke at blive følelsesmæssig påvirket af hendes beskyldninger. Så kan jeg ikke se igennem hendes sygdom, trække på skuldrene og sige “pyt”. Nej, jeg bliver rigtig vred og rigtig, rigtig ked af det! Og så er det svært at elske…
Men jeg er også en god mor! Den bedste mor! For selvom jeg ved, at takken for mine anstrengelser er at skulle stå til måls for alverdens beskyldninger,
image
bruge mine sidste penge på at afdrage en pusher, der hedder noget i stil med ‘doggy’ for at understrege hans ‘coolness’ eller sætte mit eget liv på hold for at bære hende igennem sit, nogle gange endda mod hendes vilje. Så gør jeg det, og jeg gør det igen og igen og igen! For jeg elsker hende højere end livet selv.
At leve med ubehandlet borderline KAN VÆRE et terrorregime! Både for den der har Borderline og for den pårørende. Og hvis vi skal gøre op med tabuet, må vi også kræve at det er ok at italesætte de grimme følelser.
Men hvem må italesætte dette tabu? Og i hvilke fora? Nedenstående er et citat fra Mads & Monopolet. En udtalelse der skabte meget frustration fra Borderline lidende og pårørende.
”Borderline det er så massivt, fordi man bliver hele tiden beskyldt, der er hele tiden nogen, der laver drama og laver projektioner og beskylder én for ting, de selv har fortrængt, at de føler. Det bliver så skørt. Altså man bliver drevet til vanvid. Og man bliver fuld af had. Og det er enormt synd for de mennesker, der har den diagnose, men de er meget svære at elske. De er næsten umulige at elske.”

Citat: Hella Joof

Det er muligt jeg kommer på kant med nogen nu, men jeg må indrømme at jeg giver Hella ret. 100% ret! Hvis vi begynder at lade som om at Borderline ikke er et problem, hvordan skal vi så få den hjælp og støtte vi har brug for, både som lidende og pårørende?
Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
Så kan vi ikke blive enige om, at vi fremover vil kalde en spade for en spade, og en skovl for en skovl? Jeg takker Hella for at starte.

Stella Betak

2 kommentarer til “Tabu”

  1. Tak for et indsigtsfuldt, følelsesladet og modigt indspark!
    Jo, vi skal kalde tingene ved rette navn uden at have paraderne oppe, klar til forsvar når omverdenen ikke magter at høre på, hvor sjælsvridende det kan være at følges med et menneske med en psykiatrisk diagnose.
    Det kræver sin mand/kvinde at indrømme over for sig selv, at man ikke holder ud at være nær den man holder så meget af, ja faktisk ind i mellem slet ikke kan magte at elske dem. Det kræver så endnu mere mod at fortælle andre om de følelser som er i spil her.
    “Systemet” ved det godt…men det er yderst sjældent at vi som pårørende møder forståelse på netop dette punkt, hvilket er en skam, for hvis vi gjorde det ville skammen, sorgen og smerten kunne luftes frit, og den ville med garanti antage lidt andre dimensioner inde i os.
    Så tak, Stella, fordi du tager Hellas budskab – og vi andres – videre ud i verden.

    1. Tak Helle for den fine kommentar.
      Ja, det er nogle grimme følelser vi skal kæmpe med, og hvis der er noget vores samfund ikke er gearet til, så er det grimme følelser.
      Grimhed i det hele taget!
      Men som jeg siger til min datter, vi har intet i verden at skamme os over. Hun er så smuk og dejlig og rummer det største hjerte.
      Det er et paradoks, at en pige med så meget kærlighed, kan påføre så meget smerte, både på sig selv og os i hendes omgangskreds. Og igen, hvis der er noget vores samfund ikke er gearet til, så er det paradokser. Kan man være både engel og djævel? Ja! Det kan man, og vi skal turde at rumme dem begge. Omfavne dem med kærlighed og tålmodighed.
      Så lad os sammen, sammen! se helheden.
      Knus Stella

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *