Hvem er du? – Lidt mere om identitet


Jeg er mor til en psykisk syg datter, men hvorfor er det et problem i forhold til min følelse af identitet?
Det lyder måske som et lille uskyldigt spørgsmål, men svaret må nødvendigvis være meget omfattende.  For svaret rummer både ønsket om at leve op til samfundets normer, samfundets forventninger til ‘mennesker som mig’ (vi elsker, når vi kan putte folk i kasser!) og den følelse af ‘selv’, som man opbygger gennem sit liv (højst sandsynligt farvet af de to foregående præmisser).
Begrebet ‘identitet’ er i sig selv enormt komplekst. Jeg lavede et lille eksperiment på min Facebookside, hvor jeg spurgte mine venner, hvem de var. Jeg fik 11 svar:
1 svarede i forhold til relationer (social identitet) – mor, hustru, svigermor, søster, svigerdatter, tante, svigerinde, kusine, veninde, kollega
1 svarede i forhold til social identitet, udseende (personlig identitet) og forventning til fremtiden – “moderdyret med lange stænger, der måske en dag bliver voksen”.
3 svarede funderet i fortid og nutid med visioner om deres fremtid – drømmeren og survivor. Det er ikke svært at forestille sig, at de, der svarede således, er mennesker, der har kæmpet, og er i en eller anden form for personlig udvikling.
4 svarede at de var sig selv. Uden at uddybe, hvad det egentlig betød.
1 svarede, at hun måtte tænke over det (bonusinfo: hun er mor til en borderliner).
Mønstret i ovenstående er, at det tilsyneladende er svært at definere. Dog lader det til at forældrerollen og drømmen om en positiv fremtid er vigtig for, hvordan vi ser os selv. Det vil sige, at vores identitet både rummer det, vi er, og det, vi ønsker at være. Og det, vi ønsker at være, er allerede -omend kun i form af ønske eller potentiale – alligevel en del af vores definition af vores identitet.
Men er identitet mere end blot relationer og forestillinger om fremtiden? Og kan vi ved at præcisere identiteten gennemskue, hvorfor det kan ende i en identitetskrise, når vi bliver forældre til syge børn? Og kan vi måske endda herefter afhjælpe krisen?
I følgende afsnit tager jeg udgangspunkt i mig selv.
Personlig identitet:
Ydre karakteristik – kvinde, 159 cm lav, overvægtig, lyshåret, blå øjne, smilehul, stor næse, briller/kontaktlinser, efterhånden en fin samling tatoveringer.

  • Den ydre karakteristik er ikke statisk, da den af gode grunde ændrer sig over tid. Der er måske nogle ting som øjenfarve, lange eller korte ben, skønhedsmærker m.m. der givetvis vil gælde til hver tid. Men hårfarve, vægt, kulør osv. vil ændres med alderen.

Karaktertræk – kærlig, omsorgsfuld, temperamentsfuld, kvik, ekstrovert, nysgerrig, idérig, utålmodig, glad, optimistisk, fjollet, ansvarsbevidst, stædig, humørsyg.

  • Vores karaktertræk er semi-statiske. Nogle træk vil blive blive forstærket over tid, mens andre vil blødes op. Jeg er f.eks. ikke nær så temperamentsfuld, som jeg var, da jeg var yngre.

Social identitet:
Uddannet folkeskolelærer, tekstforfatter, enlig mor, skilt, pårørende til psykisk syg, enebarn, datter.

  • Den sociale identitet er også dynamisk. For det første fordi livet er det. Vi lever i en tid, hvor skilsmisseraten er på sit alletiders højeste, og det samme kan siges om risikoen for at blive ramt af psykisk sygdom og/eller blive pårørende. Arbejdsmarkedet ændrer sig markant, og man vil finde, at den stilling, man blev uddannet til, måske bliver overtaget af kunstig intelligens eller på anden måde bliver uddateret.

Kollektiv identitet:
Dansker, kristen, Alternativist, iværksætter, pårørende til psykisk syg (omend kollektivet er en minoritet).

  • Den kollektive identitet er også dynamisk. F.eks har der aldrig været en statisk national identitet – i så fald skulle vores vikingemænd på nuværende tidspunkt være på vej over oceanet i vikingeskibe for at bekrige briterne. Min påstand er, at det er en illusion – Nå men det er en helt anden historie. Pointen er, at selv kollektivet ændrer sig over tid.

Når man rigtig dykker ned i, hvad identitet egentlig er, finder man også ud af, at den faktisk slet ikke er noget alene. Den er dynamisk og afspejler tid, sted og relationer. De fleste, der har befundet sig på et datingsite, har spurgt sig selv, hvordan de på få sætninger, skal kunne forklare kompleksiteten af, hvem de i virkeligheden er. Og som flere også svarede i mit lille eksperiment, har man allermest lyst til at svare: “Jamen, jeg er jo mig!”
Når forvirringen har lagt sig, finder man så forhåbentlig ud af, hvor befriende det er. Jeg er jo det hele, men jeg kan vælge at lægge mine kræfter i de egenskaber, jeg bedst kan lide. Og dem kan jeg vælge at udvikle på. Jeg kan også opdage, at der er egenskaber, jeg ville ønske, jeg rummede, og starte mit arbejde med mig selv på den måde.
Det er klart, at man måske ikke har det store overskud til vilde selvrefleksioner, når man står som pårørende til et alvorligt sygt barn. Men jeg vil alligevel udfordrer dig til at gøre det.  
For mig har det været utroligt befriende at kunne lægge lænkerne af det at være pårørende. Jeg er ikke holdt op med at være pårørende. Jeg vælger bare at bruge min status som sådan i en anden retning. I stedet for pårørende kalder jeg mig nu iværksætter.
Så hvem er jeg? Jeg er under ombygning!
Lige nu tror jeg, denne tekst siger det hele – når det er svært at definere, hvem man er, kan man jo starte med, hvad man i hvert fald ikke er:
 
 

“I am light”

I am light

I am not the things my family did

I am not the voices in my head

I am not the pieces of the brokenness inside

I am light

I’m not the mistakes that I have made

Or any of the things that caused me pain

I am not the pieces of the dream I left behind

I am light

I am not the color of my eyes

I am not the skin on the outside

I am not my age, I am not my race

My soul inside, is all light

I am light

I am divinity defined

I am the God on the inside

I am a star, a piece of it all

I am light

India Arie

Hvis lille monster er du?

Hvis lille monster er du?

Efterlysning:

Hjerte

Sidst set:

Den 5. oktober 2017 – Kl. 16.00

Trekroner centervej 65, 4000 Roskilde

Kendetegn: Utæt venstre ventrikel. Har været knust før og kan genkendes på tusindvis af samlinger.

Min mave murede. Det havde den gjort hele dagen. Små ubehagelige kramper der kunne tilskrives ubehaget ved ikke at vide, hvad det kommende møde skulle betyde for fremtiden. Den sidste time havde vi brugt på at fortrænge årsagen til vores møde. Nervøs latter over café bordet med nachos og kage.
Som altid foregår samtalen med alle følehorn ude. Hvilket humør er hun i i dag? Kan hun tåle humor? Hvilke emner skal jeg holde mig fra? Hvornår kan jeg spørge ind, og hvornår skal jeg holde min kæft? Alle sanser er på overarbejde.
Jeg scanner lokalet, da vi træder ind ad døren. Mit blik er trænet i en grad, så PET ville hyre mig på stedet. Tre sekretærer. En kvinde uden overtøj i receptionen. Jeg kan høre på samtalen, at hun kender sekretærerne godt og vurdere, at hun må arbejde her. Hov, mit blik vender tilbage til sekretæren, der er placeret længst væk… hende kender jeg! Argh.. hvem er det nu, hun er?
Jamina melder sin ankomst, og vi bliver bedt om at tage plads i venteværelset. Jeg stirrer på sekretæren. Hun kigger undvigende, nærmest skamfuld tilbage… Så falder tiøren! Hun var vores nabo for 4 år siden. Ja, hun har selvfølgelig vidst, vi skulle komme. Jamina’er er der alligevel ikke så mange af.
Mine tanker driver et par år tilbage. Det er en kold vintermorgen, og jeg har lige afleveret Vicky i skole. På vej ned ad Prinsessegade får jeg øje på et ansigt, jeg kender. Det er ikke sket siden, vi flyttede. Kan egentlig godt lide anonymiteten ved at bo i København, men nogle gange kan jeg også savne morgenerne i Gislinge, hvor jeg lige kunne nå at hilse på en håndfuld velkendte ansigter.
Ansigtet smiler lidt nervøst tilbage, og hendes blik flakker. Først da jeg er knap en meter væk, går det op for mig, at jeg overhovedet ikke kender kvinden. Eller jo, teknisk set gør jeg jo. Men det er tydeligt, at Ulla Terkelsen ikke vil kendes ved mig. Flot Stella! Du kan ikke genkende din nabo gennem et år, men tror du er BFF med Ulla Terkelsen. Jeg undertrykker et smil, mens jeg lader opmærksomheden glide tilbage til venteværelset.
Mens vi sidder og venter, prøver vi at holde humøret højt. Malerierne på væggene er svære ikke at lægge mærke til. De ligner til forveksling det, mine søde børn stolte slæbte med hjem fra børnehaven. Billederne sælges for en hamper pris på 3-500,- stykket. Man skulle måske overveje at gå i kælderen og se, om nogle af kreationerne har overlevet. Det lader til, at det kunne blive en god forretning.
Manden, der sad i venteværelset, da vi kom, bliver kaldt ind. Gad vide hvad han skulle? Mon han også er kriminel? I know – tyv tror, hver mand stjæler, men vi sidder trods alt hos Kriminalforsorgen, så det er svært ikke at drage konklusioner.
En yngre kvinde træder ind og henvender sig til Jamina. Hun præsenterer sig og inviterer os med ned på et kontor, hun har fået lov at låne. Hun forklarer omhyggeligt, hvem hun er, og hvorfor hun ikke har sit eget kontor. Jeg har glemt det hele, inden ordene runger ud. Det eneste, jeg lægger mærke til, er vigtige detaljer, som hendes meget lange øjenvipper og meget velplejede negle. ‘Gad vide om hun kommer fra Amager?’ Jamina bliver bedt om at redegøre for sin opvækst, skolegang, fritidsinteresser m.m. Og jeg lytter.
To timer går, og Jamina forklarer tålmodigt hendes vej gennem livet. Et kæmpestort råb om hjælp, der blev ignoreret af en kommune, for hvilken økonomi var vigtigere end sine borgere.
Mor kronisk syg. Far med alkohol og stofmisbrug. Mobning i skolen siden børnehaveklassen. Selvmordsforsøg i 2. klasse. Svigt fra lærere, der ikke tog sig af hende. En ledelse der mente, at der ikke findes mobbere, men blot børn der lader sig mobbe! Et system der ikke greb ind, da hun blev yderligere selvskadende. Forvaltninger der pegede væk fra dem selv eller trak tiden ud i uendelige undersøgelser af enten hende, os som familie eller skoler der måske eller måske ikke kunne rumme hende. Intelligenstests der aldrig blev brugt til andet end at dokumentere, at en pige med hendes IQ burde kunne… men kunne hvad? Udredninger i psykiatrien, hvor hun gang på gang skulle fortælle sin historie til endnu et menneske, uden magten til at hjælpe. Lappeløsninger der kun skabte nye fiaskoer hos et lille menneske, hos hvem manglen på selvværd var større end hendes fysiske væsen. Jeg råbte så højt jeg kunne – men ingen hørte os, så os eller hjalp os. Elleve år kom og gik.
SVIGT – PÅ SVIGT – PÅ SVIGT!
Og nu står vi så her. Anklaget for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. KRIMINEL!
OG MIT HJERTE ER KNUST ENDNU ENGANG.
Det er så uretfærdigt, at jeg nærmest ikke kan rumme det. Jamina er blevet svigtet siden den dag, hun blev født, og nu skal hun straffes! Skal man straffes for at sælge stoffer? Ja, gu’ fa’en ska’ man det. Men hvis lille monster er hun? og skal skaberen af monsteret ikke også straffes?
Hendes barndom kommer aldrig tilbage, men er det rimeligt også at tage fremtiden fra hende?
Afsluttende bemærkning: Monsteret går pt. på handelsskole. Hendes drøm er at blive historiker. Spørgsmålet er, hvad er samfundet bedst tjent med? Vi kan enten støtte op om hendes uddannelse, eller sende hende tilbage i det kriminelle miljø, hvorfra hun med møje og besvær har trukket sig selv op.

Pas på dig selv!

Det kan være så uendelig svært at passe på sig selv, når man samtidig (tilsyneladende) er blevet ansat som brandslukker.
Hele tiden er der en brand der skal slukkes. Og opgaverne er dejligt alsidige. Det ene øjeblik er man sagsbehandler, det næste sygeplejerske, det tredje dørmåtte og det fjerde mor.
Sagen er bare den, at det er rigtig svært at slukke brande, hvis man ikke husker at passe på sig selv først. Reglen er klar. Man tager selv iltmasken på, inden man hjælper andre. Det gælder i fly, som på landjorden.
Du kan godt vælge at ignorere reglen, men jeg vil garantere dig for, at det vil blive hævnet!
Så hvad kan man gøre for at passe på sig selv? Her er eksempler på, hvad jeg har gjort:

  1. Motion –  Jeg elsker at gå. Måske allermest fordi jeg har perioder, hvor jeg rent faktisk ikke er i stand til det overhovedet. Så jeg går og jeg går langt.
  2. Kost – ‘Uden mad og drikke dur helten ikke’. Din krop har særligt meget brug for, at du fodrer den godt, når du er stresset. Jeg har tilføjet et kost tilskud, da jeg ved at kroppen bruger ekstra B-vitamin, når den er i alarm beredskab.
  3. Søvn – Sørg for at få din søvn. Det kan ikke understreges nok. Hvis du lider af tankemylder ligesom jeg, så kan jeg anbefale en meditationsapp til telefonen. Det har været guld værd for mig, i perioder.
  4. Musik/litteratur/kunst – Plej dine sanser. Jeg er musiktosse, så jeg har lavet en playliste på ‘Spotify’, som jeg kalder ‘Happy’. Det giver sig selv, at sangene på den liste er noget jeg forbinder med glæde, det kan enten være i budskab, tempo eller minder.
  5. Plej dig selv – Tag et langt bad, smør dig ind i en god creme, book tid hos massør, frisør, psykolog eller mødes med venner – what ever rocks your boat! Det behøver ikke være det hele på én gang, bare sørg for at nus ekstra om dig selv når det er svært.
  6. Lav en liste over, hvad der gør dig glad og sørg for at putte så meget af det på listen ind i dit liv.

God fornøjelse

Stella Betak