Pas på dig selv!

Det kan være så uendelig svært at passe på sig selv, når man samtidig (tilsyneladende) er blevet ansat som brandslukker.
Hele tiden er der en brand der skal slukkes. Og opgaverne er dejligt alsidige. Det ene øjeblik er man sagsbehandler, det næste sygeplejerske, det tredje dørmåtte og det fjerde mor.
Sagen er bare den, at det er rigtig svært at slukke brande, hvis man ikke husker at passe på sig selv først. Reglen er klar. Man tager selv iltmasken på, inden man hjælper andre. Det gælder i fly, som på landjorden.
Du kan godt vælge at ignorere reglen, men jeg vil garantere dig for, at det vil blive hævnet!
Så hvad kan man gøre for at passe på sig selv? Her er eksempler på, hvad jeg har gjort:

  1. Motion –  Jeg elsker at gå. Måske allermest fordi jeg har perioder, hvor jeg rent faktisk ikke er i stand til det overhovedet. Så jeg går og jeg går langt.
  2. Kost – ‘Uden mad og drikke dur helten ikke’. Din krop har særligt meget brug for, at du fodrer den godt, når du er stresset. Jeg har tilføjet et kost tilskud, da jeg ved at kroppen bruger ekstra B-vitamin, når den er i alarm beredskab.
  3. Søvn – Sørg for at få din søvn. Det kan ikke understreges nok. Hvis du lider af tankemylder ligesom jeg, så kan jeg anbefale en meditationsapp til telefonen. Det har været guld værd for mig, i perioder.
  4. Musik/litteratur/kunst – Plej dine sanser. Jeg er musiktosse, så jeg har lavet en playliste på ‘Spotify’, som jeg kalder ‘Happy’. Det giver sig selv, at sangene på den liste er noget jeg forbinder med glæde, det kan enten være i budskab, tempo eller minder.
  5. Plej dig selv – Tag et langt bad, smør dig ind i en god creme, book tid hos massør, frisør, psykolog eller mødes med venner – what ever rocks your boat! Det behøver ikke være det hele på én gang, bare sørg for at nus ekstra om dig selv når det er svært.
  6. Lav en liste over, hvad der gør dig glad og sørg for at putte så meget af det på listen ind i dit liv.

God fornøjelse

Stella Betak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *