Hvis lille monster er du?

Hvis lille monster er du?

Efterlysning:

Hjerte

Sidst set:

Den 5. oktober 2017 – Kl. 16.00

Trekroner centervej 65, 4000 Roskilde

Kendetegn: Utæt venstre ventrikel. Har været knust før og kan genkendes på tusindvis af samlinger.

Min mave murede. Det havde den gjort hele dagen. Små ubehagelige kramper der kunne tilskrives ubehaget ved ikke at vide, hvad det kommende møde skulle betyde for fremtiden. Den sidste time havde vi brugt på at fortrænge årsagen til vores møde. Nervøs latter over café bordet med nachos og kage.
Som altid foregår samtalen med alle følehorn ude. Hvilket humør er hun i i dag? Kan hun tåle humor? Hvilke emner skal jeg holde mig fra? Hvornår kan jeg spørge ind, og hvornår skal jeg holde min kæft? Alle sanser er på overarbejde.
Jeg scanner lokalet, da vi træder ind ad døren. Mit blik er trænet i en grad, så PET ville hyre mig på stedet. Tre sekretærer. En kvinde uden overtøj i receptionen. Jeg kan høre på samtalen, at hun kender sekretærerne godt og vurdere, at hun må arbejde her. Hov, mit blik vender tilbage til sekretæren, der er placeret længst væk… hende kender jeg! Argh.. hvem er det nu, hun er?
Jamina melder sin ankomst, og vi bliver bedt om at tage plads i venteværelset. Jeg stirrer på sekretæren. Hun kigger undvigende, nærmest skamfuld tilbage… Så falder tiøren! Hun var vores nabo for 4 år siden. Ja, hun har selvfølgelig vidst, vi skulle komme. Jamina’er er der alligevel ikke så mange af.
Mine tanker driver et par år tilbage. Det er en kold vintermorgen, og jeg har lige afleveret Vicky i skole. På vej ned ad Prinsessegade får jeg øje på et ansigt, jeg kender. Det er ikke sket siden, vi flyttede. Kan egentlig godt lide anonymiteten ved at bo i København, men nogle gange kan jeg også savne morgenerne i Gislinge, hvor jeg lige kunne nå at hilse på en håndfuld velkendte ansigter.
Ansigtet smiler lidt nervøst tilbage, og hendes blik flakker. Først da jeg er knap en meter væk, går det op for mig, at jeg overhovedet ikke kender kvinden. Eller jo, teknisk set gør jeg jo. Men det er tydeligt, at Ulla Terkelsen ikke vil kendes ved mig. Flot Stella! Du kan ikke genkende din nabo gennem et år, men tror du er BFF med Ulla Terkelsen. Jeg undertrykker et smil, mens jeg lader opmærksomheden glide tilbage til venteværelset.
Mens vi sidder og venter, prøver vi at holde humøret højt. Malerierne på væggene er svære ikke at lægge mærke til. De ligner til forveksling det, mine søde børn stolte slæbte med hjem fra børnehaven. Billederne sælges for en hamper pris på 3-500,- stykket. Man skulle måske overveje at gå i kælderen og se, om nogle af kreationerne har overlevet. Det lader til, at det kunne blive en god forretning.
Manden, der sad i venteværelset, da vi kom, bliver kaldt ind. Gad vide hvad han skulle? Mon han også er kriminel? I know – tyv tror, hver mand stjæler, men vi sidder trods alt hos Kriminalforsorgen, så det er svært ikke at drage konklusioner.
En yngre kvinde træder ind og henvender sig til Jamina. Hun præsenterer sig og inviterer os med ned på et kontor, hun har fået lov at låne. Hun forklarer omhyggeligt, hvem hun er, og hvorfor hun ikke har sit eget kontor. Jeg har glemt det hele, inden ordene runger ud. Det eneste, jeg lægger mærke til, er vigtige detaljer, som hendes meget lange øjenvipper og meget velplejede negle. ‘Gad vide om hun kommer fra Amager?’ Jamina bliver bedt om at redegøre for sin opvækst, skolegang, fritidsinteresser m.m. Og jeg lytter.
To timer går, og Jamina forklarer tålmodigt hendes vej gennem livet. Et kæmpestort råb om hjælp, der blev ignoreret af en kommune, for hvilken økonomi var vigtigere end sine borgere.
Mor kronisk syg. Far med alkohol og stofmisbrug. Mobning i skolen siden børnehaveklassen. Selvmordsforsøg i 2. klasse. Svigt fra lærere, der ikke tog sig af hende. En ledelse der mente, at der ikke findes mobbere, men blot børn der lader sig mobbe! Et system der ikke greb ind, da hun blev yderligere selvskadende. Forvaltninger der pegede væk fra dem selv eller trak tiden ud i uendelige undersøgelser af enten hende, os som familie eller skoler der måske eller måske ikke kunne rumme hende. Intelligenstests der aldrig blev brugt til andet end at dokumentere, at en pige med hendes IQ burde kunne… men kunne hvad? Udredninger i psykiatrien, hvor hun gang på gang skulle fortælle sin historie til endnu et menneske, uden magten til at hjælpe. Lappeløsninger der kun skabte nye fiaskoer hos et lille menneske, hos hvem manglen på selvværd var større end hendes fysiske væsen. Jeg råbte så højt jeg kunne – men ingen hørte os, så os eller hjalp os. Elleve år kom og gik.
SVIGT – PÅ SVIGT – PÅ SVIGT!
Og nu står vi så her. Anklaget for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. KRIMINEL!
OG MIT HJERTE ER KNUST ENDNU ENGANG.
Det er så uretfærdigt, at jeg nærmest ikke kan rumme det. Jamina er blevet svigtet siden den dag, hun blev født, og nu skal hun straffes! Skal man straffes for at sælge stoffer? Ja, gu’ fa’en ska’ man det. Men hvis lille monster er hun? og skal skaberen af monsteret ikke også straffes?
Hendes barndom kommer aldrig tilbage, men er det rimeligt også at tage fremtiden fra hende?
Afsluttende bemærkning: Monsteret går pt. på handelsskole. Hendes drøm er at blive historiker. Spørgsmålet er, hvad er samfundet bedst tjent med? Vi kan enten støtte op om hendes uddannelse, eller sende hende tilbage i det kriminelle miljø, hvorfra hun med møje og besvær har trukket sig selv op.

4 kommentarer til “Hvis lille monster er du?”

  1. Tankevækkende og godt skrevet 👍😊 når jeg selv synes, ingen kan have oplevet, hvad vi har været igennem de sidste 13 år. Men det er der !!!! Jer! Men så sidder der en lille 😈På min skulder og griner “kriminel – det har I ikke oplevet” NEJ og det ville være skrækkeligt – det er skrækkeligt for dig og din datter. Håber der findes en god ordning for din datter, så hun kan fortsætte med hendes fremtid 😊

    1. Kære Vibeke
      Det er dejligt at vide, at man ikke er alene om at kæmpe denne kamp. Jeg er så glad for at du skriver, og hvor er jeg glad for, at i trods alt ikke har oplevet kriminalitet!
      Ja, jeg håber også på, at der viser sig en vej.
      De kærligste hilsner
      Stella

  2. Det her samfund svigter i høj grad de mest svage – børnene og de syge. Det er rent held hvis man får god behandling i tide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *