Hvem er du? – Lidt mere om identitet


Jeg er mor til en psykisk syg datter, men hvorfor er det et problem i forhold til min følelse af identitet?
Det lyder måske som et lille uskyldigt spørgsmål, men svaret må nødvendigvis være meget omfattende.  For svaret rummer både ønsket om at leve op til samfundets normer, samfundets forventninger til ‘mennesker som mig’ (vi elsker, når vi kan putte folk i kasser!) og den følelse af ‘selv’, som man opbygger gennem sit liv (højst sandsynligt farvet af de to foregående præmisser).
Begrebet ‘identitet’ er i sig selv enormt komplekst. Jeg lavede et lille eksperiment på min Facebookside, hvor jeg spurgte mine venner, hvem de var. Jeg fik 11 svar:
1 svarede i forhold til relationer (social identitet) – mor, hustru, svigermor, søster, svigerdatter, tante, svigerinde, kusine, veninde, kollega
1 svarede i forhold til social identitet, udseende (personlig identitet) og forventning til fremtiden – “moderdyret med lange stænger, der måske en dag bliver voksen”.
3 svarede funderet i fortid og nutid med visioner om deres fremtid – drømmeren og survivor. Det er ikke svært at forestille sig, at de, der svarede således, er mennesker, der har kæmpet, og er i en eller anden form for personlig udvikling.
4 svarede at de var sig selv. Uden at uddybe, hvad det egentlig betød.
1 svarede, at hun måtte tænke over det (bonusinfo: hun er mor til en borderliner).
Mønstret i ovenstående er, at det tilsyneladende er svært at definere. Dog lader det til at forældrerollen og drømmen om en positiv fremtid er vigtig for, hvordan vi ser os selv. Det vil sige, at vores identitet både rummer det, vi er, og det, vi ønsker at være. Og det, vi ønsker at være, er allerede -omend kun i form af ønske eller potentiale – alligevel en del af vores definition af vores identitet.
Men er identitet mere end blot relationer og forestillinger om fremtiden? Og kan vi ved at præcisere identiteten gennemskue, hvorfor det kan ende i en identitetskrise, når vi bliver forældre til syge børn? Og kan vi måske endda herefter afhjælpe krisen?
I følgende afsnit tager jeg udgangspunkt i mig selv.
Personlig identitet:
Ydre karakteristik – kvinde, 159 cm lav, overvægtig, lyshåret, blå øjne, smilehul, stor næse, briller/kontaktlinser, efterhånden en fin samling tatoveringer.

  • Den ydre karakteristik er ikke statisk, da den af gode grunde ændrer sig over tid. Der er måske nogle ting som øjenfarve, lange eller korte ben, skønhedsmærker m.m. der givetvis vil gælde til hver tid. Men hårfarve, vægt, kulør osv. vil ændres med alderen.

Karaktertræk – kærlig, omsorgsfuld, temperamentsfuld, kvik, ekstrovert, nysgerrig, idérig, utålmodig, glad, optimistisk, fjollet, ansvarsbevidst, stædig, humørsyg.

  • Vores karaktertræk er semi-statiske. Nogle træk vil blive blive forstærket over tid, mens andre vil blødes op. Jeg er f.eks. ikke nær så temperamentsfuld, som jeg var, da jeg var yngre.

Social identitet:
Uddannet folkeskolelærer, tekstforfatter, enlig mor, skilt, pårørende til psykisk syg, enebarn, datter.

  • Den sociale identitet er også dynamisk. For det første fordi livet er det. Vi lever i en tid, hvor skilsmisseraten er på sit alletiders højeste, og det samme kan siges om risikoen for at blive ramt af psykisk sygdom og/eller blive pårørende. Arbejdsmarkedet ændrer sig markant, og man vil finde, at den stilling, man blev uddannet til, måske bliver overtaget af kunstig intelligens eller på anden måde bliver uddateret.

Kollektiv identitet:
Dansker, kristen, Alternativist, iværksætter, pårørende til psykisk syg (omend kollektivet er en minoritet).

  • Den kollektive identitet er også dynamisk. F.eks har der aldrig været en statisk national identitet – i så fald skulle vores vikingemænd på nuværende tidspunkt være på vej over oceanet i vikingeskibe for at bekrige briterne. Min påstand er, at det er en illusion – Nå men det er en helt anden historie. Pointen er, at selv kollektivet ændrer sig over tid.

Når man rigtig dykker ned i, hvad identitet egentlig er, finder man også ud af, at den faktisk slet ikke er noget alene. Den er dynamisk og afspejler tid, sted og relationer. De fleste, der har befundet sig på et datingsite, har spurgt sig selv, hvordan de på få sætninger, skal kunne forklare kompleksiteten af, hvem de i virkeligheden er. Og som flere også svarede i mit lille eksperiment, har man allermest lyst til at svare: “Jamen, jeg er jo mig!”
Når forvirringen har lagt sig, finder man så forhåbentlig ud af, hvor befriende det er. Jeg er jo det hele, men jeg kan vælge at lægge mine kræfter i de egenskaber, jeg bedst kan lide. Og dem kan jeg vælge at udvikle på. Jeg kan også opdage, at der er egenskaber, jeg ville ønske, jeg rummede, og starte mit arbejde med mig selv på den måde.
Det er klart, at man måske ikke har det store overskud til vilde selvrefleksioner, når man står som pårørende til et alvorligt sygt barn. Men jeg vil alligevel udfordrer dig til at gøre det.  
For mig har det været utroligt befriende at kunne lægge lænkerne af det at være pårørende. Jeg er ikke holdt op med at være pårørende. Jeg vælger bare at bruge min status som sådan i en anden retning. I stedet for pårørende kalder jeg mig nu iværksætter.
Så hvem er jeg? Jeg er under ombygning!
Lige nu tror jeg, denne tekst siger det hele – når det er svært at definere, hvem man er, kan man jo starte med, hvad man i hvert fald ikke er:
 
 

“I am light”

I am light

I am not the things my family did

I am not the voices in my head

I am not the pieces of the brokenness inside

I am light

I’m not the mistakes that I have made

Or any of the things that caused me pain

I am not the pieces of the dream I left behind

I am light

I am not the color of my eyes

I am not the skin on the outside

I am not my age, I am not my race

My soul inside, is all light

I am light

I am divinity defined

I am the God on the inside

I am a star, a piece of it all

I am light

India Arie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *