Sorg

Der har været mange skelsættende år i mit liv. Det år jeg fik min ældste datter. Det år hendes far og jeg brød meget voldsomt. Det år jeg mødte min yngste datters far. Det år jeg fik min yngste datter. Det år jeg blev uddannet og ansat som lærer. Det år min ældste datter, i 2. klasse, forsøgte at hænge sig i et klatrestativ…
Alle disse år ændrede mig i større eller mindre grad. Men det mest skelsættende år, var det år, hvor min ældste datter i en alder af 14 begyndte at drikke, ryge hash, tage stoffer og blive væk hjemmefra. For det var det år, det for alvor gik op for mig, at jeg havde mistet mit barn. Hun levede stadig, jo vist. Men hun var ikke mit barn længere. Det var det år, jeg for alvor stiftede bekendtskab med sorg.
Min definition af sorg, indtil jeg stod i denne situation var, at det er noget man oplever, når man har mistet nogen der står én nær. Først sent blev jeg klar over, at jeg rent faktisk havde mistet. Og som de fleste forældre til psykisk syge børn, så er det et tab man lider ikke blot én men mange gange over tid. At sige at sorgen ikke er sygelig, er bestemt sand for nogen. Og gud hvor jeg håber, at det er sådan for de fleste. For ja, sorgen kan også være en smuk fortælling om, at man har elsket. Men for andre er den forkrøblende og altfortærende.
20170909-DSC_0070
Der er gode perioder, hvor alt næsten synes som ‘gamle dage’, og pludselig, som ved et trylleslag, befinder man sig igen i et parallelunivers, hvor man skal huske, at græsset ikke er grønt, himlen ikke er blå og dit barn muligvis ikke vil overleve det her. Og hvad der er helt sikkert – DU, som det menneske du er i dag, vil ikke overleve!
Ikke alle har lært at håndtere sorg. Og selvom døden både i bogstaveligste forstand, men bestemt også i overført betydning, er en størrelse vi alle vil stifte bekendtskab med i løbet af livet. Har vi ikke alle lært, hvordan man tackler den. Derudover må man ikke glemme at sorg ikke er én ting – sorg er mange ting – og nogle gange alting.
Hvis det til næste år bliver muligt at få stillet diagnosen ‘forlænget sorgforstyrrelse’, hvad vil det så gavne? Måske ingenting. For ingen anden end ‘tiden’ kan afgøre eller afhjælpe, hvordan og hvornår din sorg vil ende. Og ‘tiden’ den utaknemmelige satan, tager og giver ikke igen hvad er tabt.
Jeg sørger hver dag, hver time og hvert minut… Det har jeg gjort siden 2013. Og hvor ville det være rart, hvis der var en mulighed for, at nogen ville anerkende mig i min sorg, trække håndbremsen og række hånden frem.