Sorg

Der har været mange skelsættende år i mit liv. Det år jeg fik min ældste datter. Det år hendes far og jeg brød meget voldsomt. Det år jeg mødte min yngste datters far. Det år jeg fik min yngste datter. Det år jeg blev uddannet og ansat som lærer. Det år min ældste datter, i 2. klasse, forsøgte at hænge sig i et klatrestativ…
Alle disse år ændrede mig i større eller mindre grad. Men det mest skelsættende år, var det år, hvor min ældste datter i en alder af 14 begyndte at drikke, ryge hash, tage stoffer og blive væk hjemmefra. For det var det år, det for alvor gik op for mig, at jeg havde mistet mit barn. Hun levede stadig, jo vist. Men hun var ikke mit barn længere. Det var det år, jeg for alvor stiftede bekendtskab med sorg.
Min definition af sorg, indtil jeg stod i denne situation var, at det er noget man oplever, når man har mistet nogen der står én nær. Først sent blev jeg klar over, at jeg rent faktisk havde mistet. Og som de fleste forældre til psykisk syge børn, så er det et tab man lider ikke blot én men mange gange over tid. At sige at sorgen ikke er sygelig, er bestemt sand for nogen. Og gud hvor jeg håber, at det er sådan for de fleste. For ja, sorgen kan også være en smuk fortælling om, at man har elsket. Men for andre er den forkrøblende og altfortærende.
20170909-DSC_0070
Der er gode perioder, hvor alt næsten synes som ‘gamle dage’, og pludselig, som ved et trylleslag, befinder man sig igen i et parallelunivers, hvor man skal huske, at græsset ikke er grønt, himlen ikke er blå og dit barn muligvis ikke vil overleve det her. Og hvad der er helt sikkert – DU, som det menneske du er i dag, vil ikke overleve!
Ikke alle har lært at håndtere sorg. Og selvom døden både i bogstaveligste forstand, men bestemt også i overført betydning, er en størrelse vi alle vil stifte bekendtskab med i løbet af livet. Har vi ikke alle lært, hvordan man tackler den. Derudover må man ikke glemme at sorg ikke er én ting – sorg er mange ting – og nogle gange alting.
Hvis det til næste år bliver muligt at få stillet diagnosen ‘forlænget sorgforstyrrelse’, hvad vil det så gavne? Måske ingenting. For ingen anden end ‘tiden’ kan afgøre eller afhjælpe, hvordan og hvornår din sorg vil ende. Og ‘tiden’ den utaknemmelige satan, tager og giver ikke igen hvad er tabt.
Jeg sørger hver dag, hver time og hvert minut… Det har jeg gjort siden 2013. Og hvor ville det være rart, hvis der var en mulighed for, at nogen ville anerkende mig i min sorg, trække håndbremsen og række hånden frem.

6 kommentarer til “Sorg”

    1. Tak kære Merete. Hvor er jeg glad for din feedback, og hvor er jeg ked af, at det skal være så svært. Vi må håbe at nye mennesker i kommune og region, giver bedre forhold for os pårørende. Og måske denne ‘sorg diagnose’ giver nogle muligheder for at hjælpe os, inde vi går til grunde. Knus og kærlighed til dig. Stella

      1. Tak Ligita. Det betyder meget for mig, at du har taget dig tid til at give feedback. Man sidder jo her og skriver i blinde og håber man rammer rigtigt. Kan i bund og grund kun forholde mig til, hvilke følelser jeg selv bokser med og tænker, at jeg desværre nok ikke er den eneste. Knus og kærlighed til dig. Stella

  1. Jeg har en svigerinde, som for år tilbage mistede sin søn på 19 år pga.alvorlig kræft. Hun sagde en dag til mig, at hendes sorg var til at forholde sig til, for hendes søn var død, og det kunne ikke ændres, mens min sorg er en levende sorg, som vil være der, så længe min søn er psykisk syg,
    Det, synes jeg, var rammende.
    Jeg synes, at det ligger tæt op af dit indlæg.

    1. Ja, det er jo ikke fordi man kan sammenligne sorg. Jeg tror det der er afgørende i både din svigerindes udsagn og emnet i blog, nemlig muligheden for at bearbejde. Den mulighed har vi ikke rigtig til rådighed, da sorgen som du nævner er ‘levende’. Knus og kærlighed til dig. Stella

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *