25. december 2017

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så travl en december, og ydermere lykkedes det mig at blive nedlagt af en vaskeægte manflu bedre kendt som ‘Hugo’. Det var jo egentlig min mening, at jeg ville have delt lidt på bloggen, hver dag fra d. 14. til d. 24. december, men seks dage inde, var jeg sendt til tælling. Nu er jeg heldigvis ved at være helt på benene igen.
Som de faste læsere på bloggen ved, havde jeg aflyst d. 24. i år. Min store datter havde meldt ud, at hun ikke ønskede at holde jul i år, min yngste skulle til sin far og min mor er taget til Gran Canaria med sin kæreste. Så når man ikke har travlt med at skulle planlægge og eksekvere et julemirakel, har man pludselig tid til en masse andre ting.
December i år har i den grad været en øjenåbner. Og jeg har haft så mange aha-oplevelser, at jeg dårligt ved, hvor jeg skal starte.
Men jeg kan jo starte med at indrømme, at jeg hele december har følt mig, som den største fiasko som mor og menneske nogensinde. Efter et brud i foråret kæmper jeg stadig en brav kamp, med en økonomi der i den grad ligger i ruiner og jeg har ingen anelse om, hvordan eller hvornår jeg skal få den på rette spor. Derfor har der heller ikke været råd til hverken juletræ, adventsgaver eller store julegaver i år. Ikke så underligt, at juleglæden har været lidt svær at finde.
Forleden aften da min yngste og jeg var ude og lufte hunden, stødte vi på et forladt juletræ. Samtalen forløb nogenlunde således:
Vicky: “Mor se der er et juletræ.”image
Mig: “Ja, det kan jeg godt se.”
Vicky: “Det er helt alene.”
Mig: “Ja, det er det sørme også…”
Vicky: “Må jeg få det? Se, det har endda en fod.”
Mig: “Man kan da ikke bare tage et juletræ… det er ulovligt.”
Vicky: “Jamen mor, det er jo ensomt…”
Mig: “Tror du det?”
Vicky: “Ja! Skal vi så ikke tage det med hjem?”
Mig: “Jamen skat, det er jo mere dødt end levende! Jeg tror det taber alle sine nåle, inden vi er nået hjem…”
Vicky: “Skal vi prøve?”
Mig: “Hvis du selv kan bære det hjem, så er det dit.”
Hun er under den kriminelle lavalder, så meget vigtig detalje at lade hende om at slæbe det hjem! (ironi kan forekomme)
 
Og sådan endte vi med at adoptere et halvdødt, ensomt juletræ, der lugter en lille smule som om, nogen har tisset på det, men jeg er stadig forkølet, så who cares? – og jeg er ret sikker på, at hverken Vicky eller jeg vil glemme denne jul eller dette juletræ.
Første lektie: De bedste minder kan man ikke planlægge, det er nogen man skaber sammen i nuet.


D. 24 december. Min dag startede kl. 8, da vækkeuret ringede. Mens jeg stod i badet, kunne jeg høre støvsugeren blive tændt. Min 11 årige datter havde støvsuget hele stuen og ryddet bordet efter gårsdagens middag. At min 11 årige datter på eget initiativ vælger at støvsuge og rydde op fortæller mig, at jeg under ingen omstændigheder er en fiasko. Da jeg takkede hende for hjælpen sagde hun bare: “men du gør jo altid så meget for mig!” I did something right ho ho ho…
Anden lektie: Når man siger, at julen ikke handler om gaver, SÅ HANDLER DET FAKTISK IKKE OM GAVER! Hverken for mig eller mine børn. Ikke at de ikke var blevet glade, hvis jeg havde foræret dem den sidste nye IPhone. Men det eneste vi alle ønsker, er at give hinanden kærlighed og modtage den. Og det er heldigvis gratis. Kærlighed kan ikke købes for penge. (og dog… min kærlighed er lige nu til salg for en hovedrengøring og en vinduespudsning… skulle nogen være interesseret).


Da jeg skulle køre min yngste datter til juleaften hos sin far i Gislinge, havde jeg besluttet at slå to fluer med et smæk. Jeg arbejdede for nogle år tilbage som kirkesanger i Kirkerne i Stigs Bjergby og Mørkøv sogne. Og da jeg alligevel var på de kanter, kunne jeg lige så godt kigge ind til den første julegudstjeneste. Vi nåede lige ind i kirken, da jeg af organisten blev beordret at deltage i motetten og postludiet.
Tredje lektie: Jeg havde helt glemt… og måske vidste jeg det slet ikke før i dag. Men mennesker i min fortid, holder altså stadig af mig, trods det at de hører fortiden til. Og måske skal de derfor også have en plads i min nutid… og i min fremtid? I hvert fald, skal de have en plads i min juleglæde og i mit hjerte.


I aftes var jeg blevet inviteret ind til min nabo og spise ‘ikke-jul’. Grillet hummer var på menuen og intet spor af jul. Inden jeg for alvor vendte snuden hjemad, smuttede jeg lige forbi en gammel studiekammerat for at ønske hende og hendes familie glædelig jul.
Fjerde lektie: Juleglæden ligger i relationer. Ikke nødvendigvis familierelationer, men kærlighedsrelationer. Og Gud hvor er jeg velsignet på det område.


Så nu sidder jeg her på sofaen kl. 02.35. Iført mine splinternye Wonder Woman sokker, en sovende hund ved min side og et glas rødvin og funderer jeg lidt over, hvordan livet egentlig udspiller sig på den mest overraskende og underfundige måde.
Det sjove ved denne ‘ikke-jul’ er nemlig, at den på mange måder er den mest ‘julede’ i ånden, jeg nogensinde har haft. Og det er på trods af, at intet var som det plejede eller skulle være.WonderWoman
Hvad er så konklusionen? Jeg kan jo se på diverse pårørende fora, at julen på ingen måder har været nem for Jer. Nogle har måtte gå på listefødder for ikke at starte en krig eller en lavine af bebrejdelser, andre har forladt eller er blevet forladt. ‘Borderlinen’ har været allestedsnærværende og dikteret hyggen eller manglen på samme. Og jeg må indrømme, at lige så meget jeg har savnet Jamina. For hun er savnet hver dag, hver time og hvert minut, så har jeg under ingen omstændigheder savnet sygdommen. Jul og ‘borderline’ er bare ikke gode venner!
Det eneste jeg ønsker mig til næste år, er at den forbandede sygdom vil forsvinde, så jeg kan få min elskede datter tilbage. Og indtil da, vil jeg fokusere på og nyde alt det andet gode, der heldigvis er i mit liv.
Tak til alle Jer smukke mennesker der er i mit og mine pigers liv. Og tak til alle Jer, der læser med herinde. Jeg ønsker Jer alle hver og een en velsignet jul.

Stella Betak

6. Bud – Vær noget for andre

cold-toy-teddy-bear-product-stuffed-animal-bless-you-1375447-pxhere-com.jpgJeg ligger stadig og raller med en genstridig forkølelse. Den har efterhånden fulgt mig så længe, at det er ved at være på tide at give den et navn. Jeg tænker Hugo… Hugo er vidst et godt navn til en forkølelse, der ikke gider slippe.
Og mens jeg ligger her i min rallen og keder mig lidt, så kom jeg lige til at sige ja til, at medvirke i et eller andet fjernsynsprogram i eftermiddag/aften. Så nu er jeg igen både presset på tid og fysisk overskud. Hurra for panodiler og næsespray, de kan da hjælpe med det ene af de to. Tror morgendagens indlæg, må handle om at ‘trække stikket’…
Men tilbage til det det egentlig drejer sig om, nemlig låge nr. 6.

6. Bud – Vær noget for andre.

I kender det sikkert godt, at det nogle gange kan være en enorm befrielse, når en ven kommer til en, med hvad der for dem er et kæmpe stort dilemma, men for dig, i din situation, en petitesse.
Ud over at nærmest alle problemer blegner i sammenligning med at have et alvorligt sygt barn, så er det også ‘rart’ (på samme måde som når man ser de der klamme bumse videoer på YouTube), at man ikke selv er følelsesmæssigt involveret.
Men det kan også være endnu en byrde. Vi er har så mange kasketter på i løbet af en dag, så vi er lige ved at bukke under for vægten. Vi er hele tiden noget for andre, og sjældent/aldrig noget for os selv. Men jeg lover at denne ikke er en byrde.
Det drejer sig nemlig ikke om, at skulle løse andres problemer. Det handler om at sprede den juleglæde, man ikke selv kan finde. Og det sjove ved juleglæden er, at den er i familie med kærlighed. Og ligesom kærligheden kommer den tilbage i tusindfold, hvis man tør springe ud i det.
Så jeg vil udfordre mig selv og Jer der læser med til at:

  • smile til dem du møder på din vej
  • vær rar og overbærende i trafikken
  • giv en forlomme i kaffekøen
  • smid en chokolade-nissemand i dine kollegers postbakke m.m.

Skriv gerne en kommentar, hvis du allerede har gjort noget lignende, om hvad du gjorde, og om det førte noget godt med sig.

5. Bud – Lad vær med at sammenlign

tree-branch-light-reflection-blue-christmas-tree-90918-pxhere-com.jpgSikken voldsom trængsel og alarm – og jeg render rundt med hovedet under armen for at få enderne til at mødes. Samtidig plejer jeg en noget stædig forkølelse, der har fulgt mig siden november. Men for hvad – og for hvem?
Vi skriver i dag d. 18. december, og det eneste jul der er hos os, er de 5 julekugler jeg købte i starten af måneden og derfor ikke var gemt væk i kælderen, en juledekoration jeg har fået af min mor og min datters 3 julekalendre… Jeg kan slet ikke finde juleglæden i år.
Det er uden sammenligning den mest ynkelig jule-præstation jeg nogensinde har leveret!
Så da min datter kom hjem, fra weekend hos sin far, 2. søndag i advent, kiggede jeg hende dybt ind i øjnene og sagde undskyld – Jeg er den dårligste mor i verden! Hendes svar: “Hvad mener du?” Mig: “ja, det er 2. søndag i advent og vi ikke engang et kalenderlys!” Hun kigger sig omkring og tilbage på mig: “Det havde jeg slet ikke opdaget!”
Jeg har siden flere gange opfordret min datter til, at vi skulle pynte op, men uden held. Hun gider tilsyneladende lige så lidt, som jeg gider. Så hvorfor stresser jeg, hvad er det jeg skal nå? Er det for at glæde hende, eller fordi man bør og alle de andre gør?

5. Bud – Lad vær med at sammenlign.

Det kan være svært ikke at sammenligne sig selv med andre. Man kigger ind ad vinduer og ser stuer pyntet op og glade mennesker, familier på jagt efter det flotteste juletræ, folk der hygger sig på julemarkeder og man tænker gid det var mig.
Men det vi ser er et øjebliksbillede, og vi ved i bund og grund ikke, hvad andre kæmper med bag lukkede døre. Eller måske er det lige i år, hvor alt for dem er fryd og gammen. Det håber jeg!
Okay, så fik vi ikke pyntet op i år, men vi har hygget, har vi. Og der kommer ikke store dyre gaver under træet, men så gør der måske en anden gang.
I stedet for at sammenligne med hvad alle andre gør, så vil jeg måle min jule-succes på, hvor mange samtaler vi har delt uforstyrret over spisebordet, hvor mange afsnit af julekalenderen vi har set sammen, hvor mange gange vi har spist ris á la mande i stedet for aftensmad.
Jeg vil måle på kys og kram og kærlighed. Og mest af alt, vil jeg lade være med at bruge energi, på alt det jeg ville ønske julen kunne være.

Stella Betak

At tilgive

play-animal-cute-red-color-drink-1035194-pxhere-com.jpg
Det var en mørk og stormfuld aften – og på et eller tidspunkt mellem kl. 18 og 04 mistede jeg både sans og samling. Så dagen i dag har stået på tømmermænd og refleksioner. Jeg bliver sjældent vred, men jeg skal lige love for, at nogen fik trykket på knappen i går. Og så blev jeg endnu engang lidt klogere på mig selv.
Der findes få ting, der virkelig kan sende mig op i det røde felt, men én af de ting er folks mistillid til andres evner eller gode intentioner. Jeg faldt engang over en artikel, der beskrev en undersøgelse, hvor testpersonerne var blevet bedt om at svare på nogle spørgsmål, først ud fra hvordan de selv ville agere i en given situation, og dernæst, hvordan de mente at andre ville agere.
Undersøgelsens konklusion var, at der var en tydelig tendens til, at selvom man aldrig selv ville handle uærligt, mente man alligevel, at andre ikke ville tøve med at hoppe over hvor gærdet er lavest, snyde og sætte egne interesser først.
Så i går sad jeg der i min stiveste brandert og blev mødt at et menneske, der helt alvorligt mente, at man ikke skulle få børn, med mindre man var 100% økonomisk sikker, en sikkerhed der vel at mærke aldrig vil kunne gives. Og at det var urimeligt, at man som enlig mor til to børn, kunne få lige så meget udbetalt på offentlige ydelser, som han tjente efter 10 års anciennitet i hæren.
Jeg har brugt det meste af dagen på at finde ud af, hvorfor jeg blev så vred. For jeg bliver aldrig vred. I hvert fald ikke på den måde, hvor jeg pludselig forvandler mig til en to meter høj ildspyende drage, som jeg gjorde i går.
Jeg er kommet frem til, at manden ganske enkelt ramte ned i den dårlige samvittighed, der har fulgt mig som en skygge siden min datter begyndte at udvise tegn på mistrivsel og senere en regulær diagnose. Den dårlige samvittighed over at jeg ikke kunne beskytte hende mod livet og dets uretfærdighed, og at jeg derved har sat hele familien i den situation, hvor den er afhængig af systemet og oven i dette også skal acceptere andres pegen fingre ad, mistillid, hån og latterliggørelse.
Sandheden er dog langt fra, at jeg har skabt denne situation.

4. Bud – tilgiv

Livet kan være ondt og uretfærdigt. Det tager ikke hensyn til dine drømme eller ønsker. Det tager ikke hensyn til dig overhovedet. Livet ‘er’ bare og så må man lære at navigere i det kaos det er. Nogle gange rider man på bølgen og andre gange ligger man under den og kæmper for at komme op, så man kan trække vejret.
Så lad være med at være for hård ved dig selv. Jeg er sikker på, at du har gjort det så godt du kunne, med de kræfter og den viden du havde. Og livet er ikke din skyld og ikke i din kontrol.
Og tilgiv andre, at de ikke ved bedre. Så længe du med dig selv ved, at du har gjort alt i din magt med de rette intentioner, så må folk mene og tænke hvad de vil.

Stella Betak

Angst

plant-photography-flower-petal-red-color-797773-pxhere.com

Telefonen ringer. Jamina smiler fra displayet: “undskyld mor” stønner hun ind i røret. Hendes stemme er svag og sløret. “Hvad sker der?” spørger jeg. “Undskyld mor! Undskyld… Jeg kan bare ikke holde det ud længere… Jeg ved godt du bliver ked af det.. men jeg kan ikke gøre for det..”. Hun virker så kølig og fattet. Ingen gråd, ingen bæven i stemmen. Hårene rejser sig i nakken på mig, mit hjerte pisker afsted, mens mine lemmer bliver kolde som is.
Mens vi taler, pakker jeg min taske. På en gang hurtigt, men alligevel med den ro der ligger i rutinen. “Hvad er der sket, skat?” spørger jeg, uden min stemme afslører den angst der fylder i mit indre. “Har du gjort noget dumt?”. Spørgsmålet hænger i luften og tusinde tanker når at løbe gennem mit hoved, alle mulige scenarier tegner sig på min nethinde. Det ene værre end det andet.
Jeg lukker hunden ind på værelset, sørger for hun har mad og vand. “…der er blod over det hele…” siger hun med let bævende stemme, “Jamina, jeg ringer dig op når jeg er i bilen, hvor er du henne? er du derhjemme?”, “…mmm… du skal ikke komme!”. Hun prøver at lyde insisterende, men hendes stemme er for svag.
Med lynets hast er jeg nede fra 6 sal. Jeg sidder i bilen og fumler med nøglerne. Først taber jeg dem på gulvet, derefter kan jeg ikke finde tændingen. Mit hovede snurrer og jeg burde slet ikke køre. “Skat?”, “…mmm”, “hvor har du skåret dig?” “…stønnen… “, “skat! Hvor har du skåret dig, og hvor meget?” “… stønnen… over det hele… der er rigtig meget blod mor… undskyld…”.
Lugten af blod rammer mig allerede da jeg åbner døren. Min mave vender sig ved synet af blod der ligger i kager i hendes seng og på gulvet. Der er blod allevegne. Hun har skåret sig fra top til tå.
På en eller anden måde formår jeg at distancere mig fra mine følelser, og jeg handler bare. Vi får stoppet de værste blødninger og tager straks afsted til Bispebjerg hospital.

Alvor

Hjerne er en forunderlig størrelse. På en og samme tid som vi helst vil tro på det negative om os selv, husker vi fortiden for alt det gode. Det er som om, at så snart vores ‘nu’ bliver til ‘da’, bliver det farvet i et skær af lyserød, regnbuer og levende lys.
Men i går blev jeg mindet om et af mine ‘da’. Nemlig da Jamina var allermest selvskadende og hver dag var en kamp for hendes og min egen overlevelse. Da havde jeg ikke overskud til at omgås de venner, som ikke havde oplevet de samme udfordringer.
Jeg magtede ikke at forklare, jeg magtede ikke at forsvare og jeg magtede ikke at høre om alle de dejlige rosenrøde historier fra deres liv.
Det var ikke fordi, jeg ikke undede dem det godt. Men det hele blev bare så ligegyldigt i sammenligningen med alt det forfærdelige, jeg hele tiden skulle forholde mig til.
Jeg lukkede mig inde og venner faldt fra, jeg blev kun mere og mere ensom.

3. Bud – Mærk efter

Du behøver ikke deltage i alle arrangementer, vælg dem ud du og dit barn kan magte og lad resten være. Du behøver ikke have dårlig samvittighed, og du behøver ikke forklare. Måske magter du slet ikke at deltage i noget af det, og så skal du bare lade være. Men, for der er et men! Mærk efter…
Som jeg har skrevet før, er vi mennesker ikke kun én ting, men så snart man bliver forældre til et barn, der har enormt mange udfordringer, bliver man hurtig reduceret til netop ‘blot’ det, forældre.
Mærk lige efter om ikke den indre kvinde eller mand, har brug for at komme med til firmaets årlige julefrokost, eller om ikke det indre barn har lyst til at gå i juletivoli med familien, eller hvad der måtte ligge af tilbud til dig denne jul. Mærk efter.
Ja, small-talk kan forekomme så uendelig ligegyldig, når du lige har siddet på hospitalet eller kæmpet med kommunen hele ugen, eller hvad det er der er svært i øjeblikket, men det er også et øjeblik, hvor du får lov til at være mere end ‘blot’ forælder. Og der er altså noget befriende i, at ‘glemme’ det hele for en stund.
Jeg ved af gode grunde ikke hvad der er det rigtige for dig – Det ved kun du – Så lov mig at mærke godt efter.
Nu vil jeg hoppe i mit mest sexede julepige outfit og tage til julefrokost – måske bloggen i morgen vil lide lidt herunder, men nu er i altså advaret.
Hav en velsignet 16 december.

Stella Betak

Hjerternes fest

Jeg ved efterhånden godt i hvilke situationer, følelsen dukker op. Det må være som med gamle knogler og tordenvejr. Mit ‘gamle’ hjerte har været her før. Mit bryst trækker sig sammen og skaber en knugende fornemmelse, der stråler ned i maven og skaber en klump i halsen. Tårerne presser sig på, og jo mere jeg prøver at undertrykke dem, desto større pres skaber det i halsen, brystet, maven og nu også en dundrende hovedpine.
Ensomheden kommer bragende som en tsunami, der ikke vil stoppe for nogen som helst fornuft. “Ingen elsker mig. INGEN!” lyder det på repeat inde i mit hovede.
Jeg er et godt menneske, og jeg gør gode ting for dem omkring mig. Og samtidig er jeg helt og aldeles værdiløs. Ingen ville opdage det, hvis jeg forsvandt. Eller jo, de ville måske være lettede… Jeg tæver mig selv oven i hovedet med alle bebrejdelserne om fortidens synder. Det er jo min skyld det hele.
Pludselig er jeg opslugt i et underligt inferno af modsatrettede følelser og tanker, som vikler sig ind i hinanden, hurtigere end min hjerne kan nå at vikle dem ud. Og jeg er træt, træt af at kæmpe imod.
Måske skal jeg bare overgive mig til følelserne og acceptere, at det er virkeligheden. Jeg er u-elskværdig! Jamina er psykisk syg, pga. mig. Vicky har alle dage foretrukket sin far. Jeg kan ikke holde på en partner. Jeg kan ikke holde på et job. Og jeg kan ikke holde på mine venner… Jeg er en fiasko!
Og sådan kan jeg blive ved, men nej! Det er ikke sandheden… I hvert fald ikke hele sandheden. Når jeg tvinger mig selv til at kigge op, er der heldigvis en verden af mennesker der vil mig det godt. Og ja, jeg er langt fra fejlfri, men jeg er ikke en fiasko!

2. Bud – Kærlighed

Der findes få ting i livet, der bliver større når man deler dem. Men kærligheden er en af dem. Man kan ikke altid få kærligheden derfra, hvor man ønsker den mest. Nogle gange er Jamina for syg til at elske mig, og jeg har ingen kæreste der kan kysse mig på panden, når fraværet af min datter synes allermest hårdt, ingen kæreste der kan elske mig, når jeg har glemt, hvordan jeg elsker mig selv.
Men fordi jeg har tvunget mig selv til at kigge op, har jeg mødt mennesker, jeg kan elske og det er her jeg lægger min kærlighed. Både hos dem der gengælder den, men også dem der ikke gør. For fødderne af mine eks-mænd, som jeg elskede med hele mit hjerte, mine dejlige piger, mine forældre, min lille familie, moderen jeg mødte på et pårørendekursus, moderen til en pige jeg underviste, mine veninder, mit kor, mine roommates og de mennesker jeg møder på min vej. Og når jeg fokuserer på at finde årsager til at elske og måder at vise det på, så glemmer jeg helt at være ensom. Det betyder ikke at følelsen ikke rammer mig, men jeg ved hvordan jeg skal slå den ned. Jeg skal elske.
Så elsk alt hvad du kan. Kast din kærlighed på dem der vil og kan rumme den og acceptér at ikke alle kan, men elsk dem alligevel.
Som pårørende til en psykisk syg, vil man opleve at ens kærlighed bliver afvist, og det gør så ondt helt ind i sjælen. Nogle gange kan det være svært at abstrahere fra, og smerten får overtaget. Pludselig kan man kun se, den kærlighed der bliver afvist, ikke modtaget eller forkastet, og man glemmer helt at se op, og se dem der gerne vil have den, og dem der med glæde giver kærlighed tilbage, nogle gange giver, uden man har gjort sig fortjent til den.
Så brug julen på at kigge op og kigge efter kærligheden. Vær åben for, at den måske kommer i en helt anden form, end det du troede, du havde brug for, og jeg vil garantere dig for, at du finder den.
hand-snow-winter-coffee-petal-love-910012-pxhere.com

Stella Betak

Julekalender – 10 bud til dig der kæmper

light-glowing-celebration-love-heart-rose-1372814-pxhere-com.jpg
I dag er det den 14 december, og der er præcis 10 dage tilbage til den store dag. Julen er for de fleste forbundet med store forventninger, en masse tryghed i ‘vi plejer’ og for en del af os desværre også en masse afsavn.
Som barn tilbragte jeg de fleste juleaftener i en feberdøs. Min lille krop kunne simpelthen ikke holde til spændingen og det til trods for, at mine forældre prøvede at undgå det ved at lade mig pakke gaver op lige fra morgenstunden. Jeg elskede julen, Disneys juleshow, lysene, pynten, duften af gran, dansen omkring juletræet (alene) mens jeg ventede på gæsterne, opmærksomheden fordi jeg var enebarn, kulden og duften af vinter der strømmede ind af bryggersdøren, der stod på klem og mødte duften af julemaden. Jeg elskede krammene og kærligheden og lyden af mine elskedes stemmer.
Jeg elskede det hele.
Som jeg skrev i mit forrige blogindlæg, har min store datter i år valgt slet ikke at holde jul. Hun har alle år kæmpet omkring denne årstid. Jeg tror det er en god kombination af kortere, kolde og mørke dage og følelsen af afsavn og loyalitets krise. Hvorom alting er, har hun i år valgt at prøve at håndtere hendes årlige juledepression ved at ignorere julen. Og det efterlader unægteligt et tomrum i mig, som elskede julen, og i familien.
Heldigvis for mig, er det kun julen hun har valgt fra og ikke mig. Så heldig ved jeg, en del af Jer der læser med ikke er.
Afsavn vil vi alle opleve, om man er pårørende til psykisk syge eller ej. De gamle vil falde fra, men med årene vil der heldigvis også komme nye til. Det svære er dog, når dem der falder fra hverken er gamle eller døde, men blot har valgt anderledes. Man kan føle sig kasseret, at det man har at tilbyde ikke er godt nok, og endda føle at man bliver svigtet. For hvordan kan de vælge mig fra, så jeg sidder her alene. Vi ved dog godt, at det ikke er sådan tingene hænger sammen, men følelser kan være en svær størrelse at tale fornuft til.
Og afsavnet bliver ikke mindre i mødet med andres projektioner om, hvordan julen skal være. Selv har jeg virkelig måtte mærke efter inde i mig selv, når jeg bliver mødt med “Gud nej, skal du være alene?”, “det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på!”,  “er du ikke ked af det?”, “du må hellere end gerne komme og holde jul med os og Vores familie…”. Er jeg ked af det? Nej, det er jeg virkelig ikke! Men hvad der virkelig ville gøre mig ked af det, ville være at sidde hos en anden familie og lade som om, at alt er i den skønneste orden og i den grad blive mindet om at julen ‘der var’ forevigt vil være borte og hengemt til minder vi end ikke har billeder af.
Jeg ved godt at jeg ikke er, som mennesker er flest. Jeg har en vidunderlig evne til at vende selv den sorteste nat til dag. Og nej, i år bliver det ikke jul hos mig, men så bliver det noget andet, og det kan også være godt.
At man bliver devalueret eller blot valgt fra som forældre til en borderliner, er noget man vil opleve i perioder. Det ene øjeblik er man den bedste forælder i verden, det næste den værste og kun sjældent er man en prioriteret del af deres liv, på nær når de mangler penge selvfølgelig. Jeg ved at mange har oplevet og oplever ikke have haft kontakt i flere år. Og at det ikke kun den brudte kontakt til ens barn, men også eventuelle børnebørn der hjemsøger én i julen. Desværre er det et vilkår, vi skal vænne os til og på en eller anden måde udvikle en evne til at overleve; Ikke blot overleve, men leve så godt det er os muligt. Det tror jeg på vi kan.
Jeg vil de følgende 10 dage frem til jul komme med mine bud på en lille julekalender. Jeg kalder den ‘De ti bud til dig som kæmper’.

1. Bud – Elsk dig selv

Jeg er den eneste gennemgående primære omsorgsperson i mit liv, og det ansvar skal jeg tage alvorligt. Jeg skal give den kærlighed til mig selv, som jeg giver til mine elskede i mit liv eller ville give, hvis de ønskede at tage imod.
Det betyder at jeg vil:

  • Købe den rødvin der koster 10 kroner mere og smager 100 kroner bedre.
  • Spise ris á la mande til aftensmad når jeg ikke gider lave aftensmad
  • Springe over hvor gærdet er lavest – jeg køber mine småkager fra Karen Wulff, min Ris á la mande fra Karolines køkken og min konfekt fra Odense Marcipan.
  • Drikke Gløgg lige så ofte jeg kan se mit snit til det
  • Give mig selv lov til at at se anden sæson af ‘The Crown’ på netflix
  • Tage ekstra lange bade
  • Sove middagslur når jeg kan komme afsted med det
  • Kramme ekstra meget på min yngste datter og sende fjern-krammere til den store
  • Og bruge så mange timer det er muligt med mit kor – og jeg takker for alle de arrangementer der har været i julen, for det har gjort det så meget nemmere at være mig

… for det gør mig glad og varm indeni!
Og til dig der kæmper med mørket, kan jeg minde om, at der i dag er 7 dage til vinterjævndøgn, og så går vi igen mod lysere tider – du klarede det – high five til dig!
Skriv gerne i kommentarer om hvordan du vil elske dig selv i denne (bitter-)søde juletid – Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Stella Betak

Nu det jul igen…

Jeg træder ind af døren. Varmen lægger sig om mig som et tæppe. Her dufter af en god blanding af gløgg, æbleskiver, andesteg, flæskesteg og rødkål. Her dufter af jul og dejlige minder. Inde fra stuen kan jeg høre en sagte mumlen. Det er velkendte, glade og kærlige stemmer der kærtegner mine øregange. Jeg giver mig med vilje god tid til at tage overtøjet af, så jeg kan nå at indfange stemningen.
Det har været en skøn dag med tre julegudstjenester i en proppet kirke. Jeg har sunget mine yndlingssalmer og hilst på vores faste kirkegængere. Glade voksne og forventningsfulde børn. Ønsket mine kolleger glædelig jul med det obligatoriske glas portvin inden turen gik hjem til familien. Helt passende og på magisk vis bliver der spillet ‘Driving home for christmas’ af Chris Rea i radioen, mens jeg med ro og kærlighed i kroppen, kører gennem det sneklædte landskab.
Jeg vender tilbage til nuet, da Vicky og Jamina kommer løbende ned af gangen. De har hørt, at jeg er kommet hjem og viser mig med glædestrålende øjne den første høst fra olderne. Jeg bliver ikke synderlig overrasket, da jeg selv har købt gaverne, men det ved de selvfølgelig ikke, og jeg sætter det mest overraskede ansigt op, jeg kan mestre, til deres store begejstring.
Anders, mormor og Bedste står i køkkenet og tilbereder hver deres del af julemenuen. Det er tydeligt, at der er foregået en form for planlægning, inden jeg er kommet, da de trods den trange plads uden gnidninger får løst diverse opgaver skulder mod skulder. Oldemor sidder og gnasker på et stykke svær trods reglen om, at ingen spiser svær uden steg. Hun ser svært tilfreds ud og Anders sender mig et indforstået blik, for Gud nåde og trøste enhver anden, der havde gjort det samme – altså stjålet et stykke svær. Morfar og oldefar sidder ved det smukt pyntede spisebord og vender dagens nyheder.
Maden bliver indtaget med en glubende appetit, som det hører sig til i den søde juletid, mens glade stemmer blander sig mellem hinanden. Min far og oldemor er placeret i hver deres ende af bordet for at undgå alt for mange skænderier; De samme skænderier der går igen og igen til alle familiesammenkomster, men aldrig er blevet løst og som fremtiden vil vide, heller aldrig vil. Det er en trist affære, der ligger og lurer under overfladen, men i aften formår vi at holde den på afstand.
Bedste har stået for Ris a’ la manden og den er perfekt som altid. Oldefar har igen i år fået mandlen, selvom han hårdnakket påstår, at det er flere år siden sidst – et underligt spil der går igen år efter år, til megen morskab for os alle. Det er som om julen er bedst, med disse små kærlige mundhuggerier.
Da aftenen er omme og vi vinker farvel til vores gæster, har vi indtaget op til flere retter, åbnet et bjerg af julegaver, spillet gavespil, danset om juletræet, vendt verdenssituationen og sludret om gamle dage. Og nu er er der et helt år til, at det er jul igen – og jeg glæder mig allerede.
celebration-color-holiday-child-christmas-lighting-1087980-pxhere.com
Meget vand er løbet under broen siden da. Kort efter døde min elskede bedstefar af prostatakræft, ca. to år efter døde min farmor af demens. Jamina blev løbende mere og mere syg af sin borderline og både min mor og far og Anders og jeg blev skilt.

… og nu det jul igen.

I år er julen en lidt anderledes flad fornemmelse. Jamina har endelig lært at sige ‘nej’. I hvert fald nogle gange og jeg hylder hende for det. Hun har besluttet, at mange års ‘jule-lede’ og ‘tvangs-glæde’ ikke skal gentages i år, så derfor vil hun slet ikke holde jul; Hverken hos hendes far eller mig.
Vicky skal holde jul hos hendes far og deres nye familie. Min mor og hendes kæreste tager ud og rejser. Hvilket efterlader mig alene med min far… Og guderne skal vide at jeg elsker min far, men også at jeg vitterlig ikke magter at sidde og prøve, at lade som om det er jul og hyggeligt, når det er så langt fra alt, hvad jeg forbinder med julen…
“Nej tak, ellers tak! Måske en anden gang…”
I år trækker jeg i min pyjamas, smider tre liter gløgg på komfuret og skruer op for Netflix. Jeg har ikke ondt af mig selv, ikke den mindste smule! Faktisk glæder jeg mig lidt – og samtidig glæder jeg mig over, at julen heldigvis ikke vare lige til påske.
Må juleglæden være med Jer!
 

Stella Betak