Julekalender – 10 bud til dig der kæmper

light-glowing-celebration-love-heart-rose-1372814-pxhere-com.jpg
I dag er det den 14 december, og der er præcis 10 dage tilbage til den store dag. Julen er for de fleste forbundet med store forventninger, en masse tryghed i ‘vi plejer’ og for en del af os desværre også en masse afsavn.
Som barn tilbragte jeg de fleste juleaftener i en feberdøs. Min lille krop kunne simpelthen ikke holde til spændingen og det til trods for, at mine forældre prøvede at undgå det ved at lade mig pakke gaver op lige fra morgenstunden. Jeg elskede julen, Disneys juleshow, lysene, pynten, duften af gran, dansen omkring juletræet (alene) mens jeg ventede på gæsterne, opmærksomheden fordi jeg var enebarn, kulden og duften af vinter der strømmede ind af bryggersdøren, der stod på klem og mødte duften af julemaden. Jeg elskede krammene og kærligheden og lyden af mine elskedes stemmer.
Jeg elskede det hele.
Som jeg skrev i mit forrige blogindlæg, har min store datter i år valgt slet ikke at holde jul. Hun har alle år kæmpet omkring denne årstid. Jeg tror det er en god kombination af kortere, kolde og mørke dage og følelsen af afsavn og loyalitets krise. Hvorom alting er, har hun i år valgt at prøve at håndtere hendes årlige juledepression ved at ignorere julen. Og det efterlader unægteligt et tomrum i mig, som elskede julen, og i familien.
Heldigvis for mig, er det kun julen hun har valgt fra og ikke mig. Så heldig ved jeg, en del af Jer der læser med ikke er.
Afsavn vil vi alle opleve, om man er pårørende til psykisk syge eller ej. De gamle vil falde fra, men med årene vil der heldigvis også komme nye til. Det svære er dog, når dem der falder fra hverken er gamle eller døde, men blot har valgt anderledes. Man kan føle sig kasseret, at det man har at tilbyde ikke er godt nok, og endda føle at man bliver svigtet. For hvordan kan de vælge mig fra, så jeg sidder her alene. Vi ved dog godt, at det ikke er sådan tingene hænger sammen, men følelser kan være en svær størrelse at tale fornuft til.
Og afsavnet bliver ikke mindre i mødet med andres projektioner om, hvordan julen skal være. Selv har jeg virkelig måtte mærke efter inde i mig selv, når jeg bliver mødt med “Gud nej, skal du være alene?”, “det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på!”,  “er du ikke ked af det?”, “du må hellere end gerne komme og holde jul med os og Vores familie…”. Er jeg ked af det? Nej, det er jeg virkelig ikke! Men hvad der virkelig ville gøre mig ked af det, ville være at sidde hos en anden familie og lade som om, at alt er i den skønneste orden og i den grad blive mindet om at julen ‘der var’ forevigt vil være borte og hengemt til minder vi end ikke har billeder af.
Jeg ved godt at jeg ikke er, som mennesker er flest. Jeg har en vidunderlig evne til at vende selv den sorteste nat til dag. Og nej, i år bliver det ikke jul hos mig, men så bliver det noget andet, og det kan også være godt.
At man bliver devalueret eller blot valgt fra som forældre til en borderliner, er noget man vil opleve i perioder. Det ene øjeblik er man den bedste forælder i verden, det næste den værste og kun sjældent er man en prioriteret del af deres liv, på nær når de mangler penge selvfølgelig. Jeg ved at mange har oplevet og oplever ikke have haft kontakt i flere år. Og at det ikke kun den brudte kontakt til ens barn, men også eventuelle børnebørn der hjemsøger én i julen. Desværre er det et vilkår, vi skal vænne os til og på en eller anden måde udvikle en evne til at overleve; Ikke blot overleve, men leve så godt det er os muligt. Det tror jeg på vi kan.
Jeg vil de følgende 10 dage frem til jul komme med mine bud på en lille julekalender. Jeg kalder den ‘De ti bud til dig som kæmper’.

1. Bud – Elsk dig selv

Jeg er den eneste gennemgående primære omsorgsperson i mit liv, og det ansvar skal jeg tage alvorligt. Jeg skal give den kærlighed til mig selv, som jeg giver til mine elskede i mit liv eller ville give, hvis de ønskede at tage imod.
Det betyder at jeg vil:

  • Købe den rødvin der koster 10 kroner mere og smager 100 kroner bedre.
  • Spise ris á la mande til aftensmad når jeg ikke gider lave aftensmad
  • Springe over hvor gærdet er lavest – jeg køber mine småkager fra Karen Wulff, min Ris á la mande fra Karolines køkken og min konfekt fra Odense Marcipan.
  • Drikke Gløgg lige så ofte jeg kan se mit snit til det
  • Give mig selv lov til at at se anden sæson af ‘The Crown’ på netflix
  • Tage ekstra lange bade
  • Sove middagslur når jeg kan komme afsted med det
  • Kramme ekstra meget på min yngste datter og sende fjern-krammere til den store
  • Og bruge så mange timer det er muligt med mit kor – og jeg takker for alle de arrangementer der har været i julen, for det har gjort det så meget nemmere at være mig

… for det gør mig glad og varm indeni!
Og til dig der kæmper med mørket, kan jeg minde om, at der i dag er 7 dage til vinterjævndøgn, og så går vi igen mod lysere tider – du klarede det – high five til dig!
Skriv gerne i kommentarer om hvordan du vil elske dig selv i denne (bitter-)søde juletid – Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Stella Betak

2 kommentarer til “Julekalender – 10 bud til dig der kæmper”

  1. Tak – du sætter ord på alt det der ikke hører til “en rigtig jul” – de svære følelser, afsavnet og det at rumme at den glæde man selv kender og føler, når man tænker jul er krav, pres og falskhed for en anden. Det er hårdt…

    1. Tak for din kommentar. Det kan være rigtig hårdt og derfor advokerer jeg også for, at man gør den til noget andet. Jeg nægter at lade min glæde lide under andres eller egne gamle forventninger til, hvad julen skal være. Den kan være lige præcis det jeg bestemmer den skal være, lige med undtagelse af ‘vi plejer’, for plejer er død. Har du nogen strategier for, hvordan du vil håndtere at det ikke er “rigtig jul”? Planer om hvad du så vil gøre den til? De bedste ønsker om nogle dejlige juledage trods alt. Stella

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *