At tilgive

play-animal-cute-red-color-drink-1035194-pxhere-com.jpg
Det var en mørk og stormfuld aften – og på et eller tidspunkt mellem kl. 18 og 04 mistede jeg både sans og samling. Så dagen i dag har stået på tømmermænd og refleksioner. Jeg bliver sjældent vred, men jeg skal lige love for, at nogen fik trykket på knappen i går. Og så blev jeg endnu engang lidt klogere på mig selv.
Der findes få ting, der virkelig kan sende mig op i det røde felt, men én af de ting er folks mistillid til andres evner eller gode intentioner. Jeg faldt engang over en artikel, der beskrev en undersøgelse, hvor testpersonerne var blevet bedt om at svare på nogle spørgsmål, først ud fra hvordan de selv ville agere i en given situation, og dernæst, hvordan de mente at andre ville agere.
Undersøgelsens konklusion var, at der var en tydelig tendens til, at selvom man aldrig selv ville handle uærligt, mente man alligevel, at andre ikke ville tøve med at hoppe over hvor gærdet er lavest, snyde og sætte egne interesser først.
Så i går sad jeg der i min stiveste brandert og blev mødt at et menneske, der helt alvorligt mente, at man ikke skulle få børn, med mindre man var 100% økonomisk sikker, en sikkerhed der vel at mærke aldrig vil kunne gives. Og at det var urimeligt, at man som enlig mor til to børn, kunne få lige så meget udbetalt på offentlige ydelser, som han tjente efter 10 års anciennitet i hæren.
Jeg har brugt det meste af dagen på at finde ud af, hvorfor jeg blev så vred. For jeg bliver aldrig vred. I hvert fald ikke på den måde, hvor jeg pludselig forvandler mig til en to meter høj ildspyende drage, som jeg gjorde i går.
Jeg er kommet frem til, at manden ganske enkelt ramte ned i den dårlige samvittighed, der har fulgt mig som en skygge siden min datter begyndte at udvise tegn på mistrivsel og senere en regulær diagnose. Den dårlige samvittighed over at jeg ikke kunne beskytte hende mod livet og dets uretfærdighed, og at jeg derved har sat hele familien i den situation, hvor den er afhængig af systemet og oven i dette også skal acceptere andres pegen fingre ad, mistillid, hån og latterliggørelse.
Sandheden er dog langt fra, at jeg har skabt denne situation.

4. Bud – tilgiv

Livet kan være ondt og uretfærdigt. Det tager ikke hensyn til dine drømme eller ønsker. Det tager ikke hensyn til dig overhovedet. Livet ‘er’ bare og så må man lære at navigere i det kaos det er. Nogle gange rider man på bølgen og andre gange ligger man under den og kæmper for at komme op, så man kan trække vejret.
Så lad være med at være for hård ved dig selv. Jeg er sikker på, at du har gjort det så godt du kunne, med de kræfter og den viden du havde. Og livet er ikke din skyld og ikke i din kontrol.
Og tilgiv andre, at de ikke ved bedre. Så længe du med dig selv ved, at du har gjort alt i din magt med de rette intentioner, så må folk mene og tænke hvad de vil.

Stella Betak

2 kommentarer til “At tilgive”

  1. Tak 🙏🏻 for dine ord, din drage og din blog, som er fyldt med så meget genkendelighed, at jeg både føler, græder og smiler af, at se mig selv i dine fortællinger.
    Må du og dine få en hyggelig, lys og dejlig jul fyldt med kærlighed til hinanden. 🎄🎄🎄

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *