5. Bud – Lad vær med at sammenlign

tree-branch-light-reflection-blue-christmas-tree-90918-pxhere-com.jpgSikken voldsom trængsel og alarm – og jeg render rundt med hovedet under armen for at få enderne til at mødes. Samtidig plejer jeg en noget stædig forkølelse, der har fulgt mig siden november. Men for hvad – og for hvem?
Vi skriver i dag d. 18. december, og det eneste jul der er hos os, er de 5 julekugler jeg købte i starten af måneden og derfor ikke var gemt væk i kælderen, en juledekoration jeg har fået af min mor og min datters 3 julekalendre… Jeg kan slet ikke finde juleglæden i år.
Det er uden sammenligning den mest ynkelig jule-præstation jeg nogensinde har leveret!
Så da min datter kom hjem, fra weekend hos sin far, 2. søndag i advent, kiggede jeg hende dybt ind i øjnene og sagde undskyld – Jeg er den dårligste mor i verden! Hendes svar: “Hvad mener du?” Mig: “ja, det er 2. søndag i advent og vi ikke engang et kalenderlys!” Hun kigger sig omkring og tilbage på mig: “Det havde jeg slet ikke opdaget!”
Jeg har siden flere gange opfordret min datter til, at vi skulle pynte op, men uden held. Hun gider tilsyneladende lige så lidt, som jeg gider. Så hvorfor stresser jeg, hvad er det jeg skal nå? Er det for at glæde hende, eller fordi man bør og alle de andre gør?

5. Bud – Lad vær med at sammenlign.

Det kan være svært ikke at sammenligne sig selv med andre. Man kigger ind ad vinduer og ser stuer pyntet op og glade mennesker, familier på jagt efter det flotteste juletræ, folk der hygger sig på julemarkeder og man tænker gid det var mig.
Men det vi ser er et øjebliksbillede, og vi ved i bund og grund ikke, hvad andre kæmper med bag lukkede døre. Eller måske er det lige i år, hvor alt for dem er fryd og gammen. Det håber jeg!
Okay, så fik vi ikke pyntet op i år, men vi har hygget, har vi. Og der kommer ikke store dyre gaver under træet, men så gør der måske en anden gang.
I stedet for at sammenligne med hvad alle andre gør, så vil jeg måle min jule-succes på, hvor mange samtaler vi har delt uforstyrret over spisebordet, hvor mange afsnit af julekalenderen vi har set sammen, hvor mange gange vi har spist ris á la mande i stedet for aftensmad.
Jeg vil måle på kys og kram og kærlighed. Og mest af alt, vil jeg lade være med at bruge energi, på alt det jeg ville ønske julen kunne være.

Stella Betak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *