25. december 2017

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så travl en december, og ydermere lykkedes det mig at blive nedlagt af en vaskeægte manflu bedre kendt som ‘Hugo’. Det var jo egentlig min mening, at jeg ville have delt lidt på bloggen, hver dag fra d. 14. til d. 24. december, men seks dage inde, var jeg sendt til tælling. Nu er jeg heldigvis ved at være helt på benene igen.
Som de faste læsere på bloggen ved, havde jeg aflyst d. 24. i år. Min store datter havde meldt ud, at hun ikke ønskede at holde jul i år, min yngste skulle til sin far og min mor er taget til Gran Canaria med sin kæreste. Så når man ikke har travlt med at skulle planlægge og eksekvere et julemirakel, har man pludselig tid til en masse andre ting.
December i år har i den grad været en øjenåbner. Og jeg har haft så mange aha-oplevelser, at jeg dårligt ved, hvor jeg skal starte.
Men jeg kan jo starte med at indrømme, at jeg hele december har følt mig, som den største fiasko som mor og menneske nogensinde. Efter et brud i foråret kæmper jeg stadig en brav kamp, med en økonomi der i den grad ligger i ruiner og jeg har ingen anelse om, hvordan eller hvornår jeg skal få den på rette spor. Derfor har der heller ikke været råd til hverken juletræ, adventsgaver eller store julegaver i år. Ikke så underligt, at juleglæden har været lidt svær at finde.
Forleden aften da min yngste og jeg var ude og lufte hunden, stødte vi på et forladt juletræ. Samtalen forløb nogenlunde således:
Vicky: “Mor se der er et juletræ.”image
Mig: “Ja, det kan jeg godt se.”
Vicky: “Det er helt alene.”
Mig: “Ja, det er det sørme også…”
Vicky: “Må jeg få det? Se, det har endda en fod.”
Mig: “Man kan da ikke bare tage et juletræ… det er ulovligt.”
Vicky: “Jamen mor, det er jo ensomt…”
Mig: “Tror du det?”
Vicky: “Ja! Skal vi så ikke tage det med hjem?”
Mig: “Jamen skat, det er jo mere dødt end levende! Jeg tror det taber alle sine nåle, inden vi er nået hjem…”
Vicky: “Skal vi prøve?”
Mig: “Hvis du selv kan bære det hjem, så er det dit.”
Hun er under den kriminelle lavalder, så meget vigtig detalje at lade hende om at slæbe det hjem! (ironi kan forekomme)
 
Og sådan endte vi med at adoptere et halvdødt, ensomt juletræ, der lugter en lille smule som om, nogen har tisset på det, men jeg er stadig forkølet, så who cares? – og jeg er ret sikker på, at hverken Vicky eller jeg vil glemme denne jul eller dette juletræ.
Første lektie: De bedste minder kan man ikke planlægge, det er nogen man skaber sammen i nuet.


D. 24 december. Min dag startede kl. 8, da vækkeuret ringede. Mens jeg stod i badet, kunne jeg høre støvsugeren blive tændt. Min 11 årige datter havde støvsuget hele stuen og ryddet bordet efter gårsdagens middag. At min 11 årige datter på eget initiativ vælger at støvsuge og rydde op fortæller mig, at jeg under ingen omstændigheder er en fiasko. Da jeg takkede hende for hjælpen sagde hun bare: “men du gør jo altid så meget for mig!” I did something right ho ho ho…
Anden lektie: Når man siger, at julen ikke handler om gaver, SÅ HANDLER DET FAKTISK IKKE OM GAVER! Hverken for mig eller mine børn. Ikke at de ikke var blevet glade, hvis jeg havde foræret dem den sidste nye IPhone. Men det eneste vi alle ønsker, er at give hinanden kærlighed og modtage den. Og det er heldigvis gratis. Kærlighed kan ikke købes for penge. (og dog… min kærlighed er lige nu til salg for en hovedrengøring og en vinduespudsning… skulle nogen være interesseret).


Da jeg skulle køre min yngste datter til juleaften hos sin far i Gislinge, havde jeg besluttet at slå to fluer med et smæk. Jeg arbejdede for nogle år tilbage som kirkesanger i Kirkerne i Stigs Bjergby og Mørkøv sogne. Og da jeg alligevel var på de kanter, kunne jeg lige så godt kigge ind til den første julegudstjeneste. Vi nåede lige ind i kirken, da jeg af organisten blev beordret at deltage i motetten og postludiet.
Tredje lektie: Jeg havde helt glemt… og måske vidste jeg det slet ikke før i dag. Men mennesker i min fortid, holder altså stadig af mig, trods det at de hører fortiden til. Og måske skal de derfor også have en plads i min nutid… og i min fremtid? I hvert fald, skal de have en plads i min juleglæde og i mit hjerte.


I aftes var jeg blevet inviteret ind til min nabo og spise ‘ikke-jul’. Grillet hummer var på menuen og intet spor af jul. Inden jeg for alvor vendte snuden hjemad, smuttede jeg lige forbi en gammel studiekammerat for at ønske hende og hendes familie glædelig jul.
Fjerde lektie: Juleglæden ligger i relationer. Ikke nødvendigvis familierelationer, men kærlighedsrelationer. Og Gud hvor er jeg velsignet på det område.


Så nu sidder jeg her på sofaen kl. 02.35. Iført mine splinternye Wonder Woman sokker, en sovende hund ved min side og et glas rødvin og funderer jeg lidt over, hvordan livet egentlig udspiller sig på den mest overraskende og underfundige måde.
Det sjove ved denne ‘ikke-jul’ er nemlig, at den på mange måder er den mest ‘julede’ i ånden, jeg nogensinde har haft. Og det er på trods af, at intet var som det plejede eller skulle være.WonderWoman
Hvad er så konklusionen? Jeg kan jo se på diverse pårørende fora, at julen på ingen måder har været nem for Jer. Nogle har måtte gå på listefødder for ikke at starte en krig eller en lavine af bebrejdelser, andre har forladt eller er blevet forladt. ‘Borderlinen’ har været allestedsnærværende og dikteret hyggen eller manglen på samme. Og jeg må indrømme, at lige så meget jeg har savnet Jamina. For hun er savnet hver dag, hver time og hvert minut, så har jeg under ingen omstændigheder savnet sygdommen. Jul og ‘borderline’ er bare ikke gode venner!
Det eneste jeg ønsker mig til næste år, er at den forbandede sygdom vil forsvinde, så jeg kan få min elskede datter tilbage. Og indtil da, vil jeg fokusere på og nyde alt det andet gode, der heldigvis er i mit liv.
Tak til alle Jer smukke mennesker der er i mit og mine pigers liv. Og tak til alle Jer, der læser med herinde. Jeg ønsker Jer alle hver og een en velsignet jul.

Stella Betak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *