Jeg er bange for…

Jeg er ikke bange for døden. Jeg længtedes efter den, da jeg var ganske ung og ikke vidste, hvordan jeg kunne leve eller leve op til livet. Jeg frygtede den, da jeg blev mor og var ved at miste min ældste datter og jeg stirrede den i øjnene, da den tog livet fra min bedstefar. Døden er fredfyldt og nådig.
Jeg er ikke bange for døden, for den har jeg mødt.
Men jeg er bange for aldrig at leve. Sådan rigtig leve. Ikke bare overleve, for det ved jeg godt, hvordan man gør. Det er jeg mester i. Men at leve, har jeg stadig til gode.
Jeg er bange for aldrig at leve.
Jeg er også bange for kærligheden. Ikke kærlighed – den har jeg mødt. Kærlighed fra mine forældre, der elsker mig for det meste. Kærlighed fra mine døtre, der elsker mig, bortset fra de øjeblikke hvor de hader mig. Kærlighed fra familie, venner og også mænd. Kærlighed har jeg mødt, den er mig og jeg er den.
Men ikke kærligheden – Kærligheden der tåler det grimme og uskønne, den der tåler det akavede, pinlige og småskæve. Den der stadig er der, når stemmerne forstummer, når vreden er klinget af og kun tårene og stilheden er tilbage.
Kærligheden der rummer det hele, både det gode og det onde. Kærligheden der tilgiver, giver og tager imod.
Ironien er, at jeg er lige så bange for ikke at møde kærligheden, som jeg er for at møde den. For tænk at møde kærligheden blot for at den forlader mig igen, når den finder ud af, at også jeg kun er menneske. Fyldt med fejl og mangler. Et lille menneske med en kæmpe rygsæk. En byrde…
Jeg er bange for kærligheden!

Stella Betak

Godt nytår i borderline land

Gad vide hvilken funktion bebrejdelser egentlig har… Jeg kan i skrivende stund ikke komme i tanke om en eneste god ting bebrejdelser nogensinde har bragt med sig. Og det er uanset om vi taler om selvbebrejdelse eller bebrejdelse af andre. Selvbebrejdelse er dog det vi ekselerer i, i vores familie.


Mit år 2017 kom til at handle om at tage ejerskab over mit liv. Rydde op i gamle vaner der holdt mig tilbage fra at leve det liv, jeg ønskede for mig selv og mine piger. Nemlig et autentisk liv, hvor man gør, hvad man kan, med de kort man har fået på hånden.
På mørke dage kan jeg godt have lidt ondt af mig selv og føle, at jeg har fået givet en rimelig dårlig hånd. Min krop har aldrig gidet det samme som mit hovede. Allerede som barn kæmpede jeg med helbredet og som årene er gået, er der kommet flere skader og sygdomme til. Derudover kommer så mine ret så brilliante beslutninger i livet, som både har sat spor på mine muligheder, men endnu værre begrænsninger for mine børns, i hvert fald så længe de lever under mit regime.
I starten af december blev min elskede mormor indlagt. Hun har altid døjet forfærdeligt med astma, men denne gang var den i selskab med en alvorlig KOL og en hjerteklap der ikke rigtig kan mere. Min mormors indlæggelse gav anledning til at reflektere over livet. Hendes liv og den retning det har taget sat op imod mit eget.
Min mormor og jeg har frygtelig meget tilfælles. Vi blev begge mødre i en meget ung alder og vi har ikke taget de bedste beslutninger, når det kom til mændene i vores liv. Og præcis de mænd og konsekvensen af de mænd, har sat betydelige spor i den drejning vores liv har taget – både på godt og ondt.
Men min mormor og jeg adskiller os dog på et meget væsentligt punkt. Nemlig selvbebrejdelse. Der findes så uendelig meget man kan bebrejde sig selv for, hvis man først går i gang! Og det har helt sikkert været medvirkende årsag til min mormors skrantende helbred igennem de senere år. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere ensomt, end at skulle bære alle de bebrejdelser, helt alene.
Hun har ikke været i stand til at tilgive sig selv de dårlige beslutninger, hun har taget i sit liv. Og det er på trods af, at hun er den eneste i verden der bebrejder hende noget. Alle vi andre elsker hende til skyerne, for det fantastiske, omsorgsfulde og til tider ret skrappe kvindemenneske hun er.
Men sorgen over at de beslutninger hun havde været nødsaget til at tage, havde påvirket hendes børn i en negativ retning, er hun ikke i stand til at slippe. Og jeg forstår godt hvorfor det er svært, ja, næsten umuligt, men jeg nægter at falde i samme fælde, selvom jeg på dårlige dage, skal hive overordentlig godt fat i nakkehårene for ikke at gøre det.
Selv har jeg taget nogle imponerende dårlige beslutninger, men lige som min mormor, var jeg i øjeblikket ikke i stand til at overskue konsekvenserne af disse. Hvordan skulle jeg kunne vide, at min ældste datter ville udvikle borderline? Hvordan skulle jeg kunne vide, at min yngste datters far og jeg, 9 år efter vi indledte vores forhold, ville blive nødt til at kaste håndklædet i ringen. Og at dette ville sætte en lavine i gang, der rykkede os fra Gislinge til Christianshavn, hvilket resulterede i et alvorligt kulturchok for min yngste datter. Så stort at hun pludselig også fik brug for psykologbistand, for at kunne komme tilbage til livsglæden. Hvordan skulle jeg kunne spå om fremtiden. Det er klart at nogle af mine beslutninger var tydeligt dårligere end andre, men det var ikke givet på forhånd, hvordan det ville ende.
Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg selvfølgelig handlet anderledes. Men jeg vidste intet af dette, så jeg tilgiver mig selv min uvidenhed og giver slip. Og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne give denne gave – denne evne – til min elskede mormor.
Hvor ville jeg ønske hun kunne se sig selv gennem vores øjne og for alvor vide, hvor elsket hun er, trods alle dårlige beslutninger og menneskelige fejl – hun er elsket! Og det er både jeg og du som læser også. Uanset hvad vi måtte få at vide, fra vores ustabile pårørende – det er her hvor andres bebrejdelser netop bliver nødt til at blive kastet bort. De gør nemlig heller ikke noget godt.
Så 2017 sluttede i samme ånd som det startede. Nemlig med refleksioner over livet, en stålfast vilje til at leve og ikke blot overleve. Og en stålfast vilje til at eje de dårlige beslutninger jeg har taget, bruge dem til noget smukt og lade selvbebrejdelserne blive i det forrige år, hvor de ingen skade kan gøre.


2018 bliver året hvor jeg fortsat vil kæmpe for at eliminere tabu, skyld og skam i forhold til psykisk sygdom. Jeg vil se dig – og med mine historier, tanker og refleksioner lade dig vide, at du ikke er alene – vi er sammen og vi er mange! Jeg vil kæmpe for en retfærdig og værdig behandling af pårørende, og vores muligheder for hjælp, når vi ikke kan bære byrden alene længere.
Jeg håber også på at ‘18 bliver det år, hvor et mirakel kan forene mit ynkelige helbred med et arbejde, hvor jeg kan forsørge mig selv og skabe nytte.
Så til dig derude. Jeg ønsker dig et fantastisk 2018. Må du blive set, hørt, hjulpet og elsket. Alt det bedste til dig og dem du har kær.

Stella Betak