Jeg er bange for…

Jeg er ikke bange for døden. Jeg længtedes efter den, da jeg var ganske ung og ikke vidste, hvordan jeg kunne leve eller leve op til livet. Jeg frygtede den, da jeg blev mor og var ved at miste min ældste datter og jeg stirrede den i øjnene, da den tog livet fra min bedstefar. Døden er fredfyldt og nådig.
Jeg er ikke bange for døden, for den har jeg mødt.
Men jeg er bange for aldrig at leve. Sådan rigtig leve. Ikke bare overleve, for det ved jeg godt, hvordan man gør. Det er jeg mester i. Men at leve, har jeg stadig til gode.
Jeg er bange for aldrig at leve.
Jeg er også bange for kærligheden. Ikke kærlighed – den har jeg mødt. Kærlighed fra mine forældre, der elsker mig for det meste. Kærlighed fra mine døtre, der elsker mig, bortset fra de øjeblikke hvor de hader mig. Kærlighed fra familie, venner og også mænd. Kærlighed har jeg mødt, den er mig og jeg er den.
Men ikke kærligheden – Kærligheden der tåler det grimme og uskønne, den der tåler det akavede, pinlige og småskæve. Den der stadig er der, når stemmerne forstummer, når vreden er klinget af og kun tårene og stilheden er tilbage.
Kærligheden der rummer det hele, både det gode og det onde. Kærligheden der tilgiver, giver og tager imod.
Ironien er, at jeg er lige så bange for ikke at møde kærligheden, som jeg er for at møde den. For tænk at møde kærligheden blot for at den forlader mig igen, når den finder ud af, at også jeg kun er menneske. Fyldt med fejl og mangler. Et lille menneske med en kæmpe rygsæk. En byrde…
Jeg er bange for kærligheden!

Stella Betak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *