Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves!

“Ved du hvad, det er simpelthen SÅ forstyrrende, som du sidder der og ryster på hovedet og griner.” brøler han ud i salen. “Det skal stoppe med det samme, er det forstået!” han stirrer på hende med lyn i øjnene. Jamina havde siddet i sin egen verden, kun med fokus på de løgne der kom fra vidneskranken. Og hun kæmpede mod det temperament, der så mange gange havde taget kontrollen fra hende og ledt hende i uføre. Hans stemme river hende ud af hendes boble og hun kigger forskrækket op. Med en klump i halsen siger hun halvkvalt, “Jamen jeg prøver også!”. “Du skal ikke sidde her med de der halvflabede kommentarer, de gavner dig ikke.” svarer han stadigt brølende. “Jamen jeg er ikke flabet, jeg prøver!” prøver hun at forsvare sig selv, men det er tydeligt at han ikke vil høre. “Du skal sidde stille og lytte til vidnet.” “Jamen…” Hun bliver afbrudt. “Du skal prøve!” “Jeg prøver også” siger hun i håbet om at han vil se og forstå, men hendes bøn bliver afvist. “Du prøver ikke, og du skal prøve NU!”. Han stemme skærer gennem retssalen og hun hvisker et stille ja.
Endnu engang bliver hun misforstået og afvist. Det er det samme der sker, hver gang hun bevæger sig ud. Om det er samtaler med pædagoger, sagsbehandlere, socialrådgivere eller i dette tilfælde dommeren, så bliver hendes forsøg afvist, og hun bliver stemplet som uopdragen. Der er aldrig noget der er godt nok. Og det på trods af, at havde vi været et år tilbage i tiden, havde hun rejst sig op og væltet hele salen. Men ingen ser hendes kamp mod hendes handicap. Hun er reduceret til et uopdragent skarn, der skal sættes på plads.
Som scenen udfolder sig kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med tusindvis af spørgsmål. Hvorfor ved dommeren ikke, at han sidder overfor et ungt menneske med en reel diagnose, der gør det nærmest umuligt, at honorere de krav han stiller, når nu det rent faktisk står i hendes sagsakter? Hvorfor har dommeren ikke lært, hvordan sådanne mennesker skal håndteres? Og var han mon blevet lige så sur, hvis det havde været et synligt handicap, der gjorde hende ude af stand til at agere i retten, som man bør? Var hun for eksempel født uden ben, ude af stand til at rejse sig som man skal, når dommeren træder ind i retslokalet. Var hun så også blevet irettesat? Jeg tror det næppe.
I stedet bliver hun dømt. Og hun bliver dømt hårdt! Som om man kan straffe psykisk sygdom væk. Og ved du hvad? Gid man kunne! Gid at denne straf ville fjerne alle spor af psykiske lidelser. Hendes borderline ville fordufte som dug for solen, intet spor af angst eller PTSD. På mirakuløs vis pist forsvundet. Men det er ikke rigtig sådan det fungerer, er det vel?
Da vi kom ud af retten, stod jeg så fortabt som altid, når jeg har stået ved siden af min lille soldat. Set hende udkæmpe en krig mod en hær langt større og overlegen end hende selv. Hun kæmpede som en gud!
Og mens jeg står der, kæmper jeg min egen lille kamp med at holde smilet på læben. For jeg er så stolt. Så stolt over, at hun gik ind i retten og stod op for sandheden, selvom hun var sluppet billigere ved at lyve. Stolt fordi jeg så hvordan hun kæmpede og vandt over sine indre dæmoner. Og stolt fordi hun tager sin dom med oprejst pande. Jeg er ved at revne af stolthed. Jeg vil for intet i verden ødelægge hendes glæde.
Da jeg satte hende af på Hovedbanegården startede tårene. Jeg synes jeg har oplevet temmelig meget smerte i mit liv, men ingen smerte overgår den, når man ser sit barn brutalt blive kørt over af et system gang på gang på gang. For hvor er det dog uretfærdigt, at hun endnu engang skal straffes for sit handicap. 19 år gammel og hun ved ikke hvad det vil sige at blive anerkendt for sin fremgang. 19 år gammel og dømt som kriminel, fordi hun aldrig har fået den hjælp hun havde brug for. Og de rigtige kriminelle, nemlig dem havde pligt til at hjælpe hende da hun som lille begyndte at vise de første tegn. De kan sove roligt i deres seng og være taknemmelige for, at netop ikke de blev født med et handicap, der gjorde dem ude af stand til at leve et normalt liv og netop deres børn blev forskånet for det samme.
Da jeg kom hjem til min yngste datter og tårene stadig ikke ville holde op med at falde, måtte jeg prøve at forklare, at mødre græder for deres døtre. Det er det mødre gør!
Tårene banker stadig på, men stille og roligt viger de tilbage og bliver erstattet kampgejst.
Jeg vil ikke lade dumhed sejre!

Stella Betak

Peter Lund Thorsager

Min ven Peter
Jeg er så heldig at være en del af et større netværk af nogle temmelige seje mennesker, og Peter Lund Thorsager af een af dem. Peter er uddannet stresscoach og har sin egen virksomhed, hvorfra han tilbyder en række forskellige ydelser.
Jeg spurgte Peter om ikke han kunne tænke sig, at skrive et lille indlæg til min blog om stress, og det er der kommet følgende ud af:
Lidt mere overskud i hverdagen? Hvem vil ikke gerne have det?
Stress er et ord som bliver brugt i flæng, og derfor kan det fremstå i nogens øjne som noget pjat, og henkastet vil man feje problemet af bordet med at sige – ”ja vi har jo alle vores at se til”.
Så er det måske en idé at komme ind på hvad stress er, og for at det ikke skal blive en lang og klinisk forklaring, så er det kort sagt en belastningsreaktion som følge af længerevarende psykisk eller fysisk belastning. Stress er faktisk en nødvendig og naturlig reaktion i kroppen, hvis vi skal yde maksimalt. Det er en kæmp eller flygt reaktion. Andre ”pattedyr” har også dette nedarvede instinkt for at kunne overleve.
Så hvis det er en naturlig del af vores liv, og helt fra urtiden et instinkt, hvorfor kan vi så ikke håndtere det, men bliver syge af det? Det er fordi denne her tilstand, kun er tænkt skal vare kort tid. Altså hvis man ikke får sig restitueret ind imellem disse belastninger, så kan det få katastrofale følger.
Når det er på jobbet man stresses, kan man ofte restituere sig når man kommer hjem, men det kan være svært som pårørende til et familiemedlem som er psykisk syg, for så kommer restitutionsperioden ikke bare af sig selv.
Hvilke muligheder har man så? Her i dette forum, så bliver jeg nød til at generalisere, hvilket jeg godt ved man ikke kan, og så alligevel. For det handler om, at man som pårørende får skabt sig et frirum, hvor man dels får slappet af, men også beskæftiger sig med det som man har lyst til og som giver en energi.
For at du kan skaffe dig tid og rum, så er det vigtigt at få det planlagt. Hvis du har en partner, så vil det være nærliggende at i får aftalt frirum for hinanden. Hvis man er alene, så må man trække på familie eller venner. Det er vigtigt at du får øje på de muligheder som du har, for at du kan få den nødvendige restitution. Hvis du går ned med flaget, hvem skal så være støtte for dit barn eller ægtefælle som er helt afhængig af dig. Til eksempel, så plejer jeg at bruge den med iltmaskerne i flyveren. Her fortæller stewardessen når hun gennemgår sikkerhedsinstrukserne, at man som voksen selv skal tage iltmasken på først, og derefter give den til sit barn. Det er et godt billede på, at hvis man ikke selv har overskud, så har men det heller ikke til andre. Og med konstant underskud, så brænder man ud.
Mindfulness-øvelser er rigtig gode og der findes en del apps som kan downloades. Nogen er gratis, andre koster et mindre beløb. Jeg bruger selv den som hedder Insight Timer. Find 20 minutter på dagen hvor du kan slappe af uden forstyrrelser. Dernæst, så et andet helt almindeligt godt råd. Gå dagligt en god lang tur i rask tempo i mindst en halv time. Simpelt – men det virker! Stressen bliver simpelthen brændt af ved en god spadseretur – uden mobil – men gerne med hund😊. Mange siger, at det kan de ikke finde tid til, men tro mig, det kan man godt. Jeg har ofte i samtaler med klienter hjulpet med at finde den nødvendige tid.
Da jeg tog stresscoachuddannelsen sagde min underviser, at han tænkte som regel aldrig på noget, for det kom der ikke noget godt ud af😉. Forstået på den måde, at vi mennesker som har tankens kraft, ofte bruger den til at vi bekymrer os. Ofte helt unødigt, da de sjældent bliver realiseret. Bekymringer tapper os for god energi, og gør os stressede. Derfor så er det vigtigt at være i nuet, også tankemæssigt. For du kan faktisk godt styre dine egne tanker – hvem skulle ellers? Øv dig i at tænke på det som du gør lige nu, i stedet for at tænke på det du skal nå om lidt. Øv dig i at tænke positive tanker. F.eks. om morgenen i brusebadet, så tænkt på hvor dejligt det er at være i bad, i stedet for at tænke på om der er nok yoghurt til morgenmaden. Det kan du alligevel ikke gøre noget ved lige nu, men du bliver bekymret ikke? Kan du bruge det til noget? Svaret er selvfølgelig nej.
Ovenstående er bare et par tips til hvad du selv kan gøre, og som måske kan give dig lidt mere overskud i hverdagen. Ved godt det ikke er nemt at ændre sine vaner, men tro mig, vi har alle nogle valgmuligheder, og for at vi kan vælge noget som er sundt for os selv, så skal vi vælge noget usundt fra, men det er helt op til dig.
Tak fordi i gad læse ovenstående. I kan følge mig på www.hrthorsager.dk hvor dette indlæg er en del af mit nyhedsbrev, som udkommer jævnligt med forskellige tips til hvordan man kan undgå stress, eller bedre kan håndtere det hvis man har ramt muren.

Peter Lund Thorsager

Du kan også følge Peter på facebook.