Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves!

“Ved du hvad, det er simpelthen SÅ forstyrrende, som du sidder der og ryster på hovedet og griner.” brøler han ud i salen. “Det skal stoppe med det samme, er det forstået!” han stirrer på hende med lyn i øjnene. Jamina havde siddet i sin egen verden, kun med fokus på de løgne der kom fra vidneskranken. Og hun kæmpede mod det temperament, der så mange gange havde taget kontrollen fra hende og ledt hende i uføre. Hans stemme river hende ud af hendes boble og hun kigger forskrækket op. Med en klump i halsen siger hun halvkvalt, “Jamen jeg prøver også!”. “Du skal ikke sidde her med de der halvflabede kommentarer, de gavner dig ikke.” svarer han stadigt brølende. “Jamen jeg er ikke flabet, jeg prøver!” prøver hun at forsvare sig selv, men det er tydeligt at han ikke vil høre. “Du skal sidde stille og lytte til vidnet.” “Jamen…” Hun bliver afbrudt. “Du skal prøve!” “Jeg prøver også” siger hun i håbet om at han vil se og forstå, men hendes bøn bliver afvist. “Du prøver ikke, og du skal prøve NU!”. Han stemme skærer gennem retssalen og hun hvisker et stille ja.
Endnu engang bliver hun misforstået og afvist. Det er det samme der sker, hver gang hun bevæger sig ud. Om det er samtaler med pædagoger, sagsbehandlere, socialrådgivere eller i dette tilfælde dommeren, så bliver hendes forsøg afvist, og hun bliver stemplet som uopdragen. Der er aldrig noget der er godt nok. Og det på trods af, at havde vi været et år tilbage i tiden, havde hun rejst sig op og væltet hele salen. Men ingen ser hendes kamp mod hendes handicap. Hun er reduceret til et uopdragent skarn, der skal sættes på plads.
Som scenen udfolder sig kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med tusindvis af spørgsmål. Hvorfor ved dommeren ikke, at han sidder overfor et ungt menneske med en reel diagnose, der gør det nærmest umuligt, at honorere de krav han stiller, når nu det rent faktisk står i hendes sagsakter? Hvorfor har dommeren ikke lært, hvordan sådanne mennesker skal håndteres? Og var han mon blevet lige så sur, hvis det havde været et synligt handicap, der gjorde hende ude af stand til at agere i retten, som man bør? Var hun for eksempel født uden ben, ude af stand til at rejse sig som man skal, når dommeren træder ind i retslokalet. Var hun så også blevet irettesat? Jeg tror det næppe.
I stedet bliver hun dømt. Og hun bliver dømt hårdt! Som om man kan straffe psykisk sygdom væk. Og ved du hvad? Gid man kunne! Gid at denne straf ville fjerne alle spor af psykiske lidelser. Hendes borderline ville fordufte som dug for solen, intet spor af angst eller PTSD. På mirakuløs vis pist forsvundet. Men det er ikke rigtig sådan det fungerer, er det vel?
Da vi kom ud af retten, stod jeg så fortabt som altid, når jeg har stået ved siden af min lille soldat. Set hende udkæmpe en krig mod en hær langt større og overlegen end hende selv. Hun kæmpede som en gud!
Og mens jeg står der, kæmper jeg min egen lille kamp med at holde smilet på læben. For jeg er så stolt. Så stolt over, at hun gik ind i retten og stod op for sandheden, selvom hun var sluppet billigere ved at lyve. Stolt fordi jeg så hvordan hun kæmpede og vandt over sine indre dæmoner. Og stolt fordi hun tager sin dom med oprejst pande. Jeg er ved at revne af stolthed. Jeg vil for intet i verden ødelægge hendes glæde.
Da jeg satte hende af på Hovedbanegården startede tårene. Jeg synes jeg har oplevet temmelig meget smerte i mit liv, men ingen smerte overgår den, når man ser sit barn brutalt blive kørt over af et system gang på gang på gang. For hvor er det dog uretfærdigt, at hun endnu engang skal straffes for sit handicap. 19 år gammel og hun ved ikke hvad det vil sige at blive anerkendt for sin fremgang. 19 år gammel og dømt som kriminel, fordi hun aldrig har fået den hjælp hun havde brug for. Og de rigtige kriminelle, nemlig dem havde pligt til at hjælpe hende da hun som lille begyndte at vise de første tegn. De kan sove roligt i deres seng og være taknemmelige for, at netop ikke de blev født med et handicap, der gjorde dem ude af stand til at leve et normalt liv og netop deres børn blev forskånet for det samme.
Da jeg kom hjem til min yngste datter og tårene stadig ikke ville holde op med at falde, måtte jeg prøve at forklare, at mødre græder for deres døtre. Det er det mødre gør!
Tårene banker stadig på, men stille og roligt viger de tilbage og bliver erstattet kampgejst.
Jeg vil ikke lade dumhed sejre!

Stella Betak

3 kommentarer til “Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves!”

  1. Uha mine tårer kom også strømmende, da jeg læste dit indlæg 😥 hvad med hendes forsvarer kunne han/hun ikke svare dommeren? Har hun et sted at gå hen fra Hovedbanegården ?
    Da du skrev om, at din datter skulle for retten, kan jeg huske, jeg skrev, at vi havde oplevet rigtigt meget, men havde dog aldrig været i forbindelse med kriminalitet 😯 hovmod stod for fald – ganske kort tid efter blev vores datter anklaget for vold😯. Under hendes lange indlæggelse i sommeren 2017 blev hun lagt i bælte (efter min mening fordi der manglede personale ) her har hun sparket og kastet med sine klipklapper mod personalet. Tre personaler anmeldte hende for vold. Hun skal i retten den 12. Marts. Hun er også så sart og vil have svært ved sådan en tone .
    Knus til dig

    1. Hun havde den bedste forsvarer man kunne tænke sig, men han kunne heller ikke stille noget op mod dommerens uvidenhed.
      Hun skulle bare hjem til sig selv efter. Hun havde brugt alle sine kræfter på turen til KBH og retten, så hun var helt færdig.
      Hvor er jeg ked af at høre min Jeres datter. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor man vil retsforfølge en psykisk syg, for en adfærd der er en del af sygdommen. Det skriger jo til himlen! Skal tænke på Jer <3
      Hvis i mangler en god forsvarer så vil jeg med glæde anbefale Vores.
      Tak for knus, sender et fluks tilbage 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *