“At rejse er at leve.”

“At rejse er at leve” har vores folkekære H.C. Andersen engang udtalt… Jeg vil vove den påstand at han aldrig har rejst med en teenager med borderline eller en anden psykisk diagnose for den sags skyld.

Borderline ganget med angst, stress, uforudsigelighed og forventninger, kan næsten kun ende i komplet kaos. Og sørme så, om det ikke også var tilfældet for vores sidste familieferie.

Og turen går til Tenerife

Der var ellers lagt i ovnen til en fantastisk ferie. Vi skulle til Tenerife og havde, syntes vi selv, taget alle mulige og umulige forholdsregler, for at netop denne ferie ville blive den bedste i mands minde. Mindeværdig var den bestemt, men god… lad os sige at den havde gode stunder og det er dem vi vælger at mindes.

Feriens rammer var en AirBnB lejlighed på øens østside. Lige nedenfor lejligheden var placeret en kæmpe saltvandspool og det så ud til at størrelsen på lejligheden også ville passe med antallet af sovende. Vi havde lejet en bil for at undgå offentlig transport, hvilket altid er en udfordring med et meget latent barn og vi havde muligheder for udflugter hver dag, men intet planlagt på forhånd, da hver dag kan byde på sine udfordringer. Som sagt syntes jeg, at vores planlægning var ufejlbarlig.

Hvad jeg dog ikke havde taget med i planlægningen var, at Jamina kun en uge før afrejse får en større nedsmeltning, som resulterer i, at hun har cuttet sig på begge arme og begge ben. Dybe sår der var umulige at dække på en ø med temperaturer omkring de 30 grader, med mindre hun ville være villig til at pakke sig ind i lange bukser og langærmede trøjer.

Resultatet var at vi rendte rundt med en omvandrende cirkus attraktion, og latent som hun er fik langet verbalt ud efter flere der havde svært ved at holde deres nysgerrige blikke for sig selv.  

Så mange hensyn at tage

Men hendes snitsår var ikke den eneste udfordring. Bare turen til Tenerife viste sig at være ved at tage livet af ferien allerede inden den var gået i gang. Security med en million mennesker, selvom vi havde et af de første morgenfly. At komme igennem gaten og finde sin plads i flyet, endnu en udfordring. At mellemlande i Malaga, hvor vi farede vild og måtte helt ud af lufthavnen for at gå gennem endnu en security… KÆMPE udfordring!! Så da vi endelig havde nået vores endestation nemlig den på billedet, meget fine AirBnB lejlighed, var Jamina mere end brugt.

Det efterfølgende borderline anfald var et af de værste jeg nogensinde har oplevet. Det varede i tre timer og endte i to mindre søskende opløst i gråd, som helst ville hjem igen. Jamina klar til at hoppe i havet og svømme hjem. Ja, du læste rigtigt, en helt oprigtig trussel fra det unge menneskes side. Og hvis man kender en ung med borderline, så er det også en trussel man skal taget alvorligt, hvor latterligt det end måtte lyde.  Og sidst men ikke mindst to MEGET TRÆTTE voksne… Vi var SÅ tæt på bare at bestille en rejse tilbage den efterfølgende dag. For det var ikke til at sige om det her kun var starten på hendes anfald eller slutningen.

Heldigvis blev det lidt bedre og hendes anfald mere kortvarige og milde. Det var til at holde ud…

… altså indtil vores fly hjem blev forsinket på grund af tåge og vi endte med en ufrivillig forlængelse af ferien på tre dage. Så brød helvede løs igen. 

Herre Jemini for en tur. Men af skade bliver man klog, så derfor har jeg samlet nogle gode råd, som du måske kan få glæde af, når du skal planlægge jeres næste ferie. 

Du kan læse mere her.

6 gode råd til at rejse med et psykisk sygt barn.

At rejse kan være en enormt stressende affære. Selv for det mest afbalancerede, velforberedte menneske kan det ske, at der opstår situationer som man ikke havde planlagt, forventet eller umiddelbart ved hvad man skal gøre ved. Men man finder ud af det og kommer videre.  

For almindelige familier vil disse situationer frembringe mindre ubehag, sure og trætte børn, men når situationen er løst er den løst. For os med børn med psykiske udfordringer vil disse situationer frembringe scener der mest af alt ligner noget man har set i ‘Exorcisten’ og det kan tage hele dage at vende tilbage til den gode feriestemning, hvis overhovedet.

Selv når vi tror situationen er løst vil der være en snert af mistillid til den voksne, som vil blive bragt op når som helst barnet føler sig usikker eller utryg, og kan starte en lavine af endnu voldsommere udbrud og snart har vi gang i noget der minder om en scene fra ‘Godzilla’ og vi drømmer os tilbage til dengang vi kun skulle forholde os til et barn, hvis hovede kunne dreje 360 grader.

Derfor har jeg samlet mine top 6 gode råd til at rejse med et psykisk sygt barn:

1. Vælg en ferieform der passer barnet:

Det er meget muligt at du altid har drømt om at gå Caminoen, tage en uge til La Santa sport eller kør-selv-ferie i USA med sidste stop i Disney World. Og det er muligvis også det dit barn altid har ønsket, men det er ikke det samme som at det er det der vil give den bedste ferie.

Selv elsker jeg storbyferier med masser sightseeing og lækre hoteller, og mit største ønske er at komme til Disney world, Orlando. Men det er ikke nødvendigvis det som min datter trives med. Faktisk har hun det bedst hvor der ikke er for mange mennesker.

En del unge med psykiske vanskeligheder har også en mere eller mindre udpræget socialangst. Mange mennesker betyder mange vidner til ens sammenbrud når de opstår, og let’s be honest, uanset hvor god du er til at planlægge, så vil de opstå!

For os vil den bedste løsning derfor være AirBnB eller små hoteller. Der skal helst være muligheder for aktivitet i lokalområdet i tilfælde af, at hun har en dag hvor hun ikke vil ud. Samtidig vælger vi altid at leje bil, så vi ikke er afhængig af offentlig transport mere end højst nødvendigt.

2. Vær forberedt:

Du kan forberede rigtig meget inden du tager afsted. Man skal vende sin tankegang en lille smule og huske på at de fleste steder i kommer, ønsker at i skal have en god oplevelse, så i (og jeres penge) vender tilbage igen.

Lufthavn

I københavns lufthavn er det for eksempel muligt at få lov til at bruge en anden indgang til security, hvis man ringer i forvejen. Denne service bliver særligt brugt til autister og folk med angst.

Hvis man også kan se at det vil være svært at bevæge sig gennem lufthavnen til gaten, er det muligt at blive transporteret med falck. Derudover er det også muligt at få lov til at borde flyet før eller efter de andre passagerer, afhængigt af hvad behovet er.

Det eneste du skal gøre, er at analysere hvad jeres behov er og derefter ringe til lufthavnens kundeservice. Her vil de gøre så meget de kan for at hjælpe jer til en god oplevelse.

Jeg ved ikke hvordan situationen er i andre lande, jeg tænker, jo større lufthavn desto bedre service. Men alt dette er noget du kan tjekke hjemmefra, og derfor også vælge destination efter hvilken rejse der vil være mest skånsom.

Måske vil jeres familie trives bedst med en kør-selv-camping-tur til Norge, og så har i sparet jer selv for meget planlægning.

Forlystelsesparker

Besøg i forlystelsesparker kan være en drøj oplevelse, men hvis man har flere (raske) børn i familien er de svære at komme udenom. Jeg vil råde til at man finder parkens hjemmeside og henter et kort ned af stedet, så man hjemmefra kan prøve at finde små kroge, hvor man eventuelt kan holde pause. Jeg ville også ringe til parken og høre om de har nogle foranstaltninger til familier i jeres situation. Det er ikke sikkert, men et forsøg værd.

Selvom du planlægger ned til mindste detalje, vil der opstå situationer, som man ikke havde forventet. Det er derfor en god idé at få talt ferien igennem inden man tager afsted og derefter omhyggeligt pointeret at der vil opstå uforudsete situationer. Derfor er det super vigtigt at have en plan B for hvad barnet/den unge kan foretage sig, mens de voksne reder trådene ud.

Min datter skal bare have sin telefon, spotify og høretelefoner, så er hun nogenlunde pacificeret, for andre er det måske en IPad. Tangleteezers er også super vigtige for os at have med. De kan tage broden af meget.

3. Vær fleksibel:

Fleksibilitet er The keyword! Man kan ikke arbejde med et ufleksibelt menneske, hvis man selv holder fast på nogle rigide forestillinger eller principper. Man må mødes på midten, så vidt det overhovedet er muligt.

Nogle gange vil i opleve at barnet/den unge bare ikke har lyst til at deltage i familiens udflugter, og som regel er deres lyst meget forbundet med deres kunnen. Så du kan sagtens vælge at tvinge barnet/den unge med, men som regel vil dette resultere i en eksplosion, som ingen har glæde af.

Afhængig af alder kan man så lave forskellige kompromiser. Måske bliver hele familien hjemme og holder spilledag, måske bliver den ene forælder hjemme, mens den anden tager ud med de andre børn. Måske er det kun en unge der bliver hjemme, forudsat at man har tillid til at den unge kan administrere dette. Jamina ville elske at få en dag for sig selv med Netflix, så længe hun ikke er selvmordstruet, selvfølgelig.

Måske er det muligt at få barnet/den unge med, hvis man laver en aftale om hvor længe man skal være afsted. Det er muligt man så ikke når alt det man gerne ville den dag, men hvis det betyder at alle kan være med, så er det måske ikke så dårligt et kompromis at tage.

4. Del dagen op i mindre bidder:

For mange børn og unge med mentale udfordringer, kan ‘tid’ været et svært koncept at arbejde med. Derfor kan det være en god idé at sætte tid på.

Hvor lang tid skal vi køre? (husk at nævn at der kan være kø på vejen, som i ikke er herre over)

Hvor lang tid skal vi være i parken?

Hvad tid spiser vi frokost?

Hvad tid er der timeout?

Hvornår kører vi hjem?

Skal vi spise på vejen eller når vi kommer hjem?

Man kan købe et armbåndsur, hvor man kan sætte tiden, så barnet/den unge har et større overblik. Uret kan købes på siden jeg linker til sidst i artiklen.

5. Forventningsafstem:

Tal med dit barn og hav tillid til at det godt ved hvad det kan og ikke kan på den gældende dag. Det er muligt du kan presse lidt, for vi vil jo også gerne have at de udvikler sig, men lad være med at tro at du ved hvordan barnet har det. Det ved det bedst selv.

Så mit råd er at man taler sammen om, hvad man godt kunne tænke sig at få ud af ferien, hvad man godt kunne tænke sig at opleve og hvordan man kan gå på kompromis, hvis man ikke er helt på bølgelængde. Der kommer intet godt ud af at tvinge dem ud i situationer som gør dem utrygge eller utilpasse.

Og nej, det er ikke at give efter for barnets luner. Havde vi talt om en normal doven teenager, eller et barn der blot kan lide at styre familiens gang, så er det noget andet. Men et barn/ungt menneske med mentale udfordringer er en helt anden sag.

Det er svært for omverdenen at se forskel, men for os der lever i det, er der ingen tvivl. Vi må tage hensyn til deres udfordringer, det modsatte er ren tortur for et barn, der bare så gerne vil kunne gøre det vi forventer af dem.

6. PLAN B:

Jeg har nævnt plan B før, men synes den skal have sit eget selvstændige punkt. For det er noget af det vigtigste at have med, når man skal være sammen med et barn/ung med mentale udfordringer.

Hvis barnet/den unge føler at der er styr på det, selv når der ikke er styr på det, kan man undgå mange katastrofer. I har sikkert allere

de en fornemmelse for hvad der kunne være en god plan B for jeres barn og måske gør i det allerede.

Husk at plan B ikke er en falliterklæring, men et redskab der kan bruges så ingen taber ansigt. At evne at gå til plan B er en kærlighedserklæring til dit barn. Det er at anerkende at den aftale vi havde lavet til at starte med var for svær overholde, og at du påtager dig et medansvar og hjælper med at finde en løsning som alle kan være glade for.

Jeg har fundet en hjemmeside der sælger udstyr der gør hverdagen nemmere for autister. Rigtig mange af disse hjælpemidler vil også være gavnlige for børn med andre diagnoser. I kan finde siden ved at følge linket her.

Hvis du har tilføjelser til min artikel, skal du være hjertelig velkommen til at lægge en kommentar nedenfor.

 

 

 

 

 

I dag har været en hård dag

For ni år siden begik min datter sit første selvmordsforsøg, hun var 8 år og gik i anden klasse. For to måneder siden begik hun sit (til dato) sidste. I dag gjorde jeg det helt umulige. Jeg tog en tidsmaskine tilbage i tiden.

“Nej, det kan man da ikke”, kan du måske sidde og tænke, og jeg troede egentlig det samme, indtil jeg i dag befandt mig om selvsamme bord, på selvsamme skole hvor Jaminas problemer startede. Samme afdelingsleder, næsten samme historie, dog et andet barn, men helt og aldeles den samme kompromisløshed i det “samarbejde” som skolen ønskede at iværksætte. Et samarbejde der vel at mærke indebærer at de udstikker kursen og vi følger med som det tynde øl.

I dag har været en hård dag

For syv år siden, sad jeg om det runde bord på på Gislinge skole. Jamina havde på daværende tidspunkt ikke gået i skole i et halvt år. Hendes udfordringer havde skubbet hende ud over hvad den danske folkeskole kunne rumme, men det betød ikke, at de ikke insisterede på at fortsætte, hvad der efter al synlighed ikke virkede. Kun med kroner og øre for øje. Ikke min datters ve og vel.

I dag sad jeg om det runde bord som bisidder, for min meget nære og kære veninde. Hendes datter med andre udfordringer, men med nøjagtigt samme resultatet. På nuværende tidspunkt et halvt år uden relevant skoletilbud. Barnet er på forældrenes eget initiativ og regning blevet udredt i privat regi, fordi ingen ville anerkende forældrenes beretning om et barn i mistrivsel. Barnet har svær ADHD, er målbart under alderssvarende niveau på stort set alle parametre og oven i hatten har hun også en let sproglig retardering. Alt sammen noget som den skole hun har gået på slet ikke har opdaget, eller vil anerkende.

I dag har været en hård dag.

Ni år efter mit eget mareridt startede har ingenting ændret sig. Ingen vil høre, ingen vil se. Alt gøres op i økonomi.

For vores vedkommende er endnu et år gået uden tilbud om hjælp. Drømmen om en uddannelse er skubbet endnu et år ud i fremtiden… Vil hjælpen mon komme i tide, og er hun mon klar når den gør? Vi venter og håber at hjælpen ikke kommer for sent, for det er det eneste vi har – HÅBET –  Håbet og drømmen om en bedre fremtid uanset om vores erfaringer siger, at det i sandhed er utopi.

Ny bog om at være pårørende til en med borderline.

Hold nu op for en rutsjebanetur jeg har været på

For et år siden blev jeg så edderspændt rasende på livet, at jeg begyndte at skrive. Og mellem os to, så har jeg aldrig skrevet noget før i hele mit liv. Jo, jeg har da skrevet en stil, nogle opgaver og et postkort i ny og næ, men ikke noget af egen lyst (end ikke postkortene). Og jeg var heller aldrig den der i skolen fik særligt høje karakterer for det jeg skrev. Men pludselig fandt jeg mig selv midt i en skriverus. Og jeg skrev og jeg skrev og da jeg var færdig havde jeg skrevet første kapitel, ‘Ensomhed‘ af den bog ‘SOS jeg drukner – min datter har borderline’ om at være pårørende, som jeg nu er klar til at udgive.

Men at udgive en bog…

…når man er ‘ikke-nogen’ er lettere sagt end gjort. Og at skrive en bog som aldrig ville blive udgivet var ikke en mulighed. Tænk hvis nu det jeg har at sige, er det der kan gøre forskellen for et andet menneske?

Så jeg har måtte finde min vej i selvudgiver universet, lære at opsætte hjemmeside, skrive nyhedsbreve, danne netværk, lave PR, opsætte og trykke bøger og jeg skal komme efter dig.

Alt dette samtidig med, at jeg jo stadig er pårørende til min borderline-lidende datter, som selvom hun ville ikke kunne bremse sin borderline for at give mig ro til mit projekt. Så tiden har også været brugt på besøg på psykiatrisk skadestue, akutmodtagelsen, i telefonen og liggende i fosterstilling når det hele blev for meget.

Sidst men ikke mindst er der også min yngste datter, som startede sin sommerferie for 2 uger siden. De selvsamme 2 uger, hvor jeg er på mit højeste arbejdspres nogensinde, skulle jeg også være super overskudsagtig og lave sommerferie aktiviteter og opfører mig som et civiliseret menneske, alt imens jeg indvendig mest af alt må have lignet en version af ‘Independence day’, alle roller spillet af undertegnede og ingen lækker Will Smith til at komme og redde mig. Enormt skuffende!

Men endelig er jeg ved at nå vejs ende.

Min bog er færdig. Faktisk står den her i min stue – 200 eksemplarer til at starte med. Og det er VILDT! Jeg mangler de sidste små finpudsninger på min side og sende en pressemeddelelse ud. Herre Jemini det er overvældende.

På fredag d. 20/7 bliver den officielle udgivelsesdato. Min hjemmeside er endelig ved at være helt klar til at modtage gæster og sælge bøger. Jeg håber du har lyst til at kigge forbi siden og købe et eksemplar, måske endda dele min side med andre i dit netværk, som kunne få glæde af bogen også. Det ville betyde alt i verden for mig og måske endda også dem.

Bogen kommer til at koste 249,- + 49,- i porto. Og her må jeg virkelig beklage, men det er jo vanvittigt hvad det koster i porto nu om dage. Jeg tror jeg har fundet den billigste metode, men selv den koster spidsen af en rumraket, desværre er der ikke meget jeg kan gøre ved det, og jeg håber ikke at det er det der afgøre om du har lyst til at købe et eksemplar.

På fredag sender jeg en mail med link til min hjemmeside, hvor du kan købe bogen. Og indtil da ønsker jeg dig en fantastisk weekend og en dejlig uge.

De bedste hilsner

Stella Betak