I dag har været en hård dag

For ni år siden begik min datter sit første selvmordsforsøg, hun var 8 år og gik i anden klasse. For to måneder siden begik hun sit (til dato) sidste. I dag gjorde jeg det helt umulige. Jeg tog en tidsmaskine tilbage i tiden.

“Nej, det kan man da ikke”, kan du måske sidde og tænke, og jeg troede egentlig det samme, indtil jeg i dag befandt mig om selvsamme bord, på selvsamme skole hvor Jaminas problemer startede. Samme afdelingsleder, næsten samme historie, dog et andet barn, men helt og aldeles den samme kompromisløshed i det “samarbejde” som skolen ønskede at iværksætte. Et samarbejde der vel at mærke indebærer at de udstikker kursen og vi følger med som det tynde øl.

I dag har været en hård dag

For syv år siden, sad jeg om det runde bord på på Gislinge skole. Jamina havde på daværende tidspunkt ikke gået i skole i et halvt år. Hendes udfordringer havde skubbet hende ud over hvad den danske folkeskole kunne rumme, men det betød ikke, at de ikke insisterede på at fortsætte, hvad der efter al synlighed ikke virkede. Kun med kroner og øre for øje. Ikke min datters ve og vel.

I dag sad jeg om det runde bord som bisidder, for min meget nære og kære veninde. Hendes datter med andre udfordringer, men med nøjagtigt samme resultatet. På nuværende tidspunkt et halvt år uden relevant skoletilbud. Barnet er på forældrenes eget initiativ og regning blevet udredt i privat regi, fordi ingen ville anerkende forældrenes beretning om et barn i mistrivsel. Barnet har svær ADHD, er målbart under alderssvarende niveau på stort set alle parametre og oven i hatten har hun også en let sproglig retardering. Alt sammen noget som den skole hun har gået på slet ikke har opdaget, eller vil anerkende.

I dag har været en hård dag.

Ni år efter mit eget mareridt startede har ingenting ændret sig. Ingen vil høre, ingen vil se. Alt gøres op i økonomi.

For vores vedkommende er endnu et år gået uden tilbud om hjælp. Drømmen om en uddannelse er skubbet endnu et år ud i fremtiden… Vil hjælpen mon komme i tide, og er hun mon klar når den gør? Vi venter og håber at hjælpen ikke kommer for sent, for det er det eneste vi har – HÅBET –  Håbet og drømmen om en bedre fremtid uanset om vores erfaringer siger, at det i sandhed er utopi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *