Stresset og udbrændt

“Har du overvejet mindfulness?”

“Hva’?”

“Ja, mindfulness… eller yoga?”

Jeg kigger op på ham, for at se om han gør grin med mig. Han kigger tilbage på mig med klare blå øjne der stråler af overbevisning. Jeg ryster på hovedet og kigger op igen. Ikke fordi jeg ikke har prøvet mindfulness og yoga, men fordi jeg håber at jeg har hørt forkert.

Han kan da ikke for alvor mene at mindfulness eller yoga skulle kunne ændre det mindste på den situation jeg sidder i. Jeg kan se begejstringen i hans øjne. Den slags begejstring man udstråler når man har ramt hovedet på sømmet og der ikke er flere modargumenter.

Jeg bider mig i læben for ikke at komme til at råbe ad ham. Rynker brynene og siger: “Sidder du i ramme alvor og siger til at mig, at jeg bare skal lære at tænke anderledes over min datters sygdom, og så vil jeg få det bedre?”

“Ja,” nikker han ivrigt.

“Okay, kan du komme med en positiv tilgang til at min datter er så selvmordstruet, at jeg når som helst kan modtage et opkald fra et fremmed menneske med budskabet om, at nu er det endelig lykkedes hende at gøre en ende på sig selv?”

Han kigger ned i bordet og ser skamfuld ud. “Nej… nej det tror jeg ikke jeg kan…”

“Nej… nej det tror jeg heller ikke du kan. Og det tror jeg heller ikke at der er nogen mindfulness instruktør i hele verden der kan! Mindfulness kan mange ting, det vil jeg give dig. Og jeg bruger allerede alle de redskaber jeg har lært tidligere. Men mindfulness kan ikke gøre min datter rask! Og det kan ikke fjerne de vilkår, at jeg både skal være fuldtidsmor, -advokat, -sygeplejerske, -socialrådgiver, -syg, -medarbejder, -kollega, -ven, -kæreste, -datter og aldrig vide om hun vil være død næste gang jeg ser hende m.m. fordi INGEN hjælper mig! Jeg beklager hvis du synes at jeg lyder bitter, men helt ærligt! Det er jo som at bede mig pisse i bukserne for at holde varmen. Kan du ikke selv se det?”

(Samtale med beskæftigelsesvejleder i januar 2016)

Det er op ad bakke – jeg siger det bare

For helvede jeg synes det er svært i øjeblikket. Ja, undskyld mit franske og undskyld også mit brok. For faktisk har jeg intet at brokke mig over. Jeg er i live!

Alt går fint! Min ældste datter har det bedre – eller det vil sige at hun har besluttet sig for at ville have det bedre.

Hun arbejder målrettet på at bryde ud af sit hashmisbrug, hvilket går i den rigtige retning. Hun tager imod hjælp fra kommunen og er i gang med at søge hjælp i psykiatrien. Vi leder med lys og lygte efter en lille lejlighed i Frederikssund eller omegn til hende (giv gerne lyd hvis i kender nogen der kender nogen). Hun knokler sin knoklede numse ud af bukserne på at få sig selv på ret køl og mere sul på kroppen, og jeg er pisse stolt, ja jeg er!

Jeg burde være glad. Jeg er glad!

Men jeg er også møg ked af det, for det er også pisse svært. Hver gang hun har det bedre, kræver det at jeg har kræfter til at støtte op om hende, tage med på kommune og finde ud af hvordan vi løser de forskellige udfordringer. Alt sammen samtidig med at jeg skal leve mit eget liv med de udfordringer det indebærer, her kan jeg nævne kronisk stress og fibromyalgi, og jeg skal også være en god og nærværende mor til Jaminas lillesøster.

Men de kræfter har jeg bare ikke! Jeg er brændt ud. Fuldstændig helt og aldeles udbrændt!

Det hele eskalerede i tirsdags i sidste uge, hvor jeg smed mig med en blodprop i hjernen.

WTF – mig, en blodprop?

Der så man mig, sidde lige så stille i min sofa mens jeg var i gang med at studere kvinder der myrder, fordi min hjerne igen har fået en eller anden ‘genial’ idé, som jeg ikke kan slå ud af hovedet – altså ikke at jeg skal slå nogen ihjel sådan for alvor, jeg planlægger det bare… Og pludselig snurrede hele verden rundt.

Jeg zik-zakkede op i køkkenet fordi jeg tænkte at mit blodsukker måske lavede fis med mig, men det hjalp ikke at spise. Gik tilbage og lagde mig på sofaen hvor jeg for alvor blev dårlig. Det lange af det korte, eller omvendt, er at jeg som 38 årig havde fået en blodprop i hjernen.

Så hvad er grunden?

Mange undersøgelser senere, blandt andet en indvendig ultralydsskanning af mit hjerte, der betød at jeg skulle synke en ‘skanningshimstregims’ (hvilket jeg er helt sikker på at det er det korrekte tekniske udtryk) for enden af et kæmpe kabel.

Det positive er at jeg tilsyneladende er et naturtalent til den disciplin. Så hvis ikke mit bogprojekt går, kan jeg altid løbe væk med cirkuset og blive den “kabelslugende kvinde”… ehhh det kan godt være jeg skal genoverveje navnet dog…  

Mig og Holter (hjertemonitor ting klistret fast på mit bryst).

Stress?

Desværre gav den ellers så ‘behagelige’ prøve intet svar, så vi ved stadig ikke hvorfor. Mine venner gisner om stress og det er jo svært at afvise, da jeg har været kronisk stresset på den gode side af 12 år. Og alle siger: “Pas nu på dig selv!” Som om jeg kunne ændre grunden til min stress, selv hvis jeg ville. 

Og så bliver jeg så edderspændt frustreret. FOR JEG HAR IKKE NOGET VALG!

Jeg gør det så godt jeg kan

Jeg drikker ikke mere end sundhedsstyrelsen anbefaler, jeg ryger ikke, jeg får mine seks stykker frugt og grønt hver dag, jeg spiser ikke for meget slik, fedt eller salt, jeg prøver at passe mine sengetider, jeg meditere, jeg bevæger mig i den udstrækning jeg kan, jeg gør alt hvad der er menneskelig muligt for at passe på mig selv.

Men jeg kan ikke ændre på at jeg er mor til et psykisk sygt barn og har været det alt for længe og at min krop og min psyke har taget skade. Jeg kan ikke ændre på at det stadigvæk er mig der er dén. Mig der er moren der skal binde de løse ender sammen, holde fast og motivere.

Jeg ikke bare skal, JEG VIL! Og jeg VIL også lykkes med min bog, og jeg VIL også lykkes med en dag at bryde ud af systemet og blive selvforsørgende,  og jeg VIL gå efter verdensherredømmet!

JEG VIL VÆRE MIT EGET SELVSTÆNDIGE MENNESKE MED DRØMME OG VISIONER OG IKKE ‘REDUCERET’ TIL FACILITATOREN I MIN DATTERS LIV. Er det for meget at forlange?

‘Nederen’ menneske

Nå, men 38 år, single, pisse sund og kedelig og udbrændt, på blodfortyndende medicin – og selvom jeg sagtens kan se det tragikomiske i at jeg nu kan tilføje “Leder efter partner med førstehjælpskursus” og “Ekspert i at sluge ‘skanningshimstregims’ på kabel” på min tinder-profil, så har jeg det skisme lidt svært ved det.

Jeg gider da ikke at være sådan en gammel skid der tager blodfortyndende medicin. Og slet ikke være sådan en gammel skid alene. For selvom jeg aldrig har mærket så meget kærlighed fra mine venner og omgangskreds som i disse dage, så har jeg heller aldrig følt mig mere ensom.

Og jeg gider heller ikke have stress!

Men hey, jeg er i live, uden mén! PISSE TAKNEMMELIG OG PISSE KED AF DET.

Lidt praktisk

Du kan læse lidt om stress på psykiatrifondens hjemmeside her og tage en stresstest på hjemmesiden ‘Forebyg stress’ her.

Du kan læse om hvad stress gør ved hjernen her.

Nu var min blodprop i hjernen, men dit hjerte er også i fare for udbrændthed. Du kan læse mere her.

Magtesløs

Jeg har før været sygemeldt pga. stress, men systemet virker som om det kun er gearet til at behandle arbejdsrelateret stress og i meget mindre grad stress forårsaget af et stressende hjemmeliv. Alle erfaringer har gjort, at jeg har underkendt mine symptomer. For hvilken nytte gør det at gå til lægen, når der ikke er nogen der kan hjælpe.

Og den bedste kur mod stress og blodpropper, må da være at arbejde hårdere… er det ikke?  Jeg ved godt jeg skal slappe af og trække stikket, men hvor kommer så pengene fra? Og hvem gør det jeg skulle have gjort? Og hvis nogen gør det jeg skulle have gjort, hvem har så brug for mig?

Det er ingen skam at bede om hjælp

Du må dog ikke ignorere symptomerne ligesom mig! Du er det vigtigste du har og du er også det vigtigste dit barn har. Så hvis du føler du er ved at gå ned med flaget, så ring til din læge! Jeg ved ikke hvad din læge kan gøre for dig, men nogle gange får vi måske også kørt os selv godt og grundigt op i et hjørne, og pludselig kan vi ikke se skoven for bar’ træer… Og det at række ud og bede om hjælp, kan hjælpe os med at få set vores muligheder eller mangel på samme i et andet perspektiv? Hvem ved?

Og jeg kan hilse at sige, at selvom jeg var svært dygtigt til at sluge den der ‘skanningshimstregims’, så kan jeg ikke anbefale det. Faktisk vil jeg anbefale at man gør alt i sin magt for ikke at komme derud. DET ER IKKE SJOVT!

Hvis du har erfaring med stress der er relateret til belastningen af at være pårørende, så smid gerne en kommentar nedenfor. Måske ligger du inde med det guldkorn der kan hjælpe os andre?

Stella Betak

PS:

Har du lyst til at læse mere, kan du købe min bog ‘SOS jeg drukner – min datter har borderline her.

Du kan også booke mig til foredrag ved at kontakte mig på e-mail: stellabetak@gmail.com

PPS.:

Jeg har intet dårligt at sige om mindfulness, det er faktisk en rigtig stor del af min hverdag. Min pointe er blot, at mindfulness ikke kan stå alene. Og man kan ikke forvente at borgere der er stressramte pga. de vilkår man lever under, som forældre til et psykisk eller fysisk sygt barn, kan arbejde sig ud af stress blot ved hjælp af mindfulness. Kom ind i kampen og giv os de rigtige redskaber og den rigtige støtte vi har brug for! Tak!