Godt nytår og velkommen 2019

Sikke et år 2018 – let’s never meet again!

Sociolance, kriminel lavalder, afskaffelse af satspuljemidler og finanslov.

Jeg har skulket, ja jeg har. Og hvis du har tålmodighed med mig, vil jeg længere nede også forklare hvorfor, men faktum er, at jeg ikke har gjort det, jeg satte mig for i 2018. Jeg havde nemlig tænkt, at jeg ville formidle hvad der måtte komme af nyt, der kunne vedrøre os forældre til psykisk syge, og det har jeg ikke gjort. Og at sidde her på tærsklen til 2019 og tænke at jeg skal skrive et dybdegående blogindlæg, ja, det kommer altså heller ikke rigtig til at ske, men alligevel har jeg behov for lige nævne et par overskrifter.

Sociolance

Lad os starte med noget positivt, skal vi ikke? Sociolancen. Jeg tror egentlig at det er de færreste der vidste hvad det var inden DR lavede en reportage, hvor de fulgte Sociolancen og deres medarbejdere. Hvis du ikke har set afsnittene “Når alt andet svigter” kan du stadig nå det her.

Sociolancen er et opsøgende tilbud der har kørt i København siden 2015, nu også i region midtjylland, der rykker ud til socialt udsatte borgere der har brug for hjælp, men ikke nødvendigvis ambulance eller politi. De er brobyggere mellem den udsatte, oftest også psykisk syge, og det kommunale/regionale.

Jeg sender al min kærlighed til Jer, der prøver at samle dem op, som vores samfund har svigtet. De er nemlig nogens børn!

Det er så nemt at blive forhærdet og kigge på disse mennesker og tænke at de selv må tage ansvar. Men man må ikke glemme at de også var børn engang. Og uden at kende deres historie, så ved jeg med det inderste af min kerne, at ingen af dem har som børn i skolen sagt: “når jeg bliver stor, vil jeg sælge ‘Hus forbi’ i en rus af alkohol og stoffer i den frysende trappeopgang til Christianshavns metro”. Mon ikke de gør deres bedste?

Kriminel lavalder

Så tak for Jer og tak for de politikere der ser vigtigheden af at arbejde på at få Sociolancen udbredt til resten af landet. Især fordi det lader til at Danmark i den nye stramning af den kriminelle lavalder bestræber sig på at skabe endnu flere socialt udsatte borgere. Hvilket sted er bedre til at træne kommende kriminelle, stofmisbrugende, hjemløse end opholdssteder? Jeg taler desværre af bitter erfaring! Godt gået DF & co.! Bravo!


Hvor ville jeg dog ønske at man ville bruge samfundets penge, eksperternes viden og fagpersoners know-how til hjælp i hjemmet end at straffe og indespærre 10-årige. Det går ud over min fatteevne og gør mig så uendeligt ondt for de børn og familier denne stramning vil tage med sig i faldet.

Undskyld! Undskyld at jeg ikke kunne stoppe det og undskyld at dem der kunne, ikke gjorde det!

Satspuljemidler og finanslov

Nu ville jeg have skrevet noget om finanslov og satspuljemidler, men for at være helt ærlig… Jeg magter det ikke. Det er valgår, politikerne vil gerne tage sig godt ud, så det ser ud som om de giver rundhåndet med højre hånd, men vær opmærksom på hvad de tager med venstre. Og husk at din stemme kan gøre en forskel!  

https://www.bedrepsykiatri.dk/nyheder/satspuljen-slukker-hab-om-ambitios-psykiatriplan

https://www.bedrepsykiatri.dk/nyheder/lofter-om-ambitios-psykiatriplan-klinger-hult

Og så lidt om mit år…

Puhhh det er efterhånden lang tid siden jeg sidst har skrevet et blogindlæg. Jeg har simpelthen været ramt at skriveblokade (skal udtales med et let jysk accent). Ja, det er åbenbart en ting. Og så har jeg i den grad været ramt af livet. Jeg ved ikke om jeg stadig er ramt, men for første gang i dag har i det mindste lyst til at gøre et forsøg på at skrive. Det er nok det sådan en nytårsaftensdag kan gøre ved én.

Få timer tilbage af 2018 har sat tankerne i gang. Hvad har jeg opnået i år, blev tingene som jeg havde håbet og lever jeg det liv jeg ønsker, både for mig selv og mine piger.

Jeg plejer at være så stolt af mit lyse sind. Der er ikke noget negativ jeg ikke kan vende til candyfloss og tivoliture, men jeg synes faktisk at 2018 har været et benhårdt år. For pokker, hvor har det trukket tænder ud. Hele vinteren 2017-18 var præget af den ene influenza efter den anden. 6 for at være præcis. Er det overhovedet muligt?

I belive I can fly…

1. april faldt jeg på hovedet ned af trapperne og flækkede min hage. Nej, det var ikke en aprilsnar, bare mig der var en ‘Stella-nar’ og nej, jeg var ikke ædru. Jeg vågnede op til en forstuvet kæbe, blå sting i min hage, flækkede tænder og en svigtende hukommelse. Ikke mit stolteste øjeblik.

Og bedst som man kunne tro at nu var bunden nået, måtte jeg i mine voldsomme smerter og forvirring over hvad der var foregået, kaste al stolthed til side og ringe til min ekskæreste, der som altid kom mig til undsætning (herre Jemini – what a failure). Og (ja, der kommer til at være mange og’er i den her tekst, beklager Bente (dansklærer i gymnasiet)) for lige at sætte prikken over i’et, tog han min gennemblødte (som i RIGTIGT MEGET blod!) kjole med hjem til hans kæreste (nu kone), som vaskede den så fint at den ser ud som ny. Nøj, hvor følte jeg mig fåret. Tak Dagmara.

Det værste var nu alligevel at vågne op alene og finde mit ansigt helt forslået uden at ane hvorfor og hvordan. Tage turen tilbage til hospitalet for at finde ud af hvad der var sket og få scannet kraniet for at udelukke yderligere skader og vente på svar… alene.

Bogudgivelse – weeehoooo det kører

Ingen tid til at fordybe mig i selvmedlidenhed, hvilket nu også ville være ganske ukarakteristisk for mig. Nej, her bruger vi selvironi, det er MEGET sjovere. En bog skulle skrives færdig og udgives. Og bedst som jeg havde udgivet og ordrerne strømmede ind (lyder godt ikke?) så væltede verden. Næsten i bogstaveligste forstand. For der sad jeg så artigt i min sofa og arbejde på et nyt bogprojekt, da jorden pludselig begyndte at sejle for mine øjne.

Og egentlig er jeg ikke bleg for lidt uforudset action, men det her blev alligevel lidt meget. Afsted på hospitalet med ambulance og det hele og efter laaaaaaaaaaang ventetid igen alene, stod det klart at det var en lille fin og heldigvis hurtigt passeret blodprop. Bum!

Mange undersøgelser senere og et par måneder på blodfortyndende er jeg blevet erklæret helt og aldeles rask, dog stadig alene. Hurra for det og tak univers for et fint lille hint til, at jeg måske skal til at lære at passe på mig selv.

L*rt og ikke så meget lagkage

Efteråret er gået forbavsende stille forbi, mens jeg holdt vejret. Det ‘eneste’ jeg skulle forholde mig til er mit knuste hjerte efter tabet af min højt elskede mormor.

Nogle gange er livet så meget l*rt at det kan være svært at finde lagkagen. Selv for evighedsoptimisten mig.

Oven i alt det rod jeg har formået at lave i den for mig selv, så er der jo også Jamina. Hendes år har også været noget af en tur. Egentlig mest op, hvilket jo har været ret så heldigt for mig, da jeg næsten ikke har kunnet være der for hende. Men de af Jer læsere der også har børn med borderline ved også, at det at de har det godt, ikke nødvendigvis er en god eller rar følelse for dem.

Men det går da godt… 7-9-13, salt over skulderen…

Det er som om at ordsproget: “Den tid der går godt kommer ikke dårligt tilbage” ikke nødvendigvis gælder for ‘borderlinere’. Så 2018 har også været det år, hvor jeg har holdt vejret. Jo bedre det er gået, jo større har det potentielle fald også været. Men ved udgangen af 2018 kan jeg rapportere om kun én større nedtur med selvmordsforsøg til følge, et brud med usund kæreste, mere tid brugt på nogenlunde sunde venner… er det overhovedet mit barn?

Jeg træder et skridt tilbage og klapper i mine små buttede hænder.

Happy new year

I det store hele må jeg bare konstatere, at det jeg troede jeg skulle skåle over her på årets sidste aften, blev noget helt andet end jeg havde regnet med. Og 2019 kommer til at handle om at få generobret det som 2018 tog fra mig, dog heldigvis ikke livet.

Skål og godt nytår. Må 2019 være Jeres år, med godt helbred, god økonomi og mest af alt, så ønsker jeg for Jer, at I ikke skal gå gennem det alene.

 

4 kommentarer til “Godt nytår og velkommen 2019”

  1. Åh Stella Stella Stella ♥️ Sikken et år 😫 Må 2019 vise sig meget mere barmhjertig, inde for alle ramte områder og må lykken vise sig. Igen er supermand (eller kvinde). Du er tilgivet og spændingen om hvornår næste blog opslag kom, har gjort det endnu mere spændende at læse. For noget på hjerte har du. Drama eller ej, du er en fantastisk stærk kvinde – en skøn kvinde som bare ikke giver op.

    Så må alt det gode vende din og familien vej. Godt Nytår smukke – håber vi snart mødes til en god kop the ♥️

  2. Ja lort og lagkage følges som regel ikke ad.
    Lorte år for dig og hvor er det TRÆLS. Modtag en krammer fra mig❤️
    Når borderlineren spiser lagkage i et godt stykke tid, tror jeg at de står på et plateau : Læs får fodfæste for en stund. Det er her de oplever det normale liv, og bygger deres eget op. Det giver Ballast til opstigningen efter det næste fald.
    Dette må jeg tro på. Det er måske også det folk mener når de siger at “ det der er gået godt ikke kommer skidt tilbage”.
    Jeg kalder det at fylde rygsækken med gode og positive oplevelser.
    Går det anden vej igen har man stadig rygsækken man kan kigge i når man får overskud igen
    Kærlig hilsen Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *