Det er ikke Jamina! Det er ikke Jamina! Det er ikke Jamina!

I går styrtede min verden i grus. Kun kort… Men på et splitsekund blev hele mit eksistensgrundlag revet væk under mine fødder, og inden jeg fik modet til at undersøge hvad der var op og ned, var jeg gået til grunde.

Årsagen? En besked der dukkede op på min telefon. Jeg er nemlig typen der får mine nyheder som push-beskeder, og jeg har sat min computer op til at vise mig en enkelt linje af beskeden på min skærm. På den måde kan jeg være endnu mere tilgængelig for Jamina, end jeg er i forvejen…

“To teenagere fundet døde i lejlighed”

Jamina er ikke teenager, men hendes spinkle krop kunne sagtens ligne en teenagers, så man kunne nemt at tage fejl. Og inden jeg overhovedet kunne åbne og læse beskeden, havde frygten og sorgen taget over. En frygt der ligger så latent i mig og som så nemt bliver vakt.

Hvis jeg…

…havde åbnet beskeden med det samme, havde jeg hurtigt fundet ud af, at det var to unge mennesker i Herning. Men på den anden side, så kunne jeg ikke få mig selv til at åbne, for tænk hvis det bekræftede alle mine værste forestillinger… Hvis Jamina ikke var mere, ville jeg ikke vide det… JEG VIL ALDRIG VIDE DET!!!!!

Da jeg endelig fik samlet mod nok og fik læst hele nyheden, burde jeg have været lettet. Det var ikke MIN Jamina… Men lettelsen har ikke indfundet sig endnu. Nej, det var ikke mit barn, men to familier gennemlever lige nu mit værste mareridt. To familier i Herning skal tage deres endelige afsked med deres børn. Hvordan kan jeg føle mig lettet over det? Og derudover, så er mit mareridt ikke slut endnu… Jamina har det stadig lige skidt, og næste gang kan det meget vel være mig der får beskeden.

Da Jamina kom hjem igår for at få et bad, fortalte jeg hende, hvad der var sket. Hendes svar: “Undskyld!”, “undskyld, jeg ved godt jeg skulle sige, at der ikke er noget at være bange for mor, men så ville jeg lyve!”, “jeg er så træt, jeg kan ikke mere!” “Jeg er bange for, at inden hjælpen kommer, så er det for sent…”

Jeg prøver…

…at holde modet oppe, gøre det jeg skal. Ikke vise Vicky, hvad der er sket (…eller ikke sket). Men bedst som der er et stille øjeblik, kommer traumet op til overfladen og tårerne flyder over. Tårer for de familier der har mistet og frygten der holder fast i mig, snører mit bryst sammen og kræver at blive mærket. Jeg er oppe igen snart. Frygten lægger sig til at sove bagerst i mit hoved og jeg kan igen eksistere; lade som om alt er fryd og gammen. Men lige nu har jeg bare brug for at være stille og ked.

Stella Betak