Men er jeg da ingenting værd?

Kære dig.
Dig der bestemmer hvem der er noget værd og hvem der ikke er noget værd. Jeg har et spørgsmål til dig. 

Du har sikkert en lang uddannelse bag dig. Jeg forestiller mig alt mellem 4-6 års videregående uddannelse og højst sandsynligt en del efteruddannelser også. Efteruddannelser, som du muligvis eller muligvis ikke har fået dækket af din arbejdsgiver. Jeg er fræk og gætter på det første. 

Faktisk vil jeg gætte på at størstedelen af din uddannelse har været betalt af samfundet og arbejdsgivere. Jovist, du har nok selv skulle købe dine bøger, men resten du ved… dine underviseres løn m.m. og du har muligvis og højst sandsynligt fået SU undervejs.
For sådan er det i Danmark… lidt endnu i hvert fald. Vi sætter pris på viden. Viden er en investering i det danske samfund. En ganske betragtelig investering, da vi ikke har nogle synderligt værdifulde grundstoffer at sælge ud af.
Så vi sætter pris på viden; vi investerer i viden og vi vil gerne betale for viden. Og jo længere uddannelse, jo større viden, desto højere løn. Det er da kun rimeligt!

Men kan du forestille dig en verden, hvor den viden du har kæmpet for at tilegne dig ikke er noget værd? At alt dit hårde slid belønnes med et frivilligt arbejde, som samfundet trækker ned over hovedet på dig med udsagnet om, at det er videnskabeligt bevist, at folk der har taget lange slidsomme uddannelser bliver lykkeligere, hvis de bruger deres viden på at arbejde ganske gratis. Et frivilligt arbejde som du deslige skal stå til rådighed for 24-7, samtidig med at du værsgo´ må tage et 8-16 job, som du kun lige knapt kan leve af og prisen du betaler er at din krop og psyke bliver systematisk nedbrudt inden for en kortere årrække. Nej, vel?

Men sådan er det faktisk for en ret stor del af befolkningen. Og det værste er, at de ikke fik lov til at vælge uddannelse, de fik ikke engang lov til at vælge den fra. Livet valgte for dem, og så måtte de enten tage imod eller bukke under.

Nu er jeg ingen mester i tal, det er ikke der min spidskompetence ligger (bare spørg Jan Anders, min ellers fremragende matematiklærer på Niels Brock), men jeg ved at ca. hver tredje dansker i løbet af sit liv vil blive ramt af en psykisk lidelse. Her taler vi mestendels depression og stress, men også langt mere alvorlige diagnoser.
F.eks. er lige knap 2% af befolkningen ramt af personlighedsforstyrrelse af typen borderline (du kan læse mere om borderline på www.borderlinenetvaerket.dk). En livs-gennemgribende og meget invaliderende sygdom, både for den syge, men også for dennes pårørende. 2%! Det er ganske mange mennesker, og så kommer der alle de andre psykiatriske diagnoser. 

Så uden at sætte en hulens masse tal på kan vi to (du, læser, og jeg) nok blive enige om at det er ret så mange mennesker der er direkte berørte og virkelig enormt mange mennesker der er indirekte berørt (du kan læse meget mere på www.bedrepsykiatri.dk). 

Alle disse mennesker har måttet gennemføre en uddannelse de aldrig har skrevet sig op til eller bedt om. Og de sidder med årelange erfaringer og en viden, som ingen anden end de kan opnå eller formidle. Men denne viden bliver ikke regnet for en værdi, i hvert fald ikke én vi vil betale for eller aflønne!

Selv er jeg nu på mit 13. år i uddannelsen til pårørende. 

På skemaet står der: 

  • lær at kommunikere, så ingen kan misforstå dine hensigter uanset hvor meget de end prøver
  • lær at afvæbne enhver konflikt eller leve med konsekvenserne:
    • at udholde og/eller forhindre fysisk og psykisk vold
  • hvordan man altid kan være 10 skridt foran enhver situation
  • opnå indgående kendskab til både somatiske og psykosomatiske symptomer og lidelser
  • iværksætte eller yde akut støtte/hjælp til den berørte
  • udholde og forhindre selvdestruktiv adfærd, herunder
    • udholde og forhindre selvmordstrusler og selvmordsforsøg
  • udholde misbrugsadfærd og yde støtte til evt. misbrugsbehandling, herunder udstå konsekvensen af eventuelle abstinenser
  • udholde kriminel adfærd og iværksætte juridisk hjælp om nødvendigt
  • indgående kendskab til lovgivning primært serviceloven, men læs gerne hele karnovs lovsamling, du ved aldrig hvornår din pårørende får brug for din ekspertise jvf. forrige punkt
  • overkomme/forhindre eller betale for økonomiske kriser hos den berørte 
  • lær at negligere dig selv og dine behov, for du er ikke længere noget i dig selv
  • lær at altid være der for andre. For hey! Pårørende er jo den vigtigste medspiller, når det kommer til den syges helbredelse. Omsat til (hverdags) dansk: Du alene har ansvaret for at den syge får de bedste odds i kampen mod system og sygdom
  • m.m. 

Alt imens vil din psyke tage skade og du vil opleve symptomer som:

  • depressive tanker og humørsvingninger
    • muligvis endda selvmordstanker
  • angst og indre uro
  • sorg og vrede 
  • skyld og skam
  • let til gråd og/eller vrede
  • afmagtsfølelser og håbløshed 
  • stress og forvirring
  • koncentrationsbesvær og hukommelsessvigt

Og for at sætte toppen på iskagen, vil din krop begynde at bukke under for den massive psykiske belastning og du oplever:

  • hjertebanken 
  • søvnbesvær
  • massiv træthed
  • øget behov for søvn
  • appetitløshed og/eller øget appetit (trøstespisning)
  • fysiske sygdomme
  • m.m

Og når du har gennemgået din uddannelse og nu kun er et hylster af et individ der engang var noget i sig selv, med drømme og ambitioner, og  reduceret til “pårørende”, så er det forventet af dig, at du for den syge skal være tovholder, deltage i alle møder, være til rådighed i alle døgnets 24 timer, og ja, så skal du i øvrigt også arbejde fuld tid, for du skal jo ikke være en belastning for samfundet!


Kan du ikke det, så er det bare sur mås. Om i køen til jobcentret hvor du, hvis du er heldig, kan komme i betragtning til et kursus i mindfulness, hvor du lærer at værdsætte at der trods alt er nogen der har det værre end dig, og hvis du bare minder dig selv om at trække vejret og nyde smagen af den lort du skal tage en bid af hver eneste f*cking morgen, så er livet skønt og dejligt.


Og alt dette skal du gøre helt gratis. For det har ingen værdi. 

Sådan en svada skulle så helst munde ud i et løsningsforslag. Men her må jeg desværre skuffe dig. Der er ingen one-size-fits-all forslag. Det er forskelligt hvad vi pårørende har brug for, og det er forskelligt hvad den syge har brug for. Og det kræver noget af samfundet!
Men jeg garanterer for at der er en løsning og den er billigere end det vi gør i dag. Først og fremmest må vi sætte værdi og pris på det kæmpe arbejde de pårørende lægger for dagen. De sparer vort samfund for millioner og atter millioner af kroner, og vi betaler dem tilbage ved at ignorere og negligere deres rolle og indsats. De bliver jagtet af jobcentre, de bliver sanktioneret når de ikke kan både blæse og have mel i munden, de beskyldes for at være årsag til deres børns lidelser og nogle trues endda med fjernelse af deres børn.


Som samfund, og særligt velfærdssamfund hvis vi overhovedet stadig kan bryste os af den titel, må vi kunne gøre det bedre! 

Så kære dig, dig der bestemmer hvem der er noget værd og hvem der ikke er:
Kan vi ikke blive enige om, at vi alle har værdi, og vi ikke må sparke til dem der allerede ligger ned?! Vi skal række dem hånden, give dem et kram og spørge: “Hvordan kan jeg hjælpe?”

Stella Betak