Sorg

Der har været mange skelsættende år i mit liv. Det år jeg fik min ældste datter. Det år hendes far og jeg brød meget voldsomt. Det år jeg mødte min yngste datters far. Det år jeg fik min yngste datter. Det år jeg blev uddannet og ansat som lærer. Det år min ældste datter, i 2. klasse, forsøgte at hænge sig i et klatrestativ…
Alle disse år ændrede mig i større eller mindre grad. Men det mest skelsættende år, var det år, hvor min ældste datter i en alder af 14 begyndte at drikke, ryge hash, tage stoffer og blive væk hjemmefra. For det var det år, det for alvor gik op for mig, at jeg havde mistet mit barn. Hun levede stadig, jo vist. Men hun var ikke mit barn længere. Det var det år, jeg for alvor stiftede bekendtskab med sorg.
Min definition af sorg, indtil jeg stod i denne situation var, at det er noget man oplever, når man har mistet nogen der står én nær. Først sent blev jeg klar over, at jeg rent faktisk havde mistet. Og som de fleste forældre til psykisk syge børn, så er det et tab man lider ikke blot én men mange gange over tid. At sige at sorgen ikke er sygelig, er bestemt sand for nogen. Og gud hvor jeg håber, at det er sådan for de fleste. For ja, sorgen kan også være en smuk fortælling om, at man har elsket. Men for andre er den forkrøblende og altfortærende.
20170909-DSC_0070
Der er gode perioder, hvor alt næsten synes som ‘gamle dage’, og pludselig, som ved et trylleslag, befinder man sig igen i et parallelunivers, hvor man skal huske, at græsset ikke er grønt, himlen ikke er blå og dit barn muligvis ikke vil overleve det her. Og hvad der er helt sikkert – DU, som det menneske du er i dag, vil ikke overleve!
Ikke alle har lært at håndtere sorg. Og selvom døden både i bogstaveligste forstand, men bestemt også i overført betydning, er en størrelse vi alle vil stifte bekendtskab med i løbet af livet. Har vi ikke alle lært, hvordan man tackler den. Derudover må man ikke glemme at sorg ikke er én ting – sorg er mange ting – og nogle gange alting.
Hvis det til næste år bliver muligt at få stillet diagnosen ‘forlænget sorgforstyrrelse’, hvad vil det så gavne? Måske ingenting. For ingen anden end ‘tiden’ kan afgøre eller afhjælpe, hvordan og hvornår din sorg vil ende. Og ‘tiden’ den utaknemmelige satan, tager og giver ikke igen hvad er tabt.
Jeg sørger hver dag, hver time og hvert minut… Det har jeg gjort siden 2013. Og hvor ville det være rart, hvis der var en mulighed for, at nogen ville anerkende mig i min sorg, trække håndbremsen og række hånden frem.

Hvem er du? – Lidt mere om identitet


Jeg er mor til en psykisk syg datter, men hvorfor er det et problem i forhold til min følelse af identitet?
Det lyder måske som et lille uskyldigt spørgsmål, men svaret må nødvendigvis være meget omfattende.  For svaret rummer både ønsket om at leve op til samfundets normer, samfundets forventninger til ‘mennesker som mig’ (vi elsker, når vi kan putte folk i kasser!) og den følelse af ‘selv’, som man opbygger gennem sit liv (højst sandsynligt farvet af de to foregående præmisser).
Begrebet ‘identitet’ er i sig selv enormt komplekst. Jeg lavede et lille eksperiment på min Facebookside, hvor jeg spurgte mine venner, hvem de var. Jeg fik 11 svar:
1 svarede i forhold til relationer (social identitet) – mor, hustru, svigermor, søster, svigerdatter, tante, svigerinde, kusine, veninde, kollega
1 svarede i forhold til social identitet, udseende (personlig identitet) og forventning til fremtiden – “moderdyret med lange stænger, der måske en dag bliver voksen”.
3 svarede funderet i fortid og nutid med visioner om deres fremtid – drømmeren og survivor. Det er ikke svært at forestille sig, at de, der svarede således, er mennesker, der har kæmpet, og er i en eller anden form for personlig udvikling.
4 svarede at de var sig selv. Uden at uddybe, hvad det egentlig betød.
1 svarede, at hun måtte tænke over det (bonusinfo: hun er mor til en borderliner).
Mønstret i ovenstående er, at det tilsyneladende er svært at definere. Dog lader det til at forældrerollen og drømmen om en positiv fremtid er vigtig for, hvordan vi ser os selv. Det vil sige, at vores identitet både rummer det, vi er, og det, vi ønsker at være. Og det, vi ønsker at være, er allerede -omend kun i form af ønske eller potentiale – alligevel en del af vores definition af vores identitet.
Men er identitet mere end blot relationer og forestillinger om fremtiden? Og kan vi ved at præcisere identiteten gennemskue, hvorfor det kan ende i en identitetskrise, når vi bliver forældre til syge børn? Og kan vi måske endda herefter afhjælpe krisen?
I følgende afsnit tager jeg udgangspunkt i mig selv.
Personlig identitet:
Ydre karakteristik – kvinde, 159 cm lav, overvægtig, lyshåret, blå øjne, smilehul, stor næse, briller/kontaktlinser, efterhånden en fin samling tatoveringer.

  • Den ydre karakteristik er ikke statisk, da den af gode grunde ændrer sig over tid. Der er måske nogle ting som øjenfarve, lange eller korte ben, skønhedsmærker m.m. der givetvis vil gælde til hver tid. Men hårfarve, vægt, kulør osv. vil ændres med alderen.

Karaktertræk – kærlig, omsorgsfuld, temperamentsfuld, kvik, ekstrovert, nysgerrig, idérig, utålmodig, glad, optimistisk, fjollet, ansvarsbevidst, stædig, humørsyg.

  • Vores karaktertræk er semi-statiske. Nogle træk vil blive blive forstærket over tid, mens andre vil blødes op. Jeg er f.eks. ikke nær så temperamentsfuld, som jeg var, da jeg var yngre.

Social identitet:
Uddannet folkeskolelærer, tekstforfatter, enlig mor, skilt, pårørende til psykisk syg, enebarn, datter.

  • Den sociale identitet er også dynamisk. For det første fordi livet er det. Vi lever i en tid, hvor skilsmisseraten er på sit alletiders højeste, og det samme kan siges om risikoen for at blive ramt af psykisk sygdom og/eller blive pårørende. Arbejdsmarkedet ændrer sig markant, og man vil finde, at den stilling, man blev uddannet til, måske bliver overtaget af kunstig intelligens eller på anden måde bliver uddateret.

Kollektiv identitet:
Dansker, kristen, Alternativist, iværksætter, pårørende til psykisk syg (omend kollektivet er en minoritet).

  • Den kollektive identitet er også dynamisk. F.eks har der aldrig været en statisk national identitet – i så fald skulle vores vikingemænd på nuværende tidspunkt være på vej over oceanet i vikingeskibe for at bekrige briterne. Min påstand er, at det er en illusion – Nå men det er en helt anden historie. Pointen er, at selv kollektivet ændrer sig over tid.

Når man rigtig dykker ned i, hvad identitet egentlig er, finder man også ud af, at den faktisk slet ikke er noget alene. Den er dynamisk og afspejler tid, sted og relationer. De fleste, der har befundet sig på et datingsite, har spurgt sig selv, hvordan de på få sætninger, skal kunne forklare kompleksiteten af, hvem de i virkeligheden er. Og som flere også svarede i mit lille eksperiment, har man allermest lyst til at svare: “Jamen, jeg er jo mig!”
Når forvirringen har lagt sig, finder man så forhåbentlig ud af, hvor befriende det er. Jeg er jo det hele, men jeg kan vælge at lægge mine kræfter i de egenskaber, jeg bedst kan lide. Og dem kan jeg vælge at udvikle på. Jeg kan også opdage, at der er egenskaber, jeg ville ønske, jeg rummede, og starte mit arbejde med mig selv på den måde.
Det er klart, at man måske ikke har det store overskud til vilde selvrefleksioner, når man står som pårørende til et alvorligt sygt barn. Men jeg vil alligevel udfordrer dig til at gøre det.  
For mig har det været utroligt befriende at kunne lægge lænkerne af det at være pårørende. Jeg er ikke holdt op med at være pårørende. Jeg vælger bare at bruge min status som sådan i en anden retning. I stedet for pårørende kalder jeg mig nu iværksætter.
Så hvem er jeg? Jeg er under ombygning!
Lige nu tror jeg, denne tekst siger det hele – når det er svært at definere, hvem man er, kan man jo starte med, hvad man i hvert fald ikke er:
 
 

“I am light”

I am light

I am not the things my family did

I am not the voices in my head

I am not the pieces of the brokenness inside

I am light

I’m not the mistakes that I have made

Or any of the things that caused me pain

I am not the pieces of the dream I left behind

I am light

I am not the color of my eyes

I am not the skin on the outside

I am not my age, I am not my race

My soul inside, is all light

I am light

I am divinity defined

I am the God on the inside

I am a star, a piece of it all

I am light

India Arie

Hvis lille monster er du?

Hvis lille monster er du?

Efterlysning:

Hjerte

Sidst set:

Den 5. oktober 2017 – Kl. 16.00

Trekroner centervej 65, 4000 Roskilde

Kendetegn: Utæt venstre ventrikel. Har været knust før og kan genkendes på tusindvis af samlinger.

Min mave murede. Det havde den gjort hele dagen. Små ubehagelige kramper der kunne tilskrives ubehaget ved ikke at vide, hvad det kommende møde skulle betyde for fremtiden. Den sidste time havde vi brugt på at fortrænge årsagen til vores møde. Nervøs latter over café bordet med nachos og kage.
Som altid foregår samtalen med alle følehorn ude. Hvilket humør er hun i i dag? Kan hun tåle humor? Hvilke emner skal jeg holde mig fra? Hvornår kan jeg spørge ind, og hvornår skal jeg holde min kæft? Alle sanser er på overarbejde.
Jeg scanner lokalet, da vi træder ind ad døren. Mit blik er trænet i en grad, så PET ville hyre mig på stedet. Tre sekretærer. En kvinde uden overtøj i receptionen. Jeg kan høre på samtalen, at hun kender sekretærerne godt og vurdere, at hun må arbejde her. Hov, mit blik vender tilbage til sekretæren, der er placeret længst væk… hende kender jeg! Argh.. hvem er det nu, hun er?
Jamina melder sin ankomst, og vi bliver bedt om at tage plads i venteværelset. Jeg stirrer på sekretæren. Hun kigger undvigende, nærmest skamfuld tilbage… Så falder tiøren! Hun var vores nabo for 4 år siden. Ja, hun har selvfølgelig vidst, vi skulle komme. Jamina’er er der alligevel ikke så mange af.
Mine tanker driver et par år tilbage. Det er en kold vintermorgen, og jeg har lige afleveret Vicky i skole. På vej ned ad Prinsessegade får jeg øje på et ansigt, jeg kender. Det er ikke sket siden, vi flyttede. Kan egentlig godt lide anonymiteten ved at bo i København, men nogle gange kan jeg også savne morgenerne i Gislinge, hvor jeg lige kunne nå at hilse på en håndfuld velkendte ansigter.
Ansigtet smiler lidt nervøst tilbage, og hendes blik flakker. Først da jeg er knap en meter væk, går det op for mig, at jeg overhovedet ikke kender kvinden. Eller jo, teknisk set gør jeg jo. Men det er tydeligt, at Ulla Terkelsen ikke vil kendes ved mig. Flot Stella! Du kan ikke genkende din nabo gennem et år, men tror du er BFF med Ulla Terkelsen. Jeg undertrykker et smil, mens jeg lader opmærksomheden glide tilbage til venteværelset.
Mens vi sidder og venter, prøver vi at holde humøret højt. Malerierne på væggene er svære ikke at lægge mærke til. De ligner til forveksling det, mine søde børn stolte slæbte med hjem fra børnehaven. Billederne sælges for en hamper pris på 3-500,- stykket. Man skulle måske overveje at gå i kælderen og se, om nogle af kreationerne har overlevet. Det lader til, at det kunne blive en god forretning.
Manden, der sad i venteværelset, da vi kom, bliver kaldt ind. Gad vide hvad han skulle? Mon han også er kriminel? I know – tyv tror, hver mand stjæler, men vi sidder trods alt hos Kriminalforsorgen, så det er svært ikke at drage konklusioner.
En yngre kvinde træder ind og henvender sig til Jamina. Hun præsenterer sig og inviterer os med ned på et kontor, hun har fået lov at låne. Hun forklarer omhyggeligt, hvem hun er, og hvorfor hun ikke har sit eget kontor. Jeg har glemt det hele, inden ordene runger ud. Det eneste, jeg lægger mærke til, er vigtige detaljer, som hendes meget lange øjenvipper og meget velplejede negle. ‘Gad vide om hun kommer fra Amager?’ Jamina bliver bedt om at redegøre for sin opvækst, skolegang, fritidsinteresser m.m. Og jeg lytter.
To timer går, og Jamina forklarer tålmodigt hendes vej gennem livet. Et kæmpestort råb om hjælp, der blev ignoreret af en kommune, for hvilken økonomi var vigtigere end sine borgere.
Mor kronisk syg. Far med alkohol og stofmisbrug. Mobning i skolen siden børnehaveklassen. Selvmordsforsøg i 2. klasse. Svigt fra lærere, der ikke tog sig af hende. En ledelse der mente, at der ikke findes mobbere, men blot børn der lader sig mobbe! Et system der ikke greb ind, da hun blev yderligere selvskadende. Forvaltninger der pegede væk fra dem selv eller trak tiden ud i uendelige undersøgelser af enten hende, os som familie eller skoler der måske eller måske ikke kunne rumme hende. Intelligenstests der aldrig blev brugt til andet end at dokumentere, at en pige med hendes IQ burde kunne… men kunne hvad? Udredninger i psykiatrien, hvor hun gang på gang skulle fortælle sin historie til endnu et menneske, uden magten til at hjælpe. Lappeløsninger der kun skabte nye fiaskoer hos et lille menneske, hos hvem manglen på selvværd var større end hendes fysiske væsen. Jeg råbte så højt jeg kunne – men ingen hørte os, så os eller hjalp os. Elleve år kom og gik.
SVIGT – PÅ SVIGT – PÅ SVIGT!
Og nu står vi så her. Anklaget for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. KRIMINEL!
OG MIT HJERTE ER KNUST ENDNU ENGANG.
Det er så uretfærdigt, at jeg nærmest ikke kan rumme det. Jamina er blevet svigtet siden den dag, hun blev født, og nu skal hun straffes! Skal man straffes for at sælge stoffer? Ja, gu’ fa’en ska’ man det. Men hvis lille monster er hun? og skal skaberen af monsteret ikke også straffes?
Hendes barndom kommer aldrig tilbage, men er det rimeligt også at tage fremtiden fra hende?
Afsluttende bemærkning: Monsteret går pt. på handelsskole. Hendes drøm er at blive historiker. Spørgsmålet er, hvad er samfundet bedst tjent med? Vi kan enten støtte op om hendes uddannelse, eller sende hende tilbage i det kriminelle miljø, hvorfra hun med møje og besvær har trukket sig selv op.

Pas på dig selv!

Det kan være så uendelig svært at passe på sig selv, når man samtidig (tilsyneladende) er blevet ansat som brandslukker.
Hele tiden er der en brand der skal slukkes. Og opgaverne er dejligt alsidige. Det ene øjeblik er man sagsbehandler, det næste sygeplejerske, det tredje dørmåtte og det fjerde mor.
Sagen er bare den, at det er rigtig svært at slukke brande, hvis man ikke husker at passe på sig selv først. Reglen er klar. Man tager selv iltmasken på, inden man hjælper andre. Det gælder i fly, som på landjorden.
Du kan godt vælge at ignorere reglen, men jeg vil garantere dig for, at det vil blive hævnet!
Så hvad kan man gøre for at passe på sig selv? Her er eksempler på, hvad jeg har gjort:

  1. Motion –  Jeg elsker at gå. Måske allermest fordi jeg har perioder, hvor jeg rent faktisk ikke er i stand til det overhovedet. Så jeg går og jeg går langt.
  2. Kost – ‘Uden mad og drikke dur helten ikke’. Din krop har særligt meget brug for, at du fodrer den godt, når du er stresset. Jeg har tilføjet et kost tilskud, da jeg ved at kroppen bruger ekstra B-vitamin, når den er i alarm beredskab.
  3. Søvn – Sørg for at få din søvn. Det kan ikke understreges nok. Hvis du lider af tankemylder ligesom jeg, så kan jeg anbefale en meditationsapp til telefonen. Det har været guld værd for mig, i perioder.
  4. Musik/litteratur/kunst – Plej dine sanser. Jeg er musiktosse, så jeg har lavet en playliste på ‘Spotify’, som jeg kalder ‘Happy’. Det giver sig selv, at sangene på den liste er noget jeg forbinder med glæde, det kan enten være i budskab, tempo eller minder.
  5. Plej dig selv – Tag et langt bad, smør dig ind i en god creme, book tid hos massør, frisør, psykolog eller mødes med venner – what ever rocks your boat! Det behøver ikke være det hele på én gang, bare sørg for at nus ekstra om dig selv når det er svært.
  6. Lav en liste over, hvad der gør dig glad og sørg for at putte så meget af det på listen ind i dit liv.

God fornøjelse

Stella Betak

Skam – Hvilken historie fortæller du?

20170909-DSC_0058.jpg
Mennesket er et flokdyr. Vi er afhængige af hinanden på godt og ondt. Tidligere i langt højere grad end nu. De første mennesker levede i små grupperinger, hvor liv og død afhang af, at man var en enhed. Blev man udstødt fra stammen, var det lig med den visse død. Og selvom meget har ændret sig siden da, ligger der stadig i os mennesker, en grundlæggende frygt for at skille sig ud og blive skilt fra.
Vores stenalderhjerner har ikke fundet ud af, at verden er en anden i dag. At vi i dag har langt flere muligheder for at passe ind i én sammenhænge samtidig med, at vi skiller os ud fra en anden. Og jo mere vi afviger fra normen, desto større bliver behovet for at passe ind og frygten for ikke at gøre. Spørgsmålet er bare, hvilken norm vi egentlig behøver at passe ind i? og hvilken historie vi fortæller om den norm?
Den norm, vi mennesker helst vil passe ind i, er selvfølgelig også den norm med flest rettigheder og omgærdet af størst respekt. Tidligere, og i mange dele af verden stadigvæk, var det derfor det ypperste at være født som hvid mand i overklassen. Heldigvis har der op igennem historien været mennesker, der kunne se det urimelige i, at et vilkår man på ingen måder selv var herre over, skulle betyde i hvilken retning ens liv kunne arte sig. Og i dag kan de fleste af os være med på udsagn som ‘Black power’ ‘Gay rights’ og ‘P*ssy power’. Det er bare ligesom om at ‘Borderline power’ (you name one) eller ‘Pårørende power’ ikke giver den samme form for positive genklang. Men hvorfor gør den ikke det?
Well… vi kan give ‘Tabu’ skylden. Det er super nærliggende og i øvrigt også sandt. Men det er ikke hele sandheden! At være ‘sort’, ‘bøsse’ eller ‘kvinde’ var (er stadig!) også omgærdet af tabu. Men man bryder ikke et tabu ved at skjule det grundlag, tabuet hviler på. Altså – du kan ikke bryde tabuet om at være ovenstående, ved at lade som om du ikke er. Men du fortæller hele historien om, hvad det vil sige at være netop dét.
En del af det at blive/være pårørende til en person med psykisk sygdom er, at man bliver ‘med-lidende’. Det vil sige, at deres diagnose hviler som en trold på dine skuldre. Du skal bære denne trold med dig ud i verden, for der er ingen måde hvorpå du kan lægge den fra dig.
Du har sikkert vendt det hundrede gange i hovedet, hvordan du skal præsentere denne her trold til diverse sociale arrangementer. “Hej jeg hedder (x) og jeg er mor/far/søster/bror/datter/søn til en trold”. Man kan også vente med at nævne det. Men jo længere tid der går, jo mere akavet bliver det, og du begynder at undlade at fortælle dele om dit liv. Det virker heller ikke… Og det er lidt pudsigt med den her trold. For det er som om, at det lige pludseligt er det eneste man er, altså mor/far/søster/bror/datter/søn til en trold. Det føles som om det bliver hele din identitet!
Derfor er det vigtigt at huske, at fortælle hele historien. For tænk nu, hvis det ikke kun er en ondskabsfuld trold, vi render rundt med, men en ‘Grimlin’. Super sød og hjælpsom og kærlig… så længe man ikke sprøjter vand på den ‘that is’!
Jeg tænker meget over, hvilken historie jeg fortæller om mig og min datter. Og mindst lige så vigtigt, hvilken historie jeg fortæller til mig selv.
Her kommer eksempelvis sandheden om mig:

Jeg er mor til to piger med to forskellige fædre. Jeg var 19 år, da jeg blev mor første gang.
I 2009 blev jeg uddannet skolelærer. Efter at have arbejdet som skolelærer i kun 1½ år, gik jeg ned med stress. I dag har jeg fået tilkendt et fleksjob pga. fibromyalgi og PTSD. Forholdet til min yngste datters far gik til samtidig.
Min ældste datter har udviklet en svær personlighedsforstyrrelse, hvilket gjorde at hun efter utallige selvmordstrusler m.m. blev anbragt på specialinstitution, da hun var 16 år. En personlighedsforstyrrelse, der vel at mærke bl.a. tilskrives omsorgssvigt fra moderens side i de tidlige barneår.
Jeg er for nylig gået fra min kæreste gennem 3,5 år. For at få råd til at blive boende i vores lejlighed, har jeg været nødsaget til at leje to værelser ud. Derfor bor min mindste datter og jeg på samme værelse og i samme seng. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får råd til at bo i lejligheden alene, og vi bliver måske alligevel nødt til at flytte. Jeg er ansat af min ekskæreste, men ved ikke, hvor længe han vil beholde mig, efter mine opgaver er afsluttede.

Eller:

Jeg blev mor første gang som 19 årig i slutningen af 2.G. På trods af en sagsbehandler der mente at jeg aldrig ville få en uddannelse, var jeg på det tidspunkt den første studerende, der blev student fra Ishøj Amtsgymnasium efter at være blevet mor. I 2006 blev jeg mor igen, og tre år senere gennemførte jeg lærerseminariet.
På trods af voldsom stress i forbindelse med min ældste datters psykiske sygdom og egen kroniske sygdom, har jeg formået at holde mig på arbejdsmarkedet i et fleksjob. Først som kirkesanger, sognemedhjælper og minikonfirmandunderviser, derefter som tekstforfatter. To jobfunktioner som jeg ikke er uddannet til, men har mestret alligevel og på trods af et ‘fuldtidsarbejde’ som personlig assistent for et alvorligt psykisk sygt barn.
Da min kæreste og jeg for nylig gik fra hinanden, besluttede jeg at få to roomies. Det gjorde jeg for at kunne blive boende, så min yngste datter ikke skulle skifte skole igen, vi kunne beholde hunden og jeg kunne få råd til at starte min egen selvstændige virksomhed.

Nu ved jeg jo af gode grunde ikke, hvad andre tænker, når de hører min historie. Men jeg ved, at den sidste historie får mig til at føle mig stærk og værdifuld, hvorimod den første historie fylder mig med skam. Det sjove er, at det er præcis samme historie, men måden, den bliver fortalt på, har enormt stor betydning for, hvordan jeg ser mig selv, og hvordan jeg møder omverdenen. Og nej, jeg kommer aldrig til at passe ind i ‘normen’. Men det gør  mig hverken til et dårligere menneske, eller en dårligere mor. Det gør mig bare til mig.
Historien om min datter: Hun var den dejligste lille trold nogensinde. Den dag hun blev født, åbnede himlen sig. Hun kunne tælle til 10, da hun var 10 måneder. Da hun var 1 1/2, havde vi fulde samtaler. Hun analyserede Bambi, da hun var 4. Hun har den smukkeste stemme og et hjerte af guld. Hun er mit livs lys og ja, hun er borderline. Jeg elsker hende til månen og tilbage igen!

Så tænk over, hvilke historier du fortæller dig selv. Måske har du glemt at se helheden, mens du panisk prøvede at samle puslespillet.

Stella Betak

 

Tabu

Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
“Du er fandme den fucking værste mor i verden!” bryder hun tavsheden med et gutturalt skrig. En lyd og et budskab der bliver hængende i luften, indtil hun tager tilløb til det næste. “Du har altid fucking mere travlt med din fucking kæreste og gøre som han vil have, end du har med at passe dine børn! Se hvordan jeg er blevet og nu gør du det mod min søster! Prøv at tænke på dine fucking børn, før du tænker på dig selv! De skulle fucking komme og tvangsfjerne hende, inden du også ødelægger hende!”
…Så er jeg? En dårlig mor? Ja, nogle gange! For jeg er menneske med alle de fucked-up mønstre, som man nu har tillært sig. Alle dem jeg endnu ikke er klar over, og dem jeg arbejder på at slippe. Og gør jeg som min kæreste vil have? Ja, nogle gange, andre gange er det ham, der må gå på kompromis.
Og ja, jeg er en dårlig mor, for nogle gange, i situationer som ovenstående, så hader jeg min datter! Jeg hader hende, fordi hun ved præcis, hvor hun skal trykke for at forårsage allermest smerte. Og jeg hader hende for at være syg! Det er ikke fair, for hun mener intet med det hun siger, og hun er jo ikke syg med vilje. Og jeg ved at hun elsker mig! Vi elsker hinanden!
Men på dage hvor jeg har siddet i røret i flere timer for at komme i kontakt med sagsbehandler, læger og psykologer. Lagt hele mit liv på hylden for at passe hende, for derefter at modtage en svada om hvor dårlig en mor jeg er, så er det altså svært ikke at blive følelsesmæssig påvirket af hendes beskyldninger. Så kan jeg ikke se igennem hendes sygdom, trække på skuldrene og sige “pyt”. Nej, jeg bliver rigtig vred og rigtig, rigtig ked af det! Og så er det svært at elske…
Men jeg er også en god mor! Den bedste mor! For selvom jeg ved, at takken for mine anstrengelser er at skulle stå til måls for alverdens beskyldninger,
image
bruge mine sidste penge på at afdrage en pusher, der hedder noget i stil med ‘doggy’ for at understrege hans ‘coolness’ eller sætte mit eget liv på hold for at bære hende igennem sit, nogle gange endda mod hendes vilje. Så gør jeg det, og jeg gør det igen og igen og igen! For jeg elsker hende højere end livet selv.
At leve med ubehandlet borderline KAN VÆRE et terrorregime! Både for den der har Borderline og for den pårørende. Og hvis vi skal gøre op med tabuet, må vi også kræve at det er ok at italesætte de grimme følelser.
Men hvem må italesætte dette tabu? Og i hvilke fora? Nedenstående er et citat fra Mads & Monopolet. En udtalelse der skabte meget frustration fra Borderline lidende og pårørende.
”Borderline det er så massivt, fordi man bliver hele tiden beskyldt, der er hele tiden nogen, der laver drama og laver projektioner og beskylder én for ting, de selv har fortrængt, at de føler. Det bliver så skørt. Altså man bliver drevet til vanvid. Og man bliver fuld af had. Og det er enormt synd for de mennesker, der har den diagnose, men de er meget svære at elske. De er næsten umulige at elske.”

Citat: Hella Joof

Det er muligt jeg kommer på kant med nogen nu, men jeg må indrømme at jeg giver Hella ret. 100% ret! Hvis vi begynder at lade som om at Borderline ikke er et problem, hvordan skal vi så få den hjælp og støtte vi har brug for, både som lidende og pårørende?
Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
Så kan vi ikke blive enige om, at vi fremover vil kalde en spade for en spade, og en skovl for en skovl? Jeg takker Hella for at starte.

Stella Betak

Uden formål

 

Uden formål
I dag da jeg var ude på min morgen motions tur, kom jeg forbi dette fantastiske skilt: “Det her skilt har intet formål” og det mindede mig om, hvor vigtigt det også er, at være uden formål.
For 6 måneder siden gik jeg fra min kæreste. En meget voldsom beslutning af mange forskellige årsager. Han var min allerbedste ven i verden. Vi kunne tale om alt, lige fra psykisk sygdom, iværksætterdrømme, forretning, opdragelse af vores børn, kærlighed, spiritualitet og ja, vores fælles tro på aliens (ja, jeg har en staniolhat) (nej, det har jeg faktisk ikke, men måske jeg skulle overveje det?).
Hans indtægt var det bærende fundament for min eksistens på flere områder. For det første er jeg ansat af ham i fleksjob, og jeg tjener ikke nær nok til at kunne bo i vores lejlighed alene. Min datters hjem var derfor stabilt pga ham. Men kærligheden var væk, og tilbage var venskabelige følelser. Da han beslutter at skulle opholde sig længere tid i udlandet, beslutter jeg, at det må være enden på “os” og starten på “mig”.
Hele min og min datters verden bliver vendt på hovedet. Hvor skal vi bo? Hvordan får vi hverdagen til at hænge sammen, med en meget mindre økonomi? Bliver vi nødt til at skille os af med vores elskede hund? Store beslutninger skulle træffes, men da vi går hvert til sit bliver jeg opslugt af en lammende sorg. Det går op for mig, at jeg har lagt nøglen til min egen lykke, i min kærestes lomme, og nu da han ikke er min længere, er lykken det heller ikke… So what to do?
Det er så sjovt med universet. For bedst som man beslutter sig for et mål eller ønske, så er det som om, at alle kræfter samler sig og åbner døre, hvor der før var høje mure. En dag dukker Soulaima Gourani op på min facebook. Hun har et webinar kaldet “Frem i livet”. Webinaret løber over 4 gange, og omhandler livsdesign. Jeg tænker “hey, det er gratis, why not?”
Jeg sætter mig ned og prøver at skabe et overblik over, hvad lykke er for mig. Det der først står klart er, at jeg bliver nødt til at komme ud af fleksjobbet. Jeg må finde en måde, hvorpå jeg kan forsørge mig selv og min datter, på trods af mit handicap og begrænsede kræfter. Jeg bliver drænet af at være i systemet. Et system der burde hjælpe mig, men i stedet kvæler mig. Jeg må finde en måde, hvorpå vi kan blive i vores elskede, men også ekstremt dyre lejlighed, så min datter kan blive på sin skole og vi kan beholde hunden.
De sidste 6 måneder har altså været så propfyldt med formål, at jeg helt havde glemt, at det nogle gange også er vigtigt bare at være.
Så i dag vil jeg “være”, helt uden formål!