Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves!

“Ved du hvad, det er simpelthen SÅ forstyrrende, som du sidder der og ryster på hovedet og griner.” brøler han ud i salen. “Det skal stoppe med det samme, er det forstået!” han stirrer på hende med lyn i øjnene. Jamina havde siddet i sin egen verden, kun med fokus på de løgne der kom fra vidneskranken. Og hun kæmpede mod det temperament, der så mange gange havde taget kontrollen fra hende og ledt hende i uføre. Hans stemme river hende ud af hendes boble og hun kigger forskrækket op. Med en klump i halsen siger hun halvkvalt, “Jamen jeg prøver også!”. “Du skal ikke sidde her med de der halvflabede kommentarer, de gavner dig ikke.” svarer han stadigt brølende. “Jamen jeg er ikke flabet, jeg prøver!” prøver hun at forsvare sig selv, men det er tydeligt at han ikke vil høre. “Du skal sidde stille og lytte til vidnet.” “Jamen…” Hun bliver afbrudt. “Du skal prøve!” “Jeg prøver også” siger hun i håbet om at han vil se og forstå, men hendes bøn bliver afvist. “Du prøver ikke, og du skal prøve NU!”. Han stemme skærer gennem retssalen og hun hvisker et stille ja.
Endnu engang bliver hun misforstået og afvist. Det er det samme der sker, hver gang hun bevæger sig ud. Om det er samtaler med pædagoger, sagsbehandlere, socialrådgivere eller i dette tilfælde dommeren, så bliver hendes forsøg afvist, og hun bliver stemplet som uopdragen. Der er aldrig noget der er godt nok. Og det på trods af, at havde vi været et år tilbage i tiden, havde hun rejst sig op og væltet hele salen. Men ingen ser hendes kamp mod hendes handicap. Hun er reduceret til et uopdragent skarn, der skal sættes på plads.
Som scenen udfolder sig kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med tusindvis af spørgsmål. Hvorfor ved dommeren ikke, at han sidder overfor et ungt menneske med en reel diagnose, der gør det nærmest umuligt, at honorere de krav han stiller, når nu det rent faktisk står i hendes sagsakter? Hvorfor har dommeren ikke lært, hvordan sådanne mennesker skal håndteres? Og var han mon blevet lige så sur, hvis det havde været et synligt handicap, der gjorde hende ude af stand til at agere i retten, som man bør? Var hun for eksempel født uden ben, ude af stand til at rejse sig som man skal, når dommeren træder ind i retslokalet. Var hun så også blevet irettesat? Jeg tror det næppe.
I stedet bliver hun dømt. Og hun bliver dømt hårdt! Som om man kan straffe psykisk sygdom væk. Og ved du hvad? Gid man kunne! Gid at denne straf ville fjerne alle spor af psykiske lidelser. Hendes borderline ville fordufte som dug for solen, intet spor af angst eller PTSD. På mirakuløs vis pist forsvundet. Men det er ikke rigtig sådan det fungerer, er det vel?
Da vi kom ud af retten, stod jeg så fortabt som altid, når jeg har stået ved siden af min lille soldat. Set hende udkæmpe en krig mod en hær langt større og overlegen end hende selv. Hun kæmpede som en gud!
Og mens jeg står der, kæmper jeg min egen lille kamp med at holde smilet på læben. For jeg er så stolt. Så stolt over, at hun gik ind i retten og stod op for sandheden, selvom hun var sluppet billigere ved at lyve. Stolt fordi jeg så hvordan hun kæmpede og vandt over sine indre dæmoner. Og stolt fordi hun tager sin dom med oprejst pande. Jeg er ved at revne af stolthed. Jeg vil for intet i verden ødelægge hendes glæde.
Da jeg satte hende af på Hovedbanegården startede tårene. Jeg synes jeg har oplevet temmelig meget smerte i mit liv, men ingen smerte overgår den, når man ser sit barn brutalt blive kørt over af et system gang på gang på gang. For hvor er det dog uretfærdigt, at hun endnu engang skal straffes for sit handicap. 19 år gammel og hun ved ikke hvad det vil sige at blive anerkendt for sin fremgang. 19 år gammel og dømt som kriminel, fordi hun aldrig har fået den hjælp hun havde brug for. Og de rigtige kriminelle, nemlig dem havde pligt til at hjælpe hende da hun som lille begyndte at vise de første tegn. De kan sove roligt i deres seng og være taknemmelige for, at netop ikke de blev født med et handicap, der gjorde dem ude af stand til at leve et normalt liv og netop deres børn blev forskånet for det samme.
Da jeg kom hjem til min yngste datter og tårene stadig ikke ville holde op med at falde, måtte jeg prøve at forklare, at mødre græder for deres døtre. Det er det mødre gør!
Tårene banker stadig på, men stille og roligt viger de tilbage og bliver erstattet kampgejst.
Jeg vil ikke lade dumhed sejre!

Stella Betak

Peter Lund Thorsager

Min ven Peter
Jeg er så heldig at være en del af et større netværk af nogle temmelige seje mennesker, og Peter Lund Thorsager af een af dem. Peter er uddannet stresscoach og har sin egen virksomhed, hvorfra han tilbyder en række forskellige ydelser.
Jeg spurgte Peter om ikke han kunne tænke sig, at skrive et lille indlæg til min blog om stress, og det er der kommet følgende ud af:
Lidt mere overskud i hverdagen? Hvem vil ikke gerne have det?
Stress er et ord som bliver brugt i flæng, og derfor kan det fremstå i nogens øjne som noget pjat, og henkastet vil man feje problemet af bordet med at sige – ”ja vi har jo alle vores at se til”.
Så er det måske en idé at komme ind på hvad stress er, og for at det ikke skal blive en lang og klinisk forklaring, så er det kort sagt en belastningsreaktion som følge af længerevarende psykisk eller fysisk belastning. Stress er faktisk en nødvendig og naturlig reaktion i kroppen, hvis vi skal yde maksimalt. Det er en kæmp eller flygt reaktion. Andre ”pattedyr” har også dette nedarvede instinkt for at kunne overleve.
Så hvis det er en naturlig del af vores liv, og helt fra urtiden et instinkt, hvorfor kan vi så ikke håndtere det, men bliver syge af det? Det er fordi denne her tilstand, kun er tænkt skal vare kort tid. Altså hvis man ikke får sig restitueret ind imellem disse belastninger, så kan det få katastrofale følger.
Når det er på jobbet man stresses, kan man ofte restituere sig når man kommer hjem, men det kan være svært som pårørende til et familiemedlem som er psykisk syg, for så kommer restitutionsperioden ikke bare af sig selv.
Hvilke muligheder har man så? Her i dette forum, så bliver jeg nød til at generalisere, hvilket jeg godt ved man ikke kan, og så alligevel. For det handler om, at man som pårørende får skabt sig et frirum, hvor man dels får slappet af, men også beskæftiger sig med det som man har lyst til og som giver en energi.
For at du kan skaffe dig tid og rum, så er det vigtigt at få det planlagt. Hvis du har en partner, så vil det være nærliggende at i får aftalt frirum for hinanden. Hvis man er alene, så må man trække på familie eller venner. Det er vigtigt at du får øje på de muligheder som du har, for at du kan få den nødvendige restitution. Hvis du går ned med flaget, hvem skal så være støtte for dit barn eller ægtefælle som er helt afhængig af dig. Til eksempel, så plejer jeg at bruge den med iltmaskerne i flyveren. Her fortæller stewardessen når hun gennemgår sikkerhedsinstrukserne, at man som voksen selv skal tage iltmasken på først, og derefter give den til sit barn. Det er et godt billede på, at hvis man ikke selv har overskud, så har men det heller ikke til andre. Og med konstant underskud, så brænder man ud.
Mindfulness-øvelser er rigtig gode og der findes en del apps som kan downloades. Nogen er gratis, andre koster et mindre beløb. Jeg bruger selv den som hedder Insight Timer. Find 20 minutter på dagen hvor du kan slappe af uden forstyrrelser. Dernæst, så et andet helt almindeligt godt råd. Gå dagligt en god lang tur i rask tempo i mindst en halv time. Simpelt – men det virker! Stressen bliver simpelthen brændt af ved en god spadseretur – uden mobil – men gerne med hund😊. Mange siger, at det kan de ikke finde tid til, men tro mig, det kan man godt. Jeg har ofte i samtaler med klienter hjulpet med at finde den nødvendige tid.
Da jeg tog stresscoachuddannelsen sagde min underviser, at han tænkte som regel aldrig på noget, for det kom der ikke noget godt ud af😉. Forstået på den måde, at vi mennesker som har tankens kraft, ofte bruger den til at vi bekymrer os. Ofte helt unødigt, da de sjældent bliver realiseret. Bekymringer tapper os for god energi, og gør os stressede. Derfor så er det vigtigt at være i nuet, også tankemæssigt. For du kan faktisk godt styre dine egne tanker – hvem skulle ellers? Øv dig i at tænke på det som du gør lige nu, i stedet for at tænke på det du skal nå om lidt. Øv dig i at tænke positive tanker. F.eks. om morgenen i brusebadet, så tænkt på hvor dejligt det er at være i bad, i stedet for at tænke på om der er nok yoghurt til morgenmaden. Det kan du alligevel ikke gøre noget ved lige nu, men du bliver bekymret ikke? Kan du bruge det til noget? Svaret er selvfølgelig nej.
Ovenstående er bare et par tips til hvad du selv kan gøre, og som måske kan give dig lidt mere overskud i hverdagen. Ved godt det ikke er nemt at ændre sine vaner, men tro mig, vi har alle nogle valgmuligheder, og for at vi kan vælge noget som er sundt for os selv, så skal vi vælge noget usundt fra, men det er helt op til dig.
Tak fordi i gad læse ovenstående. I kan følge mig på www.hrthorsager.dk hvor dette indlæg er en del af mit nyhedsbrev, som udkommer jævnligt med forskellige tips til hvordan man kan undgå stress, eller bedre kan håndtere det hvis man har ramt muren.

Peter Lund Thorsager

Du kan også følge Peter på facebook.

Jeg er bange for…

Jeg er ikke bange for døden. Jeg længtedes efter den, da jeg var ganske ung og ikke vidste, hvordan jeg kunne leve eller leve op til livet. Jeg frygtede den, da jeg blev mor og var ved at miste min ældste datter og jeg stirrede den i øjnene, da den tog livet fra min bedstefar. Døden er fredfyldt og nådig.
Jeg er ikke bange for døden, for den har jeg mødt.
Men jeg er bange for aldrig at leve. Sådan rigtig leve. Ikke bare overleve, for det ved jeg godt, hvordan man gør. Det er jeg mester i. Men at leve, har jeg stadig til gode.
Jeg er bange for aldrig at leve.
Jeg er også bange for kærligheden. Ikke kærlighed – den har jeg mødt. Kærlighed fra mine forældre, der elsker mig for det meste. Kærlighed fra mine døtre, der elsker mig, bortset fra de øjeblikke hvor de hader mig. Kærlighed fra familie, venner og også mænd. Kærlighed har jeg mødt, den er mig og jeg er den.
Men ikke kærligheden – Kærligheden der tåler det grimme og uskønne, den der tåler det akavede, pinlige og småskæve. Den der stadig er der, når stemmerne forstummer, når vreden er klinget af og kun tårene og stilheden er tilbage.
Kærligheden der rummer det hele, både det gode og det onde. Kærligheden der tilgiver, giver og tager imod.
Ironien er, at jeg er lige så bange for ikke at møde kærligheden, som jeg er for at møde den. For tænk at møde kærligheden blot for at den forlader mig igen, når den finder ud af, at også jeg kun er menneske. Fyldt med fejl og mangler. Et lille menneske med en kæmpe rygsæk. En byrde…
Jeg er bange for kærligheden!

Stella Betak

Godt nytår i borderline land

Gad vide hvilken funktion bebrejdelser egentlig har… Jeg kan i skrivende stund ikke komme i tanke om en eneste god ting bebrejdelser nogensinde har bragt med sig. Og det er uanset om vi taler om selvbebrejdelse eller bebrejdelse af andre. Selvbebrejdelse er dog det vi ekselerer i, i vores familie.


Mit år 2017 kom til at handle om at tage ejerskab over mit liv. Rydde op i gamle vaner der holdt mig tilbage fra at leve det liv, jeg ønskede for mig selv og mine piger. Nemlig et autentisk liv, hvor man gør, hvad man kan, med de kort man har fået på hånden.
På mørke dage kan jeg godt have lidt ondt af mig selv og føle, at jeg har fået givet en rimelig dårlig hånd. Min krop har aldrig gidet det samme som mit hovede. Allerede som barn kæmpede jeg med helbredet og som årene er gået, er der kommet flere skader og sygdomme til. Derudover kommer så mine ret så brilliante beslutninger i livet, som både har sat spor på mine muligheder, men endnu værre begrænsninger for mine børns, i hvert fald så længe de lever under mit regime.
I starten af december blev min elskede mormor indlagt. Hun har altid døjet forfærdeligt med astma, men denne gang var den i selskab med en alvorlig KOL og en hjerteklap der ikke rigtig kan mere. Min mormors indlæggelse gav anledning til at reflektere over livet. Hendes liv og den retning det har taget sat op imod mit eget.
Min mormor og jeg har frygtelig meget tilfælles. Vi blev begge mødre i en meget ung alder og vi har ikke taget de bedste beslutninger, når det kom til mændene i vores liv. Og præcis de mænd og konsekvensen af de mænd, har sat betydelige spor i den drejning vores liv har taget – både på godt og ondt.
Men min mormor og jeg adskiller os dog på et meget væsentligt punkt. Nemlig selvbebrejdelse. Der findes så uendelig meget man kan bebrejde sig selv for, hvis man først går i gang! Og det har helt sikkert været medvirkende årsag til min mormors skrantende helbred igennem de senere år. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere ensomt, end at skulle bære alle de bebrejdelser, helt alene.
Hun har ikke været i stand til at tilgive sig selv de dårlige beslutninger, hun har taget i sit liv. Og det er på trods af, at hun er den eneste i verden der bebrejder hende noget. Alle vi andre elsker hende til skyerne, for det fantastiske, omsorgsfulde og til tider ret skrappe kvindemenneske hun er.
Men sorgen over at de beslutninger hun havde været nødsaget til at tage, havde påvirket hendes børn i en negativ retning, er hun ikke i stand til at slippe. Og jeg forstår godt hvorfor det er svært, ja, næsten umuligt, men jeg nægter at falde i samme fælde, selvom jeg på dårlige dage, skal hive overordentlig godt fat i nakkehårene for ikke at gøre det.
Selv har jeg taget nogle imponerende dårlige beslutninger, men lige som min mormor, var jeg i øjeblikket ikke i stand til at overskue konsekvenserne af disse. Hvordan skulle jeg kunne vide, at min ældste datter ville udvikle borderline? Hvordan skulle jeg kunne vide, at min yngste datters far og jeg, 9 år efter vi indledte vores forhold, ville blive nødt til at kaste håndklædet i ringen. Og at dette ville sætte en lavine i gang, der rykkede os fra Gislinge til Christianshavn, hvilket resulterede i et alvorligt kulturchok for min yngste datter. Så stort at hun pludselig også fik brug for psykologbistand, for at kunne komme tilbage til livsglæden. Hvordan skulle jeg kunne spå om fremtiden. Det er klart at nogle af mine beslutninger var tydeligt dårligere end andre, men det var ikke givet på forhånd, hvordan det ville ende.
Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg selvfølgelig handlet anderledes. Men jeg vidste intet af dette, så jeg tilgiver mig selv min uvidenhed og giver slip. Og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne give denne gave – denne evne – til min elskede mormor.
Hvor ville jeg ønske hun kunne se sig selv gennem vores øjne og for alvor vide, hvor elsket hun er, trods alle dårlige beslutninger og menneskelige fejl – hun er elsket! Og det er både jeg og du som læser også. Uanset hvad vi måtte få at vide, fra vores ustabile pårørende – det er her hvor andres bebrejdelser netop bliver nødt til at blive kastet bort. De gør nemlig heller ikke noget godt.
Så 2017 sluttede i samme ånd som det startede. Nemlig med refleksioner over livet, en stålfast vilje til at leve og ikke blot overleve. Og en stålfast vilje til at eje de dårlige beslutninger jeg har taget, bruge dem til noget smukt og lade selvbebrejdelserne blive i det forrige år, hvor de ingen skade kan gøre.


2018 bliver året hvor jeg fortsat vil kæmpe for at eliminere tabu, skyld og skam i forhold til psykisk sygdom. Jeg vil se dig – og med mine historier, tanker og refleksioner lade dig vide, at du ikke er alene – vi er sammen og vi er mange! Jeg vil kæmpe for en retfærdig og værdig behandling af pårørende, og vores muligheder for hjælp, når vi ikke kan bære byrden alene længere.
Jeg håber også på at ‘18 bliver det år, hvor et mirakel kan forene mit ynkelige helbred med et arbejde, hvor jeg kan forsørge mig selv og skabe nytte.
Så til dig derude. Jeg ønsker dig et fantastisk 2018. Må du blive set, hørt, hjulpet og elsket. Alt det bedste til dig og dem du har kær.

Stella Betak

25. december 2017

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så travl en december, og ydermere lykkedes det mig at blive nedlagt af en vaskeægte manflu bedre kendt som ‘Hugo’. Det var jo egentlig min mening, at jeg ville have delt lidt på bloggen, hver dag fra d. 14. til d. 24. december, men seks dage inde, var jeg sendt til tælling. Nu er jeg heldigvis ved at være helt på benene igen.
Som de faste læsere på bloggen ved, havde jeg aflyst d. 24. i år. Min store datter havde meldt ud, at hun ikke ønskede at holde jul i år, min yngste skulle til sin far og min mor er taget til Gran Canaria med sin kæreste. Så når man ikke har travlt med at skulle planlægge og eksekvere et julemirakel, har man pludselig tid til en masse andre ting.
December i år har i den grad været en øjenåbner. Og jeg har haft så mange aha-oplevelser, at jeg dårligt ved, hvor jeg skal starte.
Men jeg kan jo starte med at indrømme, at jeg hele december har følt mig, som den største fiasko som mor og menneske nogensinde. Efter et brud i foråret kæmper jeg stadig en brav kamp, med en økonomi der i den grad ligger i ruiner og jeg har ingen anelse om, hvordan eller hvornår jeg skal få den på rette spor. Derfor har der heller ikke været råd til hverken juletræ, adventsgaver eller store julegaver i år. Ikke så underligt, at juleglæden har været lidt svær at finde.
Forleden aften da min yngste og jeg var ude og lufte hunden, stødte vi på et forladt juletræ. Samtalen forløb nogenlunde således:
Vicky: “Mor se der er et juletræ.”image
Mig: “Ja, det kan jeg godt se.”
Vicky: “Det er helt alene.”
Mig: “Ja, det er det sørme også…”
Vicky: “Må jeg få det? Se, det har endda en fod.”
Mig: “Man kan da ikke bare tage et juletræ… det er ulovligt.”
Vicky: “Jamen mor, det er jo ensomt…”
Mig: “Tror du det?”
Vicky: “Ja! Skal vi så ikke tage det med hjem?”
Mig: “Jamen skat, det er jo mere dødt end levende! Jeg tror det taber alle sine nåle, inden vi er nået hjem…”
Vicky: “Skal vi prøve?”
Mig: “Hvis du selv kan bære det hjem, så er det dit.”
Hun er under den kriminelle lavalder, så meget vigtig detalje at lade hende om at slæbe det hjem! (ironi kan forekomme)
 
Og sådan endte vi med at adoptere et halvdødt, ensomt juletræ, der lugter en lille smule som om, nogen har tisset på det, men jeg er stadig forkølet, så who cares? – og jeg er ret sikker på, at hverken Vicky eller jeg vil glemme denne jul eller dette juletræ.
Første lektie: De bedste minder kan man ikke planlægge, det er nogen man skaber sammen i nuet.


D. 24 december. Min dag startede kl. 8, da vækkeuret ringede. Mens jeg stod i badet, kunne jeg høre støvsugeren blive tændt. Min 11 årige datter havde støvsuget hele stuen og ryddet bordet efter gårsdagens middag. At min 11 årige datter på eget initiativ vælger at støvsuge og rydde op fortæller mig, at jeg under ingen omstændigheder er en fiasko. Da jeg takkede hende for hjælpen sagde hun bare: “men du gør jo altid så meget for mig!” I did something right ho ho ho…
Anden lektie: Når man siger, at julen ikke handler om gaver, SÅ HANDLER DET FAKTISK IKKE OM GAVER! Hverken for mig eller mine børn. Ikke at de ikke var blevet glade, hvis jeg havde foræret dem den sidste nye IPhone. Men det eneste vi alle ønsker, er at give hinanden kærlighed og modtage den. Og det er heldigvis gratis. Kærlighed kan ikke købes for penge. (og dog… min kærlighed er lige nu til salg for en hovedrengøring og en vinduespudsning… skulle nogen være interesseret).


Da jeg skulle køre min yngste datter til juleaften hos sin far i Gislinge, havde jeg besluttet at slå to fluer med et smæk. Jeg arbejdede for nogle år tilbage som kirkesanger i Kirkerne i Stigs Bjergby og Mørkøv sogne. Og da jeg alligevel var på de kanter, kunne jeg lige så godt kigge ind til den første julegudstjeneste. Vi nåede lige ind i kirken, da jeg af organisten blev beordret at deltage i motetten og postludiet.
Tredje lektie: Jeg havde helt glemt… og måske vidste jeg det slet ikke før i dag. Men mennesker i min fortid, holder altså stadig af mig, trods det at de hører fortiden til. Og måske skal de derfor også have en plads i min nutid… og i min fremtid? I hvert fald, skal de have en plads i min juleglæde og i mit hjerte.


I aftes var jeg blevet inviteret ind til min nabo og spise ‘ikke-jul’. Grillet hummer var på menuen og intet spor af jul. Inden jeg for alvor vendte snuden hjemad, smuttede jeg lige forbi en gammel studiekammerat for at ønske hende og hendes familie glædelig jul.
Fjerde lektie: Juleglæden ligger i relationer. Ikke nødvendigvis familierelationer, men kærlighedsrelationer. Og Gud hvor er jeg velsignet på det område.


Så nu sidder jeg her på sofaen kl. 02.35. Iført mine splinternye Wonder Woman sokker, en sovende hund ved min side og et glas rødvin og funderer jeg lidt over, hvordan livet egentlig udspiller sig på den mest overraskende og underfundige måde.
Det sjove ved denne ‘ikke-jul’ er nemlig, at den på mange måder er den mest ‘julede’ i ånden, jeg nogensinde har haft. Og det er på trods af, at intet var som det plejede eller skulle være.WonderWoman
Hvad er så konklusionen? Jeg kan jo se på diverse pårørende fora, at julen på ingen måder har været nem for Jer. Nogle har måtte gå på listefødder for ikke at starte en krig eller en lavine af bebrejdelser, andre har forladt eller er blevet forladt. ‘Borderlinen’ har været allestedsnærværende og dikteret hyggen eller manglen på samme. Og jeg må indrømme, at lige så meget jeg har savnet Jamina. For hun er savnet hver dag, hver time og hvert minut, så har jeg under ingen omstændigheder savnet sygdommen. Jul og ‘borderline’ er bare ikke gode venner!
Det eneste jeg ønsker mig til næste år, er at den forbandede sygdom vil forsvinde, så jeg kan få min elskede datter tilbage. Og indtil da, vil jeg fokusere på og nyde alt det andet gode, der heldigvis er i mit liv.
Tak til alle Jer smukke mennesker der er i mit og mine pigers liv. Og tak til alle Jer, der læser med herinde. Jeg ønsker Jer alle hver og een en velsignet jul.

Stella Betak

6. Bud – Vær noget for andre

cold-toy-teddy-bear-product-stuffed-animal-bless-you-1375447-pxhere-com.jpgJeg ligger stadig og raller med en genstridig forkølelse. Den har efterhånden fulgt mig så længe, at det er ved at være på tide at give den et navn. Jeg tænker Hugo… Hugo er vidst et godt navn til en forkølelse, der ikke gider slippe.
Og mens jeg ligger her i min rallen og keder mig lidt, så kom jeg lige til at sige ja til, at medvirke i et eller andet fjernsynsprogram i eftermiddag/aften. Så nu er jeg igen både presset på tid og fysisk overskud. Hurra for panodiler og næsespray, de kan da hjælpe med det ene af de to. Tror morgendagens indlæg, må handle om at ‘trække stikket’…
Men tilbage til det det egentlig drejer sig om, nemlig låge nr. 6.

6. Bud – Vær noget for andre.

I kender det sikkert godt, at det nogle gange kan være en enorm befrielse, når en ven kommer til en, med hvad der for dem er et kæmpe stort dilemma, men for dig, i din situation, en petitesse.
Ud over at nærmest alle problemer blegner i sammenligning med at have et alvorligt sygt barn, så er det også ‘rart’ (på samme måde som når man ser de der klamme bumse videoer på YouTube), at man ikke selv er følelsesmæssigt involveret.
Men det kan også være endnu en byrde. Vi er har så mange kasketter på i løbet af en dag, så vi er lige ved at bukke under for vægten. Vi er hele tiden noget for andre, og sjældent/aldrig noget for os selv. Men jeg lover at denne ikke er en byrde.
Det drejer sig nemlig ikke om, at skulle løse andres problemer. Det handler om at sprede den juleglæde, man ikke selv kan finde. Og det sjove ved juleglæden er, at den er i familie med kærlighed. Og ligesom kærligheden kommer den tilbage i tusindfold, hvis man tør springe ud i det.
Så jeg vil udfordre mig selv og Jer der læser med til at:

  • smile til dem du møder på din vej
  • vær rar og overbærende i trafikken
  • giv en forlomme i kaffekøen
  • smid en chokolade-nissemand i dine kollegers postbakke m.m.

Skriv gerne en kommentar, hvis du allerede har gjort noget lignende, om hvad du gjorde, og om det førte noget godt med sig.

5. Bud – Lad vær med at sammenlign

tree-branch-light-reflection-blue-christmas-tree-90918-pxhere-com.jpgSikken voldsom trængsel og alarm – og jeg render rundt med hovedet under armen for at få enderne til at mødes. Samtidig plejer jeg en noget stædig forkølelse, der har fulgt mig siden november. Men for hvad – og for hvem?
Vi skriver i dag d. 18. december, og det eneste jul der er hos os, er de 5 julekugler jeg købte i starten af måneden og derfor ikke var gemt væk i kælderen, en juledekoration jeg har fået af min mor og min datters 3 julekalendre… Jeg kan slet ikke finde juleglæden i år.
Det er uden sammenligning den mest ynkelig jule-præstation jeg nogensinde har leveret!
Så da min datter kom hjem, fra weekend hos sin far, 2. søndag i advent, kiggede jeg hende dybt ind i øjnene og sagde undskyld – Jeg er den dårligste mor i verden! Hendes svar: “Hvad mener du?” Mig: “ja, det er 2. søndag i advent og vi ikke engang et kalenderlys!” Hun kigger sig omkring og tilbage på mig: “Det havde jeg slet ikke opdaget!”
Jeg har siden flere gange opfordret min datter til, at vi skulle pynte op, men uden held. Hun gider tilsyneladende lige så lidt, som jeg gider. Så hvorfor stresser jeg, hvad er det jeg skal nå? Er det for at glæde hende, eller fordi man bør og alle de andre gør?

5. Bud – Lad vær med at sammenlign.

Det kan være svært ikke at sammenligne sig selv med andre. Man kigger ind ad vinduer og ser stuer pyntet op og glade mennesker, familier på jagt efter det flotteste juletræ, folk der hygger sig på julemarkeder og man tænker gid det var mig.
Men det vi ser er et øjebliksbillede, og vi ved i bund og grund ikke, hvad andre kæmper med bag lukkede døre. Eller måske er det lige i år, hvor alt for dem er fryd og gammen. Det håber jeg!
Okay, så fik vi ikke pyntet op i år, men vi har hygget, har vi. Og der kommer ikke store dyre gaver under træet, men så gør der måske en anden gang.
I stedet for at sammenligne med hvad alle andre gør, så vil jeg måle min jule-succes på, hvor mange samtaler vi har delt uforstyrret over spisebordet, hvor mange afsnit af julekalenderen vi har set sammen, hvor mange gange vi har spist ris á la mande i stedet for aftensmad.
Jeg vil måle på kys og kram og kærlighed. Og mest af alt, vil jeg lade være med at bruge energi, på alt det jeg ville ønske julen kunne være.

Stella Betak

At tilgive

play-animal-cute-red-color-drink-1035194-pxhere-com.jpg
Det var en mørk og stormfuld aften – og på et eller tidspunkt mellem kl. 18 og 04 mistede jeg både sans og samling. Så dagen i dag har stået på tømmermænd og refleksioner. Jeg bliver sjældent vred, men jeg skal lige love for, at nogen fik trykket på knappen i går. Og så blev jeg endnu engang lidt klogere på mig selv.
Der findes få ting, der virkelig kan sende mig op i det røde felt, men én af de ting er folks mistillid til andres evner eller gode intentioner. Jeg faldt engang over en artikel, der beskrev en undersøgelse, hvor testpersonerne var blevet bedt om at svare på nogle spørgsmål, først ud fra hvordan de selv ville agere i en given situation, og dernæst, hvordan de mente at andre ville agere.
Undersøgelsens konklusion var, at der var en tydelig tendens til, at selvom man aldrig selv ville handle uærligt, mente man alligevel, at andre ikke ville tøve med at hoppe over hvor gærdet er lavest, snyde og sætte egne interesser først.
Så i går sad jeg der i min stiveste brandert og blev mødt at et menneske, der helt alvorligt mente, at man ikke skulle få børn, med mindre man var 100% økonomisk sikker, en sikkerhed der vel at mærke aldrig vil kunne gives. Og at det var urimeligt, at man som enlig mor til to børn, kunne få lige så meget udbetalt på offentlige ydelser, som han tjente efter 10 års anciennitet i hæren.
Jeg har brugt det meste af dagen på at finde ud af, hvorfor jeg blev så vred. For jeg bliver aldrig vred. I hvert fald ikke på den måde, hvor jeg pludselig forvandler mig til en to meter høj ildspyende drage, som jeg gjorde i går.
Jeg er kommet frem til, at manden ganske enkelt ramte ned i den dårlige samvittighed, der har fulgt mig som en skygge siden min datter begyndte at udvise tegn på mistrivsel og senere en regulær diagnose. Den dårlige samvittighed over at jeg ikke kunne beskytte hende mod livet og dets uretfærdighed, og at jeg derved har sat hele familien i den situation, hvor den er afhængig af systemet og oven i dette også skal acceptere andres pegen fingre ad, mistillid, hån og latterliggørelse.
Sandheden er dog langt fra, at jeg har skabt denne situation.

4. Bud – tilgiv

Livet kan være ondt og uretfærdigt. Det tager ikke hensyn til dine drømme eller ønsker. Det tager ikke hensyn til dig overhovedet. Livet ‘er’ bare og så må man lære at navigere i det kaos det er. Nogle gange rider man på bølgen og andre gange ligger man under den og kæmper for at komme op, så man kan trække vejret.
Så lad være med at være for hård ved dig selv. Jeg er sikker på, at du har gjort det så godt du kunne, med de kræfter og den viden du havde. Og livet er ikke din skyld og ikke i din kontrol.
Og tilgiv andre, at de ikke ved bedre. Så længe du med dig selv ved, at du har gjort alt i din magt med de rette intentioner, så må folk mene og tænke hvad de vil.

Stella Betak

Angst

plant-photography-flower-petal-red-color-797773-pxhere.com

Telefonen ringer. Jamina smiler fra displayet: “undskyld mor” stønner hun ind i røret. Hendes stemme er svag og sløret. “Hvad sker der?” spørger jeg. “Undskyld mor! Undskyld… Jeg kan bare ikke holde det ud længere… Jeg ved godt du bliver ked af det.. men jeg kan ikke gøre for det..”. Hun virker så kølig og fattet. Ingen gråd, ingen bæven i stemmen. Hårene rejser sig i nakken på mig, mit hjerte pisker afsted, mens mine lemmer bliver kolde som is.
Mens vi taler, pakker jeg min taske. På en gang hurtigt, men alligevel med den ro der ligger i rutinen. “Hvad er der sket, skat?” spørger jeg, uden min stemme afslører den angst der fylder i mit indre. “Har du gjort noget dumt?”. Spørgsmålet hænger i luften og tusinde tanker når at løbe gennem mit hoved, alle mulige scenarier tegner sig på min nethinde. Det ene værre end det andet.
Jeg lukker hunden ind på værelset, sørger for hun har mad og vand. “…der er blod over det hele…” siger hun med let bævende stemme, “Jamina, jeg ringer dig op når jeg er i bilen, hvor er du henne? er du derhjemme?”, “…mmm… du skal ikke komme!”. Hun prøver at lyde insisterende, men hendes stemme er for svag.
Med lynets hast er jeg nede fra 6 sal. Jeg sidder i bilen og fumler med nøglerne. Først taber jeg dem på gulvet, derefter kan jeg ikke finde tændingen. Mit hovede snurrer og jeg burde slet ikke køre. “Skat?”, “…mmm”, “hvor har du skåret dig?” “…stønnen… “, “skat! Hvor har du skåret dig, og hvor meget?” “… stønnen… over det hele… der er rigtig meget blod mor… undskyld…”.
Lugten af blod rammer mig allerede da jeg åbner døren. Min mave vender sig ved synet af blod der ligger i kager i hendes seng og på gulvet. Der er blod allevegne. Hun har skåret sig fra top til tå.
På en eller anden måde formår jeg at distancere mig fra mine følelser, og jeg handler bare. Vi får stoppet de værste blødninger og tager straks afsted til Bispebjerg hospital.

Alvor

Hjerne er en forunderlig størrelse. På en og samme tid som vi helst vil tro på det negative om os selv, husker vi fortiden for alt det gode. Det er som om, at så snart vores ‘nu’ bliver til ‘da’, bliver det farvet i et skær af lyserød, regnbuer og levende lys.
Men i går blev jeg mindet om et af mine ‘da’. Nemlig da Jamina var allermest selvskadende og hver dag var en kamp for hendes og min egen overlevelse. Da havde jeg ikke overskud til at omgås de venner, som ikke havde oplevet de samme udfordringer.
Jeg magtede ikke at forklare, jeg magtede ikke at forsvare og jeg magtede ikke at høre om alle de dejlige rosenrøde historier fra deres liv.
Det var ikke fordi, jeg ikke undede dem det godt. Men det hele blev bare så ligegyldigt i sammenligningen med alt det forfærdelige, jeg hele tiden skulle forholde mig til.
Jeg lukkede mig inde og venner faldt fra, jeg blev kun mere og mere ensom.

3. Bud – Mærk efter

Du behøver ikke deltage i alle arrangementer, vælg dem ud du og dit barn kan magte og lad resten være. Du behøver ikke have dårlig samvittighed, og du behøver ikke forklare. Måske magter du slet ikke at deltage i noget af det, og så skal du bare lade være. Men, for der er et men! Mærk efter…
Som jeg har skrevet før, er vi mennesker ikke kun én ting, men så snart man bliver forældre til et barn, der har enormt mange udfordringer, bliver man hurtig reduceret til netop ‘blot’ det, forældre.
Mærk lige efter om ikke den indre kvinde eller mand, har brug for at komme med til firmaets årlige julefrokost, eller om ikke det indre barn har lyst til at gå i juletivoli med familien, eller hvad der måtte ligge af tilbud til dig denne jul. Mærk efter.
Ja, small-talk kan forekomme så uendelig ligegyldig, når du lige har siddet på hospitalet eller kæmpet med kommunen hele ugen, eller hvad det er der er svært i øjeblikket, men det er også et øjeblik, hvor du får lov til at være mere end ‘blot’ forælder. Og der er altså noget befriende i, at ‘glemme’ det hele for en stund.
Jeg ved af gode grunde ikke hvad der er det rigtige for dig – Det ved kun du – Så lov mig at mærke godt efter.
Nu vil jeg hoppe i mit mest sexede julepige outfit og tage til julefrokost – måske bloggen i morgen vil lide lidt herunder, men nu er i altså advaret.
Hav en velsignet 16 december.

Stella Betak

Hjerternes fest

Jeg ved efterhånden godt i hvilke situationer, følelsen dukker op. Det må være som med gamle knogler og tordenvejr. Mit ‘gamle’ hjerte har været her før. Mit bryst trækker sig sammen og skaber en knugende fornemmelse, der stråler ned i maven og skaber en klump i halsen. Tårerne presser sig på, og jo mere jeg prøver at undertrykke dem, desto større pres skaber det i halsen, brystet, maven og nu også en dundrende hovedpine.
Ensomheden kommer bragende som en tsunami, der ikke vil stoppe for nogen som helst fornuft. “Ingen elsker mig. INGEN!” lyder det på repeat inde i mit hovede.
Jeg er et godt menneske, og jeg gør gode ting for dem omkring mig. Og samtidig er jeg helt og aldeles værdiløs. Ingen ville opdage det, hvis jeg forsvandt. Eller jo, de ville måske være lettede… Jeg tæver mig selv oven i hovedet med alle bebrejdelserne om fortidens synder. Det er jo min skyld det hele.
Pludselig er jeg opslugt i et underligt inferno af modsatrettede følelser og tanker, som vikler sig ind i hinanden, hurtigere end min hjerne kan nå at vikle dem ud. Og jeg er træt, træt af at kæmpe imod.
Måske skal jeg bare overgive mig til følelserne og acceptere, at det er virkeligheden. Jeg er u-elskværdig! Jamina er psykisk syg, pga. mig. Vicky har alle dage foretrukket sin far. Jeg kan ikke holde på en partner. Jeg kan ikke holde på et job. Og jeg kan ikke holde på mine venner… Jeg er en fiasko!
Og sådan kan jeg blive ved, men nej! Det er ikke sandheden… I hvert fald ikke hele sandheden. Når jeg tvinger mig selv til at kigge op, er der heldigvis en verden af mennesker der vil mig det godt. Og ja, jeg er langt fra fejlfri, men jeg er ikke en fiasko!

2. Bud – Kærlighed

Der findes få ting i livet, der bliver større når man deler dem. Men kærligheden er en af dem. Man kan ikke altid få kærligheden derfra, hvor man ønsker den mest. Nogle gange er Jamina for syg til at elske mig, og jeg har ingen kæreste der kan kysse mig på panden, når fraværet af min datter synes allermest hårdt, ingen kæreste der kan elske mig, når jeg har glemt, hvordan jeg elsker mig selv.
Men fordi jeg har tvunget mig selv til at kigge op, har jeg mødt mennesker, jeg kan elske og det er her jeg lægger min kærlighed. Både hos dem der gengælder den, men også dem der ikke gør. For fødderne af mine eks-mænd, som jeg elskede med hele mit hjerte, mine dejlige piger, mine forældre, min lille familie, moderen jeg mødte på et pårørendekursus, moderen til en pige jeg underviste, mine veninder, mit kor, mine roommates og de mennesker jeg møder på min vej. Og når jeg fokuserer på at finde årsager til at elske og måder at vise det på, så glemmer jeg helt at være ensom. Det betyder ikke at følelsen ikke rammer mig, men jeg ved hvordan jeg skal slå den ned. Jeg skal elske.
Så elsk alt hvad du kan. Kast din kærlighed på dem der vil og kan rumme den og acceptér at ikke alle kan, men elsk dem alligevel.
Som pårørende til en psykisk syg, vil man opleve at ens kærlighed bliver afvist, og det gør så ondt helt ind i sjælen. Nogle gange kan det være svært at abstrahere fra, og smerten får overtaget. Pludselig kan man kun se, den kærlighed der bliver afvist, ikke modtaget eller forkastet, og man glemmer helt at se op, og se dem der gerne vil have den, og dem der med glæde giver kærlighed tilbage, nogle gange giver, uden man har gjort sig fortjent til den.
Så brug julen på at kigge op og kigge efter kærligheden. Vær åben for, at den måske kommer i en helt anden form, end det du troede, du havde brug for, og jeg vil garantere dig for, at du finder den.
hand-snow-winter-coffee-petal-love-910012-pxhere.com

Stella Betak