Godt nytår i borderline land

Gad vide hvilken funktion bebrejdelser egentlig har… Jeg kan i skrivende stund ikke komme i tanke om en eneste god ting bebrejdelser nogensinde har bragt med sig. Og det er uanset om vi taler om selvbebrejdelse eller bebrejdelse af andre. Selvbebrejdelse er dog det vi ekselerer i, i vores familie.


Mit år 2017 kom til at handle om at tage ejerskab over mit liv. Rydde op i gamle vaner der holdt mig tilbage fra at leve det liv, jeg ønskede for mig selv og mine piger. Nemlig et autentisk liv, hvor man gør, hvad man kan, med de kort man har fået på hånden.
På mørke dage kan jeg godt have lidt ondt af mig selv og føle, at jeg har fået givet en rimelig dårlig hånd. Min krop har aldrig gidet det samme som mit hovede. Allerede som barn kæmpede jeg med helbredet og som årene er gået, er der kommet flere skader og sygdomme til. Derudover kommer så mine ret så brilliante beslutninger i livet, som både har sat spor på mine muligheder, men endnu værre begrænsninger for mine børns, i hvert fald så længe de lever under mit regime.
I starten af december blev min elskede mormor indlagt. Hun har altid døjet forfærdeligt med astma, men denne gang var den i selskab med en alvorlig KOL og en hjerteklap der ikke rigtig kan mere. Min mormors indlæggelse gav anledning til at reflektere over livet. Hendes liv og den retning det har taget sat op imod mit eget.
Min mormor og jeg har frygtelig meget tilfælles. Vi blev begge mødre i en meget ung alder og vi har ikke taget de bedste beslutninger, når det kom til mændene i vores liv. Og præcis de mænd og konsekvensen af de mænd, har sat betydelige spor i den drejning vores liv har taget – både på godt og ondt.
Men min mormor og jeg adskiller os dog på et meget væsentligt punkt. Nemlig selvbebrejdelse. Der findes så uendelig meget man kan bebrejde sig selv for, hvis man først går i gang! Og det har helt sikkert været medvirkende årsag til min mormors skrantende helbred igennem de senere år. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere ensomt, end at skulle bære alle de bebrejdelser, helt alene.
Hun har ikke været i stand til at tilgive sig selv de dårlige beslutninger, hun har taget i sit liv. Og det er på trods af, at hun er den eneste i verden der bebrejder hende noget. Alle vi andre elsker hende til skyerne, for det fantastiske, omsorgsfulde og til tider ret skrappe kvindemenneske hun er.
Men sorgen over at de beslutninger hun havde været nødsaget til at tage, havde påvirket hendes børn i en negativ retning, er hun ikke i stand til at slippe. Og jeg forstår godt hvorfor det er svært, ja, næsten umuligt, men jeg nægter at falde i samme fælde, selvom jeg på dårlige dage, skal hive overordentlig godt fat i nakkehårene for ikke at gøre det.
Selv har jeg taget nogle imponerende dårlige beslutninger, men lige som min mormor, var jeg i øjeblikket ikke i stand til at overskue konsekvenserne af disse. Hvordan skulle jeg kunne vide, at min ældste datter ville udvikle borderline? Hvordan skulle jeg kunne vide, at min yngste datters far og jeg, 9 år efter vi indledte vores forhold, ville blive nødt til at kaste håndklædet i ringen. Og at dette ville sætte en lavine i gang, der rykkede os fra Gislinge til Christianshavn, hvilket resulterede i et alvorligt kulturchok for min yngste datter. Så stort at hun pludselig også fik brug for psykologbistand, for at kunne komme tilbage til livsglæden. Hvordan skulle jeg kunne spå om fremtiden. Det er klart at nogle af mine beslutninger var tydeligt dårligere end andre, men det var ikke givet på forhånd, hvordan det ville ende.
Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg selvfølgelig handlet anderledes. Men jeg vidste intet af dette, så jeg tilgiver mig selv min uvidenhed og giver slip. Og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne give denne gave – denne evne – til min elskede mormor.
Hvor ville jeg ønske hun kunne se sig selv gennem vores øjne og for alvor vide, hvor elsket hun er, trods alle dårlige beslutninger og menneskelige fejl – hun er elsket! Og det er både jeg og du som læser også. Uanset hvad vi måtte få at vide, fra vores ustabile pårørende – det er her hvor andres bebrejdelser netop bliver nødt til at blive kastet bort. De gør nemlig heller ikke noget godt.
Så 2017 sluttede i samme ånd som det startede. Nemlig med refleksioner over livet, en stålfast vilje til at leve og ikke blot overleve. Og en stålfast vilje til at eje de dårlige beslutninger jeg har taget, bruge dem til noget smukt og lade selvbebrejdelserne blive i det forrige år, hvor de ingen skade kan gøre.


2018 bliver året hvor jeg fortsat vil kæmpe for at eliminere tabu, skyld og skam i forhold til psykisk sygdom. Jeg vil se dig – og med mine historier, tanker og refleksioner lade dig vide, at du ikke er alene – vi er sammen og vi er mange! Jeg vil kæmpe for en retfærdig og værdig behandling af pårørende, og vores muligheder for hjælp, når vi ikke kan bære byrden alene længere.
Jeg håber også på at ‘18 bliver det år, hvor et mirakel kan forene mit ynkelige helbred med et arbejde, hvor jeg kan forsørge mig selv og skabe nytte.
Så til dig derude. Jeg ønsker dig et fantastisk 2018. Må du blive set, hørt, hjulpet og elsket. Alt det bedste til dig og dem du har kær.

Stella Betak

Angst

plant-photography-flower-petal-red-color-797773-pxhere.com

Telefonen ringer. Jamina smiler fra displayet: “undskyld mor” stønner hun ind i røret. Hendes stemme er svag og sløret. “Hvad sker der?” spørger jeg. “Undskyld mor! Undskyld… Jeg kan bare ikke holde det ud længere… Jeg ved godt du bliver ked af det.. men jeg kan ikke gøre for det..”. Hun virker så kølig og fattet. Ingen gråd, ingen bæven i stemmen. Hårene rejser sig i nakken på mig, mit hjerte pisker afsted, mens mine lemmer bliver kolde som is.
Mens vi taler, pakker jeg min taske. På en gang hurtigt, men alligevel med den ro der ligger i rutinen. “Hvad er der sket, skat?” spørger jeg, uden min stemme afslører den angst der fylder i mit indre. “Har du gjort noget dumt?”. Spørgsmålet hænger i luften og tusinde tanker når at løbe gennem mit hoved, alle mulige scenarier tegner sig på min nethinde. Det ene værre end det andet.
Jeg lukker hunden ind på værelset, sørger for hun har mad og vand. “…der er blod over det hele…” siger hun med let bævende stemme, “Jamina, jeg ringer dig op når jeg er i bilen, hvor er du henne? er du derhjemme?”, “…mmm… du skal ikke komme!”. Hun prøver at lyde insisterende, men hendes stemme er for svag.
Med lynets hast er jeg nede fra 6 sal. Jeg sidder i bilen og fumler med nøglerne. Først taber jeg dem på gulvet, derefter kan jeg ikke finde tændingen. Mit hovede snurrer og jeg burde slet ikke køre. “Skat?”, “…mmm”, “hvor har du skåret dig?” “…stønnen… “, “skat! Hvor har du skåret dig, og hvor meget?” “… stønnen… over det hele… der er rigtig meget blod mor… undskyld…”.
Lugten af blod rammer mig allerede da jeg åbner døren. Min mave vender sig ved synet af blod der ligger i kager i hendes seng og på gulvet. Der er blod allevegne. Hun har skåret sig fra top til tå.
På en eller anden måde formår jeg at distancere mig fra mine følelser, og jeg handler bare. Vi får stoppet de værste blødninger og tager straks afsted til Bispebjerg hospital.

Alvor

Hjerne er en forunderlig størrelse. På en og samme tid som vi helst vil tro på det negative om os selv, husker vi fortiden for alt det gode. Det er som om, at så snart vores ‘nu’ bliver til ‘da’, bliver det farvet i et skær af lyserød, regnbuer og levende lys.
Men i går blev jeg mindet om et af mine ‘da’. Nemlig da Jamina var allermest selvskadende og hver dag var en kamp for hendes og min egen overlevelse. Da havde jeg ikke overskud til at omgås de venner, som ikke havde oplevet de samme udfordringer.
Jeg magtede ikke at forklare, jeg magtede ikke at forsvare og jeg magtede ikke at høre om alle de dejlige rosenrøde historier fra deres liv.
Det var ikke fordi, jeg ikke undede dem det godt. Men det hele blev bare så ligegyldigt i sammenligningen med alt det forfærdelige, jeg hele tiden skulle forholde mig til.
Jeg lukkede mig inde og venner faldt fra, jeg blev kun mere og mere ensom.

3. Bud – Mærk efter

Du behøver ikke deltage i alle arrangementer, vælg dem ud du og dit barn kan magte og lad resten være. Du behøver ikke have dårlig samvittighed, og du behøver ikke forklare. Måske magter du slet ikke at deltage i noget af det, og så skal du bare lade være. Men, for der er et men! Mærk efter…
Som jeg har skrevet før, er vi mennesker ikke kun én ting, men så snart man bliver forældre til et barn, der har enormt mange udfordringer, bliver man hurtig reduceret til netop ‘blot’ det, forældre.
Mærk lige efter om ikke den indre kvinde eller mand, har brug for at komme med til firmaets årlige julefrokost, eller om ikke det indre barn har lyst til at gå i juletivoli med familien, eller hvad der måtte ligge af tilbud til dig denne jul. Mærk efter.
Ja, small-talk kan forekomme så uendelig ligegyldig, når du lige har siddet på hospitalet eller kæmpet med kommunen hele ugen, eller hvad det er der er svært i øjeblikket, men det er også et øjeblik, hvor du får lov til at være mere end ‘blot’ forælder. Og der er altså noget befriende i, at ‘glemme’ det hele for en stund.
Jeg ved af gode grunde ikke hvad der er det rigtige for dig – Det ved kun du – Så lov mig at mærke godt efter.
Nu vil jeg hoppe i mit mest sexede julepige outfit og tage til julefrokost – måske bloggen i morgen vil lide lidt herunder, men nu er i altså advaret.
Hav en velsignet 16 december.

Stella Betak

Hjerternes fest

Jeg ved efterhånden godt i hvilke situationer, følelsen dukker op. Det må være som med gamle knogler og tordenvejr. Mit ‘gamle’ hjerte har været her før. Mit bryst trækker sig sammen og skaber en knugende fornemmelse, der stråler ned i maven og skaber en klump i halsen. Tårerne presser sig på, og jo mere jeg prøver at undertrykke dem, desto større pres skaber det i halsen, brystet, maven og nu også en dundrende hovedpine.
Ensomheden kommer bragende som en tsunami, der ikke vil stoppe for nogen som helst fornuft. “Ingen elsker mig. INGEN!” lyder det på repeat inde i mit hovede.
Jeg er et godt menneske, og jeg gør gode ting for dem omkring mig. Og samtidig er jeg helt og aldeles værdiløs. Ingen ville opdage det, hvis jeg forsvandt. Eller jo, de ville måske være lettede… Jeg tæver mig selv oven i hovedet med alle bebrejdelserne om fortidens synder. Det er jo min skyld det hele.
Pludselig er jeg opslugt i et underligt inferno af modsatrettede følelser og tanker, som vikler sig ind i hinanden, hurtigere end min hjerne kan nå at vikle dem ud. Og jeg er træt, træt af at kæmpe imod.
Måske skal jeg bare overgive mig til følelserne og acceptere, at det er virkeligheden. Jeg er u-elskværdig! Jamina er psykisk syg, pga. mig. Vicky har alle dage foretrukket sin far. Jeg kan ikke holde på en partner. Jeg kan ikke holde på et job. Og jeg kan ikke holde på mine venner… Jeg er en fiasko!
Og sådan kan jeg blive ved, men nej! Det er ikke sandheden… I hvert fald ikke hele sandheden. Når jeg tvinger mig selv til at kigge op, er der heldigvis en verden af mennesker der vil mig det godt. Og ja, jeg er langt fra fejlfri, men jeg er ikke en fiasko!

2. Bud – Kærlighed

Der findes få ting i livet, der bliver større når man deler dem. Men kærligheden er en af dem. Man kan ikke altid få kærligheden derfra, hvor man ønsker den mest. Nogle gange er Jamina for syg til at elske mig, og jeg har ingen kæreste der kan kysse mig på panden, når fraværet af min datter synes allermest hårdt, ingen kæreste der kan elske mig, når jeg har glemt, hvordan jeg elsker mig selv.
Men fordi jeg har tvunget mig selv til at kigge op, har jeg mødt mennesker, jeg kan elske og det er her jeg lægger min kærlighed. Både hos dem der gengælder den, men også dem der ikke gør. For fødderne af mine eks-mænd, som jeg elskede med hele mit hjerte, mine dejlige piger, mine forældre, min lille familie, moderen jeg mødte på et pårørendekursus, moderen til en pige jeg underviste, mine veninder, mit kor, mine roommates og de mennesker jeg møder på min vej. Og når jeg fokuserer på at finde årsager til at elske og måder at vise det på, så glemmer jeg helt at være ensom. Det betyder ikke at følelsen ikke rammer mig, men jeg ved hvordan jeg skal slå den ned. Jeg skal elske.
Så elsk alt hvad du kan. Kast din kærlighed på dem der vil og kan rumme den og acceptér at ikke alle kan, men elsk dem alligevel.
Som pårørende til en psykisk syg, vil man opleve at ens kærlighed bliver afvist, og det gør så ondt helt ind i sjælen. Nogle gange kan det være svært at abstrahere fra, og smerten får overtaget. Pludselig kan man kun se, den kærlighed der bliver afvist, ikke modtaget eller forkastet, og man glemmer helt at se op, og se dem der gerne vil have den, og dem der med glæde giver kærlighed tilbage, nogle gange giver, uden man har gjort sig fortjent til den.
Så brug julen på at kigge op og kigge efter kærligheden. Vær åben for, at den måske kommer i en helt anden form, end det du troede, du havde brug for, og jeg vil garantere dig for, at du finder den.
hand-snow-winter-coffee-petal-love-910012-pxhere.com

Stella Betak

Julekalender – 10 bud til dig der kæmper

light-glowing-celebration-love-heart-rose-1372814-pxhere-com.jpg
I dag er det den 14 december, og der er præcis 10 dage tilbage til den store dag. Julen er for de fleste forbundet med store forventninger, en masse tryghed i ‘vi plejer’ og for en del af os desværre også en masse afsavn.
Som barn tilbragte jeg de fleste juleaftener i en feberdøs. Min lille krop kunne simpelthen ikke holde til spændingen og det til trods for, at mine forældre prøvede at undgå det ved at lade mig pakke gaver op lige fra morgenstunden. Jeg elskede julen, Disneys juleshow, lysene, pynten, duften af gran, dansen omkring juletræet (alene) mens jeg ventede på gæsterne, opmærksomheden fordi jeg var enebarn, kulden og duften af vinter der strømmede ind af bryggersdøren, der stod på klem og mødte duften af julemaden. Jeg elskede krammene og kærligheden og lyden af mine elskedes stemmer.
Jeg elskede det hele.
Som jeg skrev i mit forrige blogindlæg, har min store datter i år valgt slet ikke at holde jul. Hun har alle år kæmpet omkring denne årstid. Jeg tror det er en god kombination af kortere, kolde og mørke dage og følelsen af afsavn og loyalitets krise. Hvorom alting er, har hun i år valgt at prøve at håndtere hendes årlige juledepression ved at ignorere julen. Og det efterlader unægteligt et tomrum i mig, som elskede julen, og i familien.
Heldigvis for mig, er det kun julen hun har valgt fra og ikke mig. Så heldig ved jeg, en del af Jer der læser med ikke er.
Afsavn vil vi alle opleve, om man er pårørende til psykisk syge eller ej. De gamle vil falde fra, men med årene vil der heldigvis også komme nye til. Det svære er dog, når dem der falder fra hverken er gamle eller døde, men blot har valgt anderledes. Man kan føle sig kasseret, at det man har at tilbyde ikke er godt nok, og endda føle at man bliver svigtet. For hvordan kan de vælge mig fra, så jeg sidder her alene. Vi ved dog godt, at det ikke er sådan tingene hænger sammen, men følelser kan være en svær størrelse at tale fornuft til.
Og afsavnet bliver ikke mindre i mødet med andres projektioner om, hvordan julen skal være. Selv har jeg virkelig måtte mærke efter inde i mig selv, når jeg bliver mødt med “Gud nej, skal du være alene?”, “det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på!”,  “er du ikke ked af det?”, “du må hellere end gerne komme og holde jul med os og Vores familie…”. Er jeg ked af det? Nej, det er jeg virkelig ikke! Men hvad der virkelig ville gøre mig ked af det, ville være at sidde hos en anden familie og lade som om, at alt er i den skønneste orden og i den grad blive mindet om at julen ‘der var’ forevigt vil være borte og hengemt til minder vi end ikke har billeder af.
Jeg ved godt at jeg ikke er, som mennesker er flest. Jeg har en vidunderlig evne til at vende selv den sorteste nat til dag. Og nej, i år bliver det ikke jul hos mig, men så bliver det noget andet, og det kan også være godt.
At man bliver devalueret eller blot valgt fra som forældre til en borderliner, er noget man vil opleve i perioder. Det ene øjeblik er man den bedste forælder i verden, det næste den værste og kun sjældent er man en prioriteret del af deres liv, på nær når de mangler penge selvfølgelig. Jeg ved at mange har oplevet og oplever ikke have haft kontakt i flere år. Og at det ikke kun den brudte kontakt til ens barn, men også eventuelle børnebørn der hjemsøger én i julen. Desværre er det et vilkår, vi skal vænne os til og på en eller anden måde udvikle en evne til at overleve; Ikke blot overleve, men leve så godt det er os muligt. Det tror jeg på vi kan.
Jeg vil de følgende 10 dage frem til jul komme med mine bud på en lille julekalender. Jeg kalder den ‘De ti bud til dig som kæmper’.

1. Bud – Elsk dig selv

Jeg er den eneste gennemgående primære omsorgsperson i mit liv, og det ansvar skal jeg tage alvorligt. Jeg skal give den kærlighed til mig selv, som jeg giver til mine elskede i mit liv eller ville give, hvis de ønskede at tage imod.
Det betyder at jeg vil:

  • Købe den rødvin der koster 10 kroner mere og smager 100 kroner bedre.
  • Spise ris á la mande til aftensmad når jeg ikke gider lave aftensmad
  • Springe over hvor gærdet er lavest – jeg køber mine småkager fra Karen Wulff, min Ris á la mande fra Karolines køkken og min konfekt fra Odense Marcipan.
  • Drikke Gløgg lige så ofte jeg kan se mit snit til det
  • Give mig selv lov til at at se anden sæson af ‘The Crown’ på netflix
  • Tage ekstra lange bade
  • Sove middagslur når jeg kan komme afsted med det
  • Kramme ekstra meget på min yngste datter og sende fjern-krammere til den store
  • Og bruge så mange timer det er muligt med mit kor – og jeg takker for alle de arrangementer der har været i julen, for det har gjort det så meget nemmere at være mig

… for det gør mig glad og varm indeni!
Og til dig der kæmper med mørket, kan jeg minde om, at der i dag er 7 dage til vinterjævndøgn, og så går vi igen mod lysere tider – du klarede det – high five til dig!
Skriv gerne i kommentarer om hvordan du vil elske dig selv i denne (bitter-)søde juletid – Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Stella Betak

Nu det jul igen…

Jeg træder ind af døren. Varmen lægger sig om mig som et tæppe. Her dufter af en god blanding af gløgg, æbleskiver, andesteg, flæskesteg og rødkål. Her dufter af jul og dejlige minder. Inde fra stuen kan jeg høre en sagte mumlen. Det er velkendte, glade og kærlige stemmer der kærtegner mine øregange. Jeg giver mig med vilje god tid til at tage overtøjet af, så jeg kan nå at indfange stemningen.
Det har været en skøn dag med tre julegudstjenester i en proppet kirke. Jeg har sunget mine yndlingssalmer og hilst på vores faste kirkegængere. Glade voksne og forventningsfulde børn. Ønsket mine kolleger glædelig jul med det obligatoriske glas portvin inden turen gik hjem til familien. Helt passende og på magisk vis bliver der spillet ‘Driving home for christmas’ af Chris Rea i radioen, mens jeg med ro og kærlighed i kroppen, kører gennem det sneklædte landskab.
Jeg vender tilbage til nuet, da Vicky og Jamina kommer løbende ned af gangen. De har hørt, at jeg er kommet hjem og viser mig med glædestrålende øjne den første høst fra olderne. Jeg bliver ikke synderlig overrasket, da jeg selv har købt gaverne, men det ved de selvfølgelig ikke, og jeg sætter det mest overraskede ansigt op, jeg kan mestre, til deres store begejstring.
Anders, mormor og Bedste står i køkkenet og tilbereder hver deres del af julemenuen. Det er tydeligt, at der er foregået en form for planlægning, inden jeg er kommet, da de trods den trange plads uden gnidninger får løst diverse opgaver skulder mod skulder. Oldemor sidder og gnasker på et stykke svær trods reglen om, at ingen spiser svær uden steg. Hun ser svært tilfreds ud og Anders sender mig et indforstået blik, for Gud nåde og trøste enhver anden, der havde gjort det samme – altså stjålet et stykke svær. Morfar og oldefar sidder ved det smukt pyntede spisebord og vender dagens nyheder.
Maden bliver indtaget med en glubende appetit, som det hører sig til i den søde juletid, mens glade stemmer blander sig mellem hinanden. Min far og oldemor er placeret i hver deres ende af bordet for at undgå alt for mange skænderier; De samme skænderier der går igen og igen til alle familiesammenkomster, men aldrig er blevet løst og som fremtiden vil vide, heller aldrig vil. Det er en trist affære, der ligger og lurer under overfladen, men i aften formår vi at holde den på afstand.
Bedste har stået for Ris a’ la manden og den er perfekt som altid. Oldefar har igen i år fået mandlen, selvom han hårdnakket påstår, at det er flere år siden sidst – et underligt spil der går igen år efter år, til megen morskab for os alle. Det er som om julen er bedst, med disse små kærlige mundhuggerier.
Da aftenen er omme og vi vinker farvel til vores gæster, har vi indtaget op til flere retter, åbnet et bjerg af julegaver, spillet gavespil, danset om juletræet, vendt verdenssituationen og sludret om gamle dage. Og nu er er der et helt år til, at det er jul igen – og jeg glæder mig allerede.
celebration-color-holiday-child-christmas-lighting-1087980-pxhere.com
Meget vand er løbet under broen siden da. Kort efter døde min elskede bedstefar af prostatakræft, ca. to år efter døde min farmor af demens. Jamina blev løbende mere og mere syg af sin borderline og både min mor og far og Anders og jeg blev skilt.

… og nu det jul igen.

I år er julen en lidt anderledes flad fornemmelse. Jamina har endelig lært at sige ‘nej’. I hvert fald nogle gange og jeg hylder hende for det. Hun har besluttet, at mange års ‘jule-lede’ og ‘tvangs-glæde’ ikke skal gentages i år, så derfor vil hun slet ikke holde jul; Hverken hos hendes far eller mig.
Vicky skal holde jul hos hendes far og deres nye familie. Min mor og hendes kæreste tager ud og rejser. Hvilket efterlader mig alene med min far… Og guderne skal vide at jeg elsker min far, men også at jeg vitterlig ikke magter at sidde og prøve, at lade som om det er jul og hyggeligt, når det er så langt fra alt, hvad jeg forbinder med julen…
“Nej tak, ellers tak! Måske en anden gang…”
I år trækker jeg i min pyjamas, smider tre liter gløgg på komfuret og skruer op for Netflix. Jeg har ikke ondt af mig selv, ikke den mindste smule! Faktisk glæder jeg mig lidt – og samtidig glæder jeg mig over, at julen heldigvis ikke vare lige til påske.
Må juleglæden være med Jer!
 

Stella Betak

Sorg

Der har været mange skelsættende år i mit liv. Det år jeg fik min ældste datter. Det år hendes far og jeg brød meget voldsomt. Det år jeg mødte min yngste datters far. Det år jeg fik min yngste datter. Det år jeg blev uddannet og ansat som lærer. Det år min ældste datter, i 2. klasse, forsøgte at hænge sig i et klatrestativ…
Alle disse år ændrede mig i større eller mindre grad. Men det mest skelsættende år, var det år, hvor min ældste datter i en alder af 14 begyndte at drikke, ryge hash, tage stoffer og blive væk hjemmefra. For det var det år, det for alvor gik op for mig, at jeg havde mistet mit barn. Hun levede stadig, jo vist. Men hun var ikke mit barn længere. Det var det år, jeg for alvor stiftede bekendtskab med sorg.
Min definition af sorg, indtil jeg stod i denne situation var, at det er noget man oplever, når man har mistet nogen der står én nær. Først sent blev jeg klar over, at jeg rent faktisk havde mistet. Og som de fleste forældre til psykisk syge børn, så er det et tab man lider ikke blot én men mange gange over tid. At sige at sorgen ikke er sygelig, er bestemt sand for nogen. Og gud hvor jeg håber, at det er sådan for de fleste. For ja, sorgen kan også være en smuk fortælling om, at man har elsket. Men for andre er den forkrøblende og altfortærende.
20170909-DSC_0070
Der er gode perioder, hvor alt næsten synes som ‘gamle dage’, og pludselig, som ved et trylleslag, befinder man sig igen i et parallelunivers, hvor man skal huske, at græsset ikke er grønt, himlen ikke er blå og dit barn muligvis ikke vil overleve det her. Og hvad der er helt sikkert – DU, som det menneske du er i dag, vil ikke overleve!
Ikke alle har lært at håndtere sorg. Og selvom døden både i bogstaveligste forstand, men bestemt også i overført betydning, er en størrelse vi alle vil stifte bekendtskab med i løbet af livet. Har vi ikke alle lært, hvordan man tackler den. Derudover må man ikke glemme at sorg ikke er én ting – sorg er mange ting – og nogle gange alting.
Hvis det til næste år bliver muligt at få stillet diagnosen ‘forlænget sorgforstyrrelse’, hvad vil det så gavne? Måske ingenting. For ingen anden end ‘tiden’ kan afgøre eller afhjælpe, hvordan og hvornår din sorg vil ende. Og ‘tiden’ den utaknemmelige satan, tager og giver ikke igen hvad er tabt.
Jeg sørger hver dag, hver time og hvert minut… Det har jeg gjort siden 2013. Og hvor ville det være rart, hvis der var en mulighed for, at nogen ville anerkende mig i min sorg, trække håndbremsen og række hånden frem.

Hvem er du? – Lidt mere om identitet


Jeg er mor til en psykisk syg datter, men hvorfor er det et problem i forhold til min følelse af identitet?
Det lyder måske som et lille uskyldigt spørgsmål, men svaret må nødvendigvis være meget omfattende.  For svaret rummer både ønsket om at leve op til samfundets normer, samfundets forventninger til ‘mennesker som mig’ (vi elsker, når vi kan putte folk i kasser!) og den følelse af ‘selv’, som man opbygger gennem sit liv (højst sandsynligt farvet af de to foregående præmisser).
Begrebet ‘identitet’ er i sig selv enormt komplekst. Jeg lavede et lille eksperiment på min Facebookside, hvor jeg spurgte mine venner, hvem de var. Jeg fik 11 svar:
1 svarede i forhold til relationer (social identitet) – mor, hustru, svigermor, søster, svigerdatter, tante, svigerinde, kusine, veninde, kollega
1 svarede i forhold til social identitet, udseende (personlig identitet) og forventning til fremtiden – “moderdyret med lange stænger, der måske en dag bliver voksen”.
3 svarede funderet i fortid og nutid med visioner om deres fremtid – drømmeren og survivor. Det er ikke svært at forestille sig, at de, der svarede således, er mennesker, der har kæmpet, og er i en eller anden form for personlig udvikling.
4 svarede at de var sig selv. Uden at uddybe, hvad det egentlig betød.
1 svarede, at hun måtte tænke over det (bonusinfo: hun er mor til en borderliner).
Mønstret i ovenstående er, at det tilsyneladende er svært at definere. Dog lader det til at forældrerollen og drømmen om en positiv fremtid er vigtig for, hvordan vi ser os selv. Det vil sige, at vores identitet både rummer det, vi er, og det, vi ønsker at være. Og det, vi ønsker at være, er allerede -omend kun i form af ønske eller potentiale – alligevel en del af vores definition af vores identitet.
Men er identitet mere end blot relationer og forestillinger om fremtiden? Og kan vi ved at præcisere identiteten gennemskue, hvorfor det kan ende i en identitetskrise, når vi bliver forældre til syge børn? Og kan vi måske endda herefter afhjælpe krisen?
I følgende afsnit tager jeg udgangspunkt i mig selv.
Personlig identitet:
Ydre karakteristik – kvinde, 159 cm lav, overvægtig, lyshåret, blå øjne, smilehul, stor næse, briller/kontaktlinser, efterhånden en fin samling tatoveringer.

  • Den ydre karakteristik er ikke statisk, da den af gode grunde ændrer sig over tid. Der er måske nogle ting som øjenfarve, lange eller korte ben, skønhedsmærker m.m. der givetvis vil gælde til hver tid. Men hårfarve, vægt, kulør osv. vil ændres med alderen.

Karaktertræk – kærlig, omsorgsfuld, temperamentsfuld, kvik, ekstrovert, nysgerrig, idérig, utålmodig, glad, optimistisk, fjollet, ansvarsbevidst, stædig, humørsyg.

  • Vores karaktertræk er semi-statiske. Nogle træk vil blive blive forstærket over tid, mens andre vil blødes op. Jeg er f.eks. ikke nær så temperamentsfuld, som jeg var, da jeg var yngre.

Social identitet:
Uddannet folkeskolelærer, tekstforfatter, enlig mor, skilt, pårørende til psykisk syg, enebarn, datter.

  • Den sociale identitet er også dynamisk. For det første fordi livet er det. Vi lever i en tid, hvor skilsmisseraten er på sit alletiders højeste, og det samme kan siges om risikoen for at blive ramt af psykisk sygdom og/eller blive pårørende. Arbejdsmarkedet ændrer sig markant, og man vil finde, at den stilling, man blev uddannet til, måske bliver overtaget af kunstig intelligens eller på anden måde bliver uddateret.

Kollektiv identitet:
Dansker, kristen, Alternativist, iværksætter, pårørende til psykisk syg (omend kollektivet er en minoritet).

  • Den kollektive identitet er også dynamisk. F.eks har der aldrig været en statisk national identitet – i så fald skulle vores vikingemænd på nuværende tidspunkt være på vej over oceanet i vikingeskibe for at bekrige briterne. Min påstand er, at det er en illusion – Nå men det er en helt anden historie. Pointen er, at selv kollektivet ændrer sig over tid.

Når man rigtig dykker ned i, hvad identitet egentlig er, finder man også ud af, at den faktisk slet ikke er noget alene. Den er dynamisk og afspejler tid, sted og relationer. De fleste, der har befundet sig på et datingsite, har spurgt sig selv, hvordan de på få sætninger, skal kunne forklare kompleksiteten af, hvem de i virkeligheden er. Og som flere også svarede i mit lille eksperiment, har man allermest lyst til at svare: “Jamen, jeg er jo mig!”
Når forvirringen har lagt sig, finder man så forhåbentlig ud af, hvor befriende det er. Jeg er jo det hele, men jeg kan vælge at lægge mine kræfter i de egenskaber, jeg bedst kan lide. Og dem kan jeg vælge at udvikle på. Jeg kan også opdage, at der er egenskaber, jeg ville ønske, jeg rummede, og starte mit arbejde med mig selv på den måde.
Det er klart, at man måske ikke har det store overskud til vilde selvrefleksioner, når man står som pårørende til et alvorligt sygt barn. Men jeg vil alligevel udfordrer dig til at gøre det.  
For mig har det været utroligt befriende at kunne lægge lænkerne af det at være pårørende. Jeg er ikke holdt op med at være pårørende. Jeg vælger bare at bruge min status som sådan i en anden retning. I stedet for pårørende kalder jeg mig nu iværksætter.
Så hvem er jeg? Jeg er under ombygning!
Lige nu tror jeg, denne tekst siger det hele – når det er svært at definere, hvem man er, kan man jo starte med, hvad man i hvert fald ikke er:
 
 

“I am light”

I am light

I am not the things my family did

I am not the voices in my head

I am not the pieces of the brokenness inside

I am light

I’m not the mistakes that I have made

Or any of the things that caused me pain

I am not the pieces of the dream I left behind

I am light

I am not the color of my eyes

I am not the skin on the outside

I am not my age, I am not my race

My soul inside, is all light

I am light

I am divinity defined

I am the God on the inside

I am a star, a piece of it all

I am light

India Arie

Hvis lille monster er du?

Hvis lille monster er du?

Efterlysning:

Hjerte

Sidst set:

Den 5. oktober 2017 – Kl. 16.00

Trekroner centervej 65, 4000 Roskilde

Kendetegn: Utæt venstre ventrikel. Har været knust før og kan genkendes på tusindvis af samlinger.

Min mave murede. Det havde den gjort hele dagen. Små ubehagelige kramper der kunne tilskrives ubehaget ved ikke at vide, hvad det kommende møde skulle betyde for fremtiden. Den sidste time havde vi brugt på at fortrænge årsagen til vores møde. Nervøs latter over café bordet med nachos og kage.
Som altid foregår samtalen med alle følehorn ude. Hvilket humør er hun i i dag? Kan hun tåle humor? Hvilke emner skal jeg holde mig fra? Hvornår kan jeg spørge ind, og hvornår skal jeg holde min kæft? Alle sanser er på overarbejde.
Jeg scanner lokalet, da vi træder ind ad døren. Mit blik er trænet i en grad, så PET ville hyre mig på stedet. Tre sekretærer. En kvinde uden overtøj i receptionen. Jeg kan høre på samtalen, at hun kender sekretærerne godt og vurdere, at hun må arbejde her. Hov, mit blik vender tilbage til sekretæren, der er placeret længst væk… hende kender jeg! Argh.. hvem er det nu, hun er?
Jamina melder sin ankomst, og vi bliver bedt om at tage plads i venteværelset. Jeg stirrer på sekretæren. Hun kigger undvigende, nærmest skamfuld tilbage… Så falder tiøren! Hun var vores nabo for 4 år siden. Ja, hun har selvfølgelig vidst, vi skulle komme. Jamina’er er der alligevel ikke så mange af.
Mine tanker driver et par år tilbage. Det er en kold vintermorgen, og jeg har lige afleveret Vicky i skole. På vej ned ad Prinsessegade får jeg øje på et ansigt, jeg kender. Det er ikke sket siden, vi flyttede. Kan egentlig godt lide anonymiteten ved at bo i København, men nogle gange kan jeg også savne morgenerne i Gislinge, hvor jeg lige kunne nå at hilse på en håndfuld velkendte ansigter.
Ansigtet smiler lidt nervøst tilbage, og hendes blik flakker. Først da jeg er knap en meter væk, går det op for mig, at jeg overhovedet ikke kender kvinden. Eller jo, teknisk set gør jeg jo. Men det er tydeligt, at Ulla Terkelsen ikke vil kendes ved mig. Flot Stella! Du kan ikke genkende din nabo gennem et år, men tror du er BFF med Ulla Terkelsen. Jeg undertrykker et smil, mens jeg lader opmærksomheden glide tilbage til venteværelset.
Mens vi sidder og venter, prøver vi at holde humøret højt. Malerierne på væggene er svære ikke at lægge mærke til. De ligner til forveksling det, mine søde børn stolte slæbte med hjem fra børnehaven. Billederne sælges for en hamper pris på 3-500,- stykket. Man skulle måske overveje at gå i kælderen og se, om nogle af kreationerne har overlevet. Det lader til, at det kunne blive en god forretning.
Manden, der sad i venteværelset, da vi kom, bliver kaldt ind. Gad vide hvad han skulle? Mon han også er kriminel? I know – tyv tror, hver mand stjæler, men vi sidder trods alt hos Kriminalforsorgen, så det er svært ikke at drage konklusioner.
En yngre kvinde træder ind og henvender sig til Jamina. Hun præsenterer sig og inviterer os med ned på et kontor, hun har fået lov at låne. Hun forklarer omhyggeligt, hvem hun er, og hvorfor hun ikke har sit eget kontor. Jeg har glemt det hele, inden ordene runger ud. Det eneste, jeg lægger mærke til, er vigtige detaljer, som hendes meget lange øjenvipper og meget velplejede negle. ‘Gad vide om hun kommer fra Amager?’ Jamina bliver bedt om at redegøre for sin opvækst, skolegang, fritidsinteresser m.m. Og jeg lytter.
To timer går, og Jamina forklarer tålmodigt hendes vej gennem livet. Et kæmpestort råb om hjælp, der blev ignoreret af en kommune, for hvilken økonomi var vigtigere end sine borgere.
Mor kronisk syg. Far med alkohol og stofmisbrug. Mobning i skolen siden børnehaveklassen. Selvmordsforsøg i 2. klasse. Svigt fra lærere, der ikke tog sig af hende. En ledelse der mente, at der ikke findes mobbere, men blot børn der lader sig mobbe! Et system der ikke greb ind, da hun blev yderligere selvskadende. Forvaltninger der pegede væk fra dem selv eller trak tiden ud i uendelige undersøgelser af enten hende, os som familie eller skoler der måske eller måske ikke kunne rumme hende. Intelligenstests der aldrig blev brugt til andet end at dokumentere, at en pige med hendes IQ burde kunne… men kunne hvad? Udredninger i psykiatrien, hvor hun gang på gang skulle fortælle sin historie til endnu et menneske, uden magten til at hjælpe. Lappeløsninger der kun skabte nye fiaskoer hos et lille menneske, hos hvem manglen på selvværd var større end hendes fysiske væsen. Jeg råbte så højt jeg kunne – men ingen hørte os, så os eller hjalp os. Elleve år kom og gik.
SVIGT – PÅ SVIGT – PÅ SVIGT!
Og nu står vi så her. Anklaget for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. KRIMINEL!
OG MIT HJERTE ER KNUST ENDNU ENGANG.
Det er så uretfærdigt, at jeg nærmest ikke kan rumme det. Jamina er blevet svigtet siden den dag, hun blev født, og nu skal hun straffes! Skal man straffes for at sælge stoffer? Ja, gu’ fa’en ska’ man det. Men hvis lille monster er hun? og skal skaberen af monsteret ikke også straffes?
Hendes barndom kommer aldrig tilbage, men er det rimeligt også at tage fremtiden fra hende?
Afsluttende bemærkning: Monsteret går pt. på handelsskole. Hendes drøm er at blive historiker. Spørgsmålet er, hvad er samfundet bedst tjent med? Vi kan enten støtte op om hendes uddannelse, eller sende hende tilbage i det kriminelle miljø, hvorfra hun med møje og besvær har trukket sig selv op.

Skam – Hvilken historie fortæller du?

20170909-DSC_0058.jpg
Mennesket er et flokdyr. Vi er afhængige af hinanden på godt og ondt. Tidligere i langt højere grad end nu. De første mennesker levede i små grupperinger, hvor liv og død afhang af, at man var en enhed. Blev man udstødt fra stammen, var det lig med den visse død. Og selvom meget har ændret sig siden da, ligger der stadig i os mennesker, en grundlæggende frygt for at skille sig ud og blive skilt fra.
Vores stenalderhjerner har ikke fundet ud af, at verden er en anden i dag. At vi i dag har langt flere muligheder for at passe ind i én sammenhænge samtidig med, at vi skiller os ud fra en anden. Og jo mere vi afviger fra normen, desto større bliver behovet for at passe ind og frygten for ikke at gøre. Spørgsmålet er bare, hvilken norm vi egentlig behøver at passe ind i? og hvilken historie vi fortæller om den norm?
Den norm, vi mennesker helst vil passe ind i, er selvfølgelig også den norm med flest rettigheder og omgærdet af størst respekt. Tidligere, og i mange dele af verden stadigvæk, var det derfor det ypperste at være født som hvid mand i overklassen. Heldigvis har der op igennem historien været mennesker, der kunne se det urimelige i, at et vilkår man på ingen måder selv var herre over, skulle betyde i hvilken retning ens liv kunne arte sig. Og i dag kan de fleste af os være med på udsagn som ‘Black power’ ‘Gay rights’ og ‘P*ssy power’. Det er bare ligesom om at ‘Borderline power’ (you name one) eller ‘Pårørende power’ ikke giver den samme form for positive genklang. Men hvorfor gør den ikke det?
Well… vi kan give ‘Tabu’ skylden. Det er super nærliggende og i øvrigt også sandt. Men det er ikke hele sandheden! At være ‘sort’, ‘bøsse’ eller ‘kvinde’ var (er stadig!) også omgærdet af tabu. Men man bryder ikke et tabu ved at skjule det grundlag, tabuet hviler på. Altså – du kan ikke bryde tabuet om at være ovenstående, ved at lade som om du ikke er. Men du fortæller hele historien om, hvad det vil sige at være netop dét.
En del af det at blive/være pårørende til en person med psykisk sygdom er, at man bliver ‘med-lidende’. Det vil sige, at deres diagnose hviler som en trold på dine skuldre. Du skal bære denne trold med dig ud i verden, for der er ingen måde hvorpå du kan lægge den fra dig.
Du har sikkert vendt det hundrede gange i hovedet, hvordan du skal præsentere denne her trold til diverse sociale arrangementer. “Hej jeg hedder (x) og jeg er mor/far/søster/bror/datter/søn til en trold”. Man kan også vente med at nævne det. Men jo længere tid der går, jo mere akavet bliver det, og du begynder at undlade at fortælle dele om dit liv. Det virker heller ikke… Og det er lidt pudsigt med den her trold. For det er som om, at det lige pludseligt er det eneste man er, altså mor/far/søster/bror/datter/søn til en trold. Det føles som om det bliver hele din identitet!
Derfor er det vigtigt at huske, at fortælle hele historien. For tænk nu, hvis det ikke kun er en ondskabsfuld trold, vi render rundt med, men en ‘Grimlin’. Super sød og hjælpsom og kærlig… så længe man ikke sprøjter vand på den ‘that is’!
Jeg tænker meget over, hvilken historie jeg fortæller om mig og min datter. Og mindst lige så vigtigt, hvilken historie jeg fortæller til mig selv.
Her kommer eksempelvis sandheden om mig:

Jeg er mor til to piger med to forskellige fædre. Jeg var 19 år, da jeg blev mor første gang.
I 2009 blev jeg uddannet skolelærer. Efter at have arbejdet som skolelærer i kun 1½ år, gik jeg ned med stress. I dag har jeg fået tilkendt et fleksjob pga. fibromyalgi og PTSD. Forholdet til min yngste datters far gik til samtidig.
Min ældste datter har udviklet en svær personlighedsforstyrrelse, hvilket gjorde at hun efter utallige selvmordstrusler m.m. blev anbragt på specialinstitution, da hun var 16 år. En personlighedsforstyrrelse, der vel at mærke bl.a. tilskrives omsorgssvigt fra moderens side i de tidlige barneår.
Jeg er for nylig gået fra min kæreste gennem 3,5 år. For at få råd til at blive boende i vores lejlighed, har jeg været nødsaget til at leje to værelser ud. Derfor bor min mindste datter og jeg på samme værelse og i samme seng. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får råd til at bo i lejligheden alene, og vi bliver måske alligevel nødt til at flytte. Jeg er ansat af min ekskæreste, men ved ikke, hvor længe han vil beholde mig, efter mine opgaver er afsluttede.

Eller:

Jeg blev mor første gang som 19 årig i slutningen af 2.G. På trods af en sagsbehandler der mente at jeg aldrig ville få en uddannelse, var jeg på det tidspunkt den første studerende, der blev student fra Ishøj Amtsgymnasium efter at være blevet mor. I 2006 blev jeg mor igen, og tre år senere gennemførte jeg lærerseminariet.
På trods af voldsom stress i forbindelse med min ældste datters psykiske sygdom og egen kroniske sygdom, har jeg formået at holde mig på arbejdsmarkedet i et fleksjob. Først som kirkesanger, sognemedhjælper og minikonfirmandunderviser, derefter som tekstforfatter. To jobfunktioner som jeg ikke er uddannet til, men har mestret alligevel og på trods af et ‘fuldtidsarbejde’ som personlig assistent for et alvorligt psykisk sygt barn.
Da min kæreste og jeg for nylig gik fra hinanden, besluttede jeg at få to roomies. Det gjorde jeg for at kunne blive boende, så min yngste datter ikke skulle skifte skole igen, vi kunne beholde hunden og jeg kunne få råd til at starte min egen selvstændige virksomhed.

Nu ved jeg jo af gode grunde ikke, hvad andre tænker, når de hører min historie. Men jeg ved, at den sidste historie får mig til at føle mig stærk og værdifuld, hvorimod den første historie fylder mig med skam. Det sjove er, at det er præcis samme historie, men måden, den bliver fortalt på, har enormt stor betydning for, hvordan jeg ser mig selv, og hvordan jeg møder omverdenen. Og nej, jeg kommer aldrig til at passe ind i ‘normen’. Men det gør  mig hverken til et dårligere menneske, eller en dårligere mor. Det gør mig bare til mig.
Historien om min datter: Hun var den dejligste lille trold nogensinde. Den dag hun blev født, åbnede himlen sig. Hun kunne tælle til 10, da hun var 10 måneder. Da hun var 1 1/2, havde vi fulde samtaler. Hun analyserede Bambi, da hun var 4. Hun har den smukkeste stemme og et hjerte af guld. Hun er mit livs lys og ja, hun er borderline. Jeg elsker hende til månen og tilbage igen!

Så tænk over, hvilke historier du fortæller dig selv. Måske har du glemt at se helheden, mens du panisk prøvede at samle puslespillet.

Stella Betak

 

Tabu

Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
“Du er fandme den fucking værste mor i verden!” bryder hun tavsheden med et gutturalt skrig. En lyd og et budskab der bliver hængende i luften, indtil hun tager tilløb til det næste. “Du har altid fucking mere travlt med din fucking kæreste og gøre som han vil have, end du har med at passe dine børn! Se hvordan jeg er blevet og nu gør du det mod min søster! Prøv at tænke på dine fucking børn, før du tænker på dig selv! De skulle fucking komme og tvangsfjerne hende, inden du også ødelægger hende!”
…Så er jeg? En dårlig mor? Ja, nogle gange! For jeg er menneske med alle de fucked-up mønstre, som man nu har tillært sig. Alle dem jeg endnu ikke er klar over, og dem jeg arbejder på at slippe. Og gør jeg som min kæreste vil have? Ja, nogle gange, andre gange er det ham, der må gå på kompromis.
Og ja, jeg er en dårlig mor, for nogle gange, i situationer som ovenstående, så hader jeg min datter! Jeg hader hende, fordi hun ved præcis, hvor hun skal trykke for at forårsage allermest smerte. Og jeg hader hende for at være syg! Det er ikke fair, for hun mener intet med det hun siger, og hun er jo ikke syg med vilje. Og jeg ved at hun elsker mig! Vi elsker hinanden!
Men på dage hvor jeg har siddet i røret i flere timer for at komme i kontakt med sagsbehandler, læger og psykologer. Lagt hele mit liv på hylden for at passe hende, for derefter at modtage en svada om hvor dårlig en mor jeg er, så er det altså svært ikke at blive følelsesmæssig påvirket af hendes beskyldninger. Så kan jeg ikke se igennem hendes sygdom, trække på skuldrene og sige “pyt”. Nej, jeg bliver rigtig vred og rigtig, rigtig ked af det! Og så er det svært at elske…
Men jeg er også en god mor! Den bedste mor! For selvom jeg ved, at takken for mine anstrengelser er at skulle stå til måls for alverdens beskyldninger,
image
bruge mine sidste penge på at afdrage en pusher, der hedder noget i stil med ‘doggy’ for at understrege hans ‘coolness’ eller sætte mit eget liv på hold for at bære hende igennem sit, nogle gange endda mod hendes vilje. Så gør jeg det, og jeg gør det igen og igen og igen! For jeg elsker hende højere end livet selv.
At leve med ubehandlet borderline KAN VÆRE et terrorregime! Både for den der har Borderline og for den pårørende. Og hvis vi skal gøre op med tabuet, må vi også kræve at det er ok at italesætte de grimme følelser.
Men hvem må italesætte dette tabu? Og i hvilke fora? Nedenstående er et citat fra Mads & Monopolet. En udtalelse der skabte meget frustration fra Borderline lidende og pårørende.
”Borderline det er så massivt, fordi man bliver hele tiden beskyldt, der er hele tiden nogen, der laver drama og laver projektioner og beskylder én for ting, de selv har fortrængt, at de føler. Det bliver så skørt. Altså man bliver drevet til vanvid. Og man bliver fuld af had. Og det er enormt synd for de mennesker, der har den diagnose, men de er meget svære at elske. De er næsten umulige at elske.”

Citat: Hella Joof

Det er muligt jeg kommer på kant med nogen nu, men jeg må indrømme at jeg giver Hella ret. 100% ret! Hvis vi begynder at lade som om at Borderline ikke er et problem, hvordan skal vi så få den hjælp og støtte vi har brug for, både som lidende og pårørende?
Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
Så kan vi ikke blive enige om, at vi fremover vil kalde en spade for en spade, og en skovl for en skovl? Jeg takker Hella for at starte.

Stella Betak