5. Bud – Lad vær med at sammenlign

tree-branch-light-reflection-blue-christmas-tree-90918-pxhere-com.jpgSikken voldsom trængsel og alarm – og jeg render rundt med hovedet under armen for at få enderne til at mødes. Samtidig plejer jeg en noget stædig forkølelse, der har fulgt mig siden november. Men for hvad – og for hvem?
Vi skriver i dag d. 18. december, og det eneste jul der er hos os, er de 5 julekugler jeg købte i starten af måneden og derfor ikke var gemt væk i kælderen, en juledekoration jeg har fået af min mor og min datters 3 julekalendre… Jeg kan slet ikke finde juleglæden i år.
Det er uden sammenligning den mest ynkelig jule-præstation jeg nogensinde har leveret!
Så da min datter kom hjem, fra weekend hos sin far, 2. søndag i advent, kiggede jeg hende dybt ind i øjnene og sagde undskyld – Jeg er den dårligste mor i verden! Hendes svar: “Hvad mener du?” Mig: “ja, det er 2. søndag i advent og vi ikke engang et kalenderlys!” Hun kigger sig omkring og tilbage på mig: “Det havde jeg slet ikke opdaget!”
Jeg har siden flere gange opfordret min datter til, at vi skulle pynte op, men uden held. Hun gider tilsyneladende lige så lidt, som jeg gider. Så hvorfor stresser jeg, hvad er det jeg skal nå? Er det for at glæde hende, eller fordi man bør og alle de andre gør?

5. Bud – Lad vær med at sammenlign.

Det kan være svært ikke at sammenligne sig selv med andre. Man kigger ind ad vinduer og ser stuer pyntet op og glade mennesker, familier på jagt efter det flotteste juletræ, folk der hygger sig på julemarkeder og man tænker gid det var mig.
Men det vi ser er et øjebliksbillede, og vi ved i bund og grund ikke, hvad andre kæmper med bag lukkede døre. Eller måske er det lige i år, hvor alt for dem er fryd og gammen. Det håber jeg!
Okay, så fik vi ikke pyntet op i år, men vi har hygget, har vi. Og der kommer ikke store dyre gaver under træet, men så gør der måske en anden gang.
I stedet for at sammenligne med hvad alle andre gør, så vil jeg måle min jule-succes på, hvor mange samtaler vi har delt uforstyrret over spisebordet, hvor mange afsnit af julekalenderen vi har set sammen, hvor mange gange vi har spist ris á la mande i stedet for aftensmad.
Jeg vil måle på kys og kram og kærlighed. Og mest af alt, vil jeg lade være med at bruge energi, på alt det jeg ville ønske julen kunne være.

Stella Betak

Angst

plant-photography-flower-petal-red-color-797773-pxhere.com

Telefonen ringer. Jamina smiler fra displayet: “undskyld mor” stønner hun ind i røret. Hendes stemme er svag og sløret. “Hvad sker der?” spørger jeg. “Undskyld mor! Undskyld… Jeg kan bare ikke holde det ud længere… Jeg ved godt du bliver ked af det.. men jeg kan ikke gøre for det..”. Hun virker så kølig og fattet. Ingen gråd, ingen bæven i stemmen. Hårene rejser sig i nakken på mig, mit hjerte pisker afsted, mens mine lemmer bliver kolde som is.
Mens vi taler, pakker jeg min taske. På en gang hurtigt, men alligevel med den ro der ligger i rutinen. “Hvad er der sket, skat?” spørger jeg, uden min stemme afslører den angst der fylder i mit indre. “Har du gjort noget dumt?”. Spørgsmålet hænger i luften og tusinde tanker når at løbe gennem mit hoved, alle mulige scenarier tegner sig på min nethinde. Det ene værre end det andet.
Jeg lukker hunden ind på værelset, sørger for hun har mad og vand. “…der er blod over det hele…” siger hun med let bævende stemme, “Jamina, jeg ringer dig op når jeg er i bilen, hvor er du henne? er du derhjemme?”, “…mmm… du skal ikke komme!”. Hun prøver at lyde insisterende, men hendes stemme er for svag.
Med lynets hast er jeg nede fra 6 sal. Jeg sidder i bilen og fumler med nøglerne. Først taber jeg dem på gulvet, derefter kan jeg ikke finde tændingen. Mit hovede snurrer og jeg burde slet ikke køre. “Skat?”, “…mmm”, “hvor har du skåret dig?” “…stønnen… “, “skat! Hvor har du skåret dig, og hvor meget?” “… stønnen… over det hele… der er rigtig meget blod mor… undskyld…”.
Lugten af blod rammer mig allerede da jeg åbner døren. Min mave vender sig ved synet af blod der ligger i kager i hendes seng og på gulvet. Der er blod allevegne. Hun har skåret sig fra top til tå.
På en eller anden måde formår jeg at distancere mig fra mine følelser, og jeg handler bare. Vi får stoppet de værste blødninger og tager straks afsted til Bispebjerg hospital.

Alvor

Hjerne er en forunderlig størrelse. På en og samme tid som vi helst vil tro på det negative om os selv, husker vi fortiden for alt det gode. Det er som om, at så snart vores ‘nu’ bliver til ‘da’, bliver det farvet i et skær af lyserød, regnbuer og levende lys.
Men i går blev jeg mindet om et af mine ‘da’. Nemlig da Jamina var allermest selvskadende og hver dag var en kamp for hendes og min egen overlevelse. Da havde jeg ikke overskud til at omgås de venner, som ikke havde oplevet de samme udfordringer.
Jeg magtede ikke at forklare, jeg magtede ikke at forsvare og jeg magtede ikke at høre om alle de dejlige rosenrøde historier fra deres liv.
Det var ikke fordi, jeg ikke undede dem det godt. Men det hele blev bare så ligegyldigt i sammenligningen med alt det forfærdelige, jeg hele tiden skulle forholde mig til.
Jeg lukkede mig inde og venner faldt fra, jeg blev kun mere og mere ensom.

3. Bud – Mærk efter

Du behøver ikke deltage i alle arrangementer, vælg dem ud du og dit barn kan magte og lad resten være. Du behøver ikke have dårlig samvittighed, og du behøver ikke forklare. Måske magter du slet ikke at deltage i noget af det, og så skal du bare lade være. Men, for der er et men! Mærk efter…
Som jeg har skrevet før, er vi mennesker ikke kun én ting, men så snart man bliver forældre til et barn, der har enormt mange udfordringer, bliver man hurtig reduceret til netop ‘blot’ det, forældre.
Mærk lige efter om ikke den indre kvinde eller mand, har brug for at komme med til firmaets årlige julefrokost, eller om ikke det indre barn har lyst til at gå i juletivoli med familien, eller hvad der måtte ligge af tilbud til dig denne jul. Mærk efter.
Ja, small-talk kan forekomme så uendelig ligegyldig, når du lige har siddet på hospitalet eller kæmpet med kommunen hele ugen, eller hvad det er der er svært i øjeblikket, men det er også et øjeblik, hvor du får lov til at være mere end ‘blot’ forælder. Og der er altså noget befriende i, at ‘glemme’ det hele for en stund.
Jeg ved af gode grunde ikke hvad der er det rigtige for dig – Det ved kun du – Så lov mig at mærke godt efter.
Nu vil jeg hoppe i mit mest sexede julepige outfit og tage til julefrokost – måske bloggen i morgen vil lide lidt herunder, men nu er i altså advaret.
Hav en velsignet 16 december.

Stella Betak

Nu det jul igen…

Jeg træder ind af døren. Varmen lægger sig om mig som et tæppe. Her dufter af en god blanding af gløgg, æbleskiver, andesteg, flæskesteg og rødkål. Her dufter af jul og dejlige minder. Inde fra stuen kan jeg høre en sagte mumlen. Det er velkendte, glade og kærlige stemmer der kærtegner mine øregange. Jeg giver mig med vilje god tid til at tage overtøjet af, så jeg kan nå at indfange stemningen.
Det har været en skøn dag med tre julegudstjenester i en proppet kirke. Jeg har sunget mine yndlingssalmer og hilst på vores faste kirkegængere. Glade voksne og forventningsfulde børn. Ønsket mine kolleger glædelig jul med det obligatoriske glas portvin inden turen gik hjem til familien. Helt passende og på magisk vis bliver der spillet ‘Driving home for christmas’ af Chris Rea i radioen, mens jeg med ro og kærlighed i kroppen, kører gennem det sneklædte landskab.
Jeg vender tilbage til nuet, da Vicky og Jamina kommer løbende ned af gangen. De har hørt, at jeg er kommet hjem og viser mig med glædestrålende øjne den første høst fra olderne. Jeg bliver ikke synderlig overrasket, da jeg selv har købt gaverne, men det ved de selvfølgelig ikke, og jeg sætter det mest overraskede ansigt op, jeg kan mestre, til deres store begejstring.
Anders, mormor og Bedste står i køkkenet og tilbereder hver deres del af julemenuen. Det er tydeligt, at der er foregået en form for planlægning, inden jeg er kommet, da de trods den trange plads uden gnidninger får løst diverse opgaver skulder mod skulder. Oldemor sidder og gnasker på et stykke svær trods reglen om, at ingen spiser svær uden steg. Hun ser svært tilfreds ud og Anders sender mig et indforstået blik, for Gud nåde og trøste enhver anden, der havde gjort det samme – altså stjålet et stykke svær. Morfar og oldefar sidder ved det smukt pyntede spisebord og vender dagens nyheder.
Maden bliver indtaget med en glubende appetit, som det hører sig til i den søde juletid, mens glade stemmer blander sig mellem hinanden. Min far og oldemor er placeret i hver deres ende af bordet for at undgå alt for mange skænderier; De samme skænderier der går igen og igen til alle familiesammenkomster, men aldrig er blevet løst og som fremtiden vil vide, heller aldrig vil. Det er en trist affære, der ligger og lurer under overfladen, men i aften formår vi at holde den på afstand.
Bedste har stået for Ris a’ la manden og den er perfekt som altid. Oldefar har igen i år fået mandlen, selvom han hårdnakket påstår, at det er flere år siden sidst – et underligt spil der går igen år efter år, til megen morskab for os alle. Det er som om julen er bedst, med disse små kærlige mundhuggerier.
Da aftenen er omme og vi vinker farvel til vores gæster, har vi indtaget op til flere retter, åbnet et bjerg af julegaver, spillet gavespil, danset om juletræet, vendt verdenssituationen og sludret om gamle dage. Og nu er er der et helt år til, at det er jul igen – og jeg glæder mig allerede.
celebration-color-holiday-child-christmas-lighting-1087980-pxhere.com
Meget vand er løbet under broen siden da. Kort efter døde min elskede bedstefar af prostatakræft, ca. to år efter døde min farmor af demens. Jamina blev løbende mere og mere syg af sin borderline og både min mor og far og Anders og jeg blev skilt.

… og nu det jul igen.

I år er julen en lidt anderledes flad fornemmelse. Jamina har endelig lært at sige ‘nej’. I hvert fald nogle gange og jeg hylder hende for det. Hun har besluttet, at mange års ‘jule-lede’ og ‘tvangs-glæde’ ikke skal gentages i år, så derfor vil hun slet ikke holde jul; Hverken hos hendes far eller mig.
Vicky skal holde jul hos hendes far og deres nye familie. Min mor og hendes kæreste tager ud og rejser. Hvilket efterlader mig alene med min far… Og guderne skal vide at jeg elsker min far, men også at jeg vitterlig ikke magter at sidde og prøve, at lade som om det er jul og hyggeligt, når det er så langt fra alt, hvad jeg forbinder med julen…
“Nej tak, ellers tak! Måske en anden gang…”
I år trækker jeg i min pyjamas, smider tre liter gløgg på komfuret og skruer op for Netflix. Jeg har ikke ondt af mig selv, ikke den mindste smule! Faktisk glæder jeg mig lidt – og samtidig glæder jeg mig over, at julen heldigvis ikke vare lige til påske.
Må juleglæden være med Jer!
 

Stella Betak

Sorg

Der har været mange skelsættende år i mit liv. Det år jeg fik min ældste datter. Det år hendes far og jeg brød meget voldsomt. Det år jeg mødte min yngste datters far. Det år jeg fik min yngste datter. Det år jeg blev uddannet og ansat som lærer. Det år min ældste datter, i 2. klasse, forsøgte at hænge sig i et klatrestativ…
Alle disse år ændrede mig i større eller mindre grad. Men det mest skelsættende år, var det år, hvor min ældste datter i en alder af 14 begyndte at drikke, ryge hash, tage stoffer og blive væk hjemmefra. For det var det år, det for alvor gik op for mig, at jeg havde mistet mit barn. Hun levede stadig, jo vist. Men hun var ikke mit barn længere. Det var det år, jeg for alvor stiftede bekendtskab med sorg.
Min definition af sorg, indtil jeg stod i denne situation var, at det er noget man oplever, når man har mistet nogen der står én nær. Først sent blev jeg klar over, at jeg rent faktisk havde mistet. Og som de fleste forældre til psykisk syge børn, så er det et tab man lider ikke blot én men mange gange over tid. At sige at sorgen ikke er sygelig, er bestemt sand for nogen. Og gud hvor jeg håber, at det er sådan for de fleste. For ja, sorgen kan også være en smuk fortælling om, at man har elsket. Men for andre er den forkrøblende og altfortærende.
20170909-DSC_0070
Der er gode perioder, hvor alt næsten synes som ‘gamle dage’, og pludselig, som ved et trylleslag, befinder man sig igen i et parallelunivers, hvor man skal huske, at græsset ikke er grønt, himlen ikke er blå og dit barn muligvis ikke vil overleve det her. Og hvad der er helt sikkert – DU, som det menneske du er i dag, vil ikke overleve!
Ikke alle har lært at håndtere sorg. Og selvom døden både i bogstaveligste forstand, men bestemt også i overført betydning, er en størrelse vi alle vil stifte bekendtskab med i løbet af livet. Har vi ikke alle lært, hvordan man tackler den. Derudover må man ikke glemme at sorg ikke er én ting – sorg er mange ting – og nogle gange alting.
Hvis det til næste år bliver muligt at få stillet diagnosen ‘forlænget sorgforstyrrelse’, hvad vil det så gavne? Måske ingenting. For ingen anden end ‘tiden’ kan afgøre eller afhjælpe, hvordan og hvornår din sorg vil ende. Og ‘tiden’ den utaknemmelige satan, tager og giver ikke igen hvad er tabt.
Jeg sørger hver dag, hver time og hvert minut… Det har jeg gjort siden 2013. Og hvor ville det være rart, hvis der var en mulighed for, at nogen ville anerkende mig i min sorg, trække håndbremsen og række hånden frem.

Hvem er du? – Lidt mere om identitet


Jeg er mor til en psykisk syg datter, men hvorfor er det et problem i forhold til min følelse af identitet?
Det lyder måske som et lille uskyldigt spørgsmål, men svaret må nødvendigvis være meget omfattende.  For svaret rummer både ønsket om at leve op til samfundets normer, samfundets forventninger til ‘mennesker som mig’ (vi elsker, når vi kan putte folk i kasser!) og den følelse af ‘selv’, som man opbygger gennem sit liv (højst sandsynligt farvet af de to foregående præmisser).
Begrebet ‘identitet’ er i sig selv enormt komplekst. Jeg lavede et lille eksperiment på min Facebookside, hvor jeg spurgte mine venner, hvem de var. Jeg fik 11 svar:
1 svarede i forhold til relationer (social identitet) – mor, hustru, svigermor, søster, svigerdatter, tante, svigerinde, kusine, veninde, kollega
1 svarede i forhold til social identitet, udseende (personlig identitet) og forventning til fremtiden – “moderdyret med lange stænger, der måske en dag bliver voksen”.
3 svarede funderet i fortid og nutid med visioner om deres fremtid – drømmeren og survivor. Det er ikke svært at forestille sig, at de, der svarede således, er mennesker, der har kæmpet, og er i en eller anden form for personlig udvikling.
4 svarede at de var sig selv. Uden at uddybe, hvad det egentlig betød.
1 svarede, at hun måtte tænke over det (bonusinfo: hun er mor til en borderliner).
Mønstret i ovenstående er, at det tilsyneladende er svært at definere. Dog lader det til at forældrerollen og drømmen om en positiv fremtid er vigtig for, hvordan vi ser os selv. Det vil sige, at vores identitet både rummer det, vi er, og det, vi ønsker at være. Og det, vi ønsker at være, er allerede -omend kun i form af ønske eller potentiale – alligevel en del af vores definition af vores identitet.
Men er identitet mere end blot relationer og forestillinger om fremtiden? Og kan vi ved at præcisere identiteten gennemskue, hvorfor det kan ende i en identitetskrise, når vi bliver forældre til syge børn? Og kan vi måske endda herefter afhjælpe krisen?
I følgende afsnit tager jeg udgangspunkt i mig selv.
Personlig identitet:
Ydre karakteristik – kvinde, 159 cm lav, overvægtig, lyshåret, blå øjne, smilehul, stor næse, briller/kontaktlinser, efterhånden en fin samling tatoveringer.

  • Den ydre karakteristik er ikke statisk, da den af gode grunde ændrer sig over tid. Der er måske nogle ting som øjenfarve, lange eller korte ben, skønhedsmærker m.m. der givetvis vil gælde til hver tid. Men hårfarve, vægt, kulør osv. vil ændres med alderen.

Karaktertræk – kærlig, omsorgsfuld, temperamentsfuld, kvik, ekstrovert, nysgerrig, idérig, utålmodig, glad, optimistisk, fjollet, ansvarsbevidst, stædig, humørsyg.

  • Vores karaktertræk er semi-statiske. Nogle træk vil blive blive forstærket over tid, mens andre vil blødes op. Jeg er f.eks. ikke nær så temperamentsfuld, som jeg var, da jeg var yngre.

Social identitet:
Uddannet folkeskolelærer, tekstforfatter, enlig mor, skilt, pårørende til psykisk syg, enebarn, datter.

  • Den sociale identitet er også dynamisk. For det første fordi livet er det. Vi lever i en tid, hvor skilsmisseraten er på sit alletiders højeste, og det samme kan siges om risikoen for at blive ramt af psykisk sygdom og/eller blive pårørende. Arbejdsmarkedet ændrer sig markant, og man vil finde, at den stilling, man blev uddannet til, måske bliver overtaget af kunstig intelligens eller på anden måde bliver uddateret.

Kollektiv identitet:
Dansker, kristen, Alternativist, iværksætter, pårørende til psykisk syg (omend kollektivet er en minoritet).

  • Den kollektive identitet er også dynamisk. F.eks har der aldrig været en statisk national identitet – i så fald skulle vores vikingemænd på nuværende tidspunkt være på vej over oceanet i vikingeskibe for at bekrige briterne. Min påstand er, at det er en illusion – Nå men det er en helt anden historie. Pointen er, at selv kollektivet ændrer sig over tid.

Når man rigtig dykker ned i, hvad identitet egentlig er, finder man også ud af, at den faktisk slet ikke er noget alene. Den er dynamisk og afspejler tid, sted og relationer. De fleste, der har befundet sig på et datingsite, har spurgt sig selv, hvordan de på få sætninger, skal kunne forklare kompleksiteten af, hvem de i virkeligheden er. Og som flere også svarede i mit lille eksperiment, har man allermest lyst til at svare: “Jamen, jeg er jo mig!”
Når forvirringen har lagt sig, finder man så forhåbentlig ud af, hvor befriende det er. Jeg er jo det hele, men jeg kan vælge at lægge mine kræfter i de egenskaber, jeg bedst kan lide. Og dem kan jeg vælge at udvikle på. Jeg kan også opdage, at der er egenskaber, jeg ville ønske, jeg rummede, og starte mit arbejde med mig selv på den måde.
Det er klart, at man måske ikke har det store overskud til vilde selvrefleksioner, når man står som pårørende til et alvorligt sygt barn. Men jeg vil alligevel udfordrer dig til at gøre det.  
For mig har det været utroligt befriende at kunne lægge lænkerne af det at være pårørende. Jeg er ikke holdt op med at være pårørende. Jeg vælger bare at bruge min status som sådan i en anden retning. I stedet for pårørende kalder jeg mig nu iværksætter.
Så hvem er jeg? Jeg er under ombygning!
Lige nu tror jeg, denne tekst siger det hele – når det er svært at definere, hvem man er, kan man jo starte med, hvad man i hvert fald ikke er:
 
 

“I am light”

I am light

I am not the things my family did

I am not the voices in my head

I am not the pieces of the brokenness inside

I am light

I’m not the mistakes that I have made

Or any of the things that caused me pain

I am not the pieces of the dream I left behind

I am light

I am not the color of my eyes

I am not the skin on the outside

I am not my age, I am not my race

My soul inside, is all light

I am light

I am divinity defined

I am the God on the inside

I am a star, a piece of it all

I am light

India Arie