6. Bud – Vær noget for andre

cold-toy-teddy-bear-product-stuffed-animal-bless-you-1375447-pxhere-com.jpgJeg ligger stadig og raller med en genstridig forkølelse. Den har efterhånden fulgt mig så længe, at det er ved at være på tide at give den et navn. Jeg tænker Hugo… Hugo er vidst et godt navn til en forkølelse, der ikke gider slippe.
Og mens jeg ligger her i min rallen og keder mig lidt, så kom jeg lige til at sige ja til, at medvirke i et eller andet fjernsynsprogram i eftermiddag/aften. Så nu er jeg igen både presset på tid og fysisk overskud. Hurra for panodiler og næsespray, de kan da hjælpe med det ene af de to. Tror morgendagens indlæg, må handle om at ‘trække stikket’…
Men tilbage til det det egentlig drejer sig om, nemlig låge nr. 6.

6. Bud – Vær noget for andre.

I kender det sikkert godt, at det nogle gange kan være en enorm befrielse, når en ven kommer til en, med hvad der for dem er et kæmpe stort dilemma, men for dig, i din situation, en petitesse.
Ud over at nærmest alle problemer blegner i sammenligning med at have et alvorligt sygt barn, så er det også ‘rart’ (på samme måde som når man ser de der klamme bumse videoer på YouTube), at man ikke selv er følelsesmæssigt involveret.
Men det kan også være endnu en byrde. Vi er har så mange kasketter på i løbet af en dag, så vi er lige ved at bukke under for vægten. Vi er hele tiden noget for andre, og sjældent/aldrig noget for os selv. Men jeg lover at denne ikke er en byrde.
Det drejer sig nemlig ikke om, at skulle løse andres problemer. Det handler om at sprede den juleglæde, man ikke selv kan finde. Og det sjove ved juleglæden er, at den er i familie med kærlighed. Og ligesom kærligheden kommer den tilbage i tusindfold, hvis man tør springe ud i det.
Så jeg vil udfordre mig selv og Jer der læser med til at:

  • smile til dem du møder på din vej
  • vær rar og overbærende i trafikken
  • giv en forlomme i kaffekøen
  • smid en chokolade-nissemand i dine kollegers postbakke m.m.

Skriv gerne en kommentar, hvis du allerede har gjort noget lignende, om hvad du gjorde, og om det førte noget godt med sig.

5. Bud – Lad vær med at sammenlign

tree-branch-light-reflection-blue-christmas-tree-90918-pxhere-com.jpgSikken voldsom trængsel og alarm – og jeg render rundt med hovedet under armen for at få enderne til at mødes. Samtidig plejer jeg en noget stædig forkølelse, der har fulgt mig siden november. Men for hvad – og for hvem?
Vi skriver i dag d. 18. december, og det eneste jul der er hos os, er de 5 julekugler jeg købte i starten af måneden og derfor ikke var gemt væk i kælderen, en juledekoration jeg har fået af min mor og min datters 3 julekalendre… Jeg kan slet ikke finde juleglæden i år.
Det er uden sammenligning den mest ynkelig jule-præstation jeg nogensinde har leveret!
Så da min datter kom hjem, fra weekend hos sin far, 2. søndag i advent, kiggede jeg hende dybt ind i øjnene og sagde undskyld – Jeg er den dårligste mor i verden! Hendes svar: “Hvad mener du?” Mig: “ja, det er 2. søndag i advent og vi ikke engang et kalenderlys!” Hun kigger sig omkring og tilbage på mig: “Det havde jeg slet ikke opdaget!”
Jeg har siden flere gange opfordret min datter til, at vi skulle pynte op, men uden held. Hun gider tilsyneladende lige så lidt, som jeg gider. Så hvorfor stresser jeg, hvad er det jeg skal nå? Er det for at glæde hende, eller fordi man bør og alle de andre gør?

5. Bud – Lad vær med at sammenlign.

Det kan være svært ikke at sammenligne sig selv med andre. Man kigger ind ad vinduer og ser stuer pyntet op og glade mennesker, familier på jagt efter det flotteste juletræ, folk der hygger sig på julemarkeder og man tænker gid det var mig.
Men det vi ser er et øjebliksbillede, og vi ved i bund og grund ikke, hvad andre kæmper med bag lukkede døre. Eller måske er det lige i år, hvor alt for dem er fryd og gammen. Det håber jeg!
Okay, så fik vi ikke pyntet op i år, men vi har hygget, har vi. Og der kommer ikke store dyre gaver under træet, men så gør der måske en anden gang.
I stedet for at sammenligne med hvad alle andre gør, så vil jeg måle min jule-succes på, hvor mange samtaler vi har delt uforstyrret over spisebordet, hvor mange afsnit af julekalenderen vi har set sammen, hvor mange gange vi har spist ris á la mande i stedet for aftensmad.
Jeg vil måle på kys og kram og kærlighed. Og mest af alt, vil jeg lade være med at bruge energi, på alt det jeg ville ønske julen kunne være.

Stella Betak

Angst

plant-photography-flower-petal-red-color-797773-pxhere.com

Telefonen ringer. Jamina smiler fra displayet: “undskyld mor” stønner hun ind i røret. Hendes stemme er svag og sløret. “Hvad sker der?” spørger jeg. “Undskyld mor! Undskyld… Jeg kan bare ikke holde det ud længere… Jeg ved godt du bliver ked af det.. men jeg kan ikke gøre for det..”. Hun virker så kølig og fattet. Ingen gråd, ingen bæven i stemmen. Hårene rejser sig i nakken på mig, mit hjerte pisker afsted, mens mine lemmer bliver kolde som is.
Mens vi taler, pakker jeg min taske. På en gang hurtigt, men alligevel med den ro der ligger i rutinen. “Hvad er der sket, skat?” spørger jeg, uden min stemme afslører den angst der fylder i mit indre. “Har du gjort noget dumt?”. Spørgsmålet hænger i luften og tusinde tanker når at løbe gennem mit hoved, alle mulige scenarier tegner sig på min nethinde. Det ene værre end det andet.
Jeg lukker hunden ind på værelset, sørger for hun har mad og vand. “…der er blod over det hele…” siger hun med let bævende stemme, “Jamina, jeg ringer dig op når jeg er i bilen, hvor er du henne? er du derhjemme?”, “…mmm… du skal ikke komme!”. Hun prøver at lyde insisterende, men hendes stemme er for svag.
Med lynets hast er jeg nede fra 6 sal. Jeg sidder i bilen og fumler med nøglerne. Først taber jeg dem på gulvet, derefter kan jeg ikke finde tændingen. Mit hovede snurrer og jeg burde slet ikke køre. “Skat?”, “…mmm”, “hvor har du skåret dig?” “…stønnen… “, “skat! Hvor har du skåret dig, og hvor meget?” “… stønnen… over det hele… der er rigtig meget blod mor… undskyld…”.
Lugten af blod rammer mig allerede da jeg åbner døren. Min mave vender sig ved synet af blod der ligger i kager i hendes seng og på gulvet. Der er blod allevegne. Hun har skåret sig fra top til tå.
På en eller anden måde formår jeg at distancere mig fra mine følelser, og jeg handler bare. Vi får stoppet de værste blødninger og tager straks afsted til Bispebjerg hospital.

Alvor

Hjerne er en forunderlig størrelse. På en og samme tid som vi helst vil tro på det negative om os selv, husker vi fortiden for alt det gode. Det er som om, at så snart vores ‘nu’ bliver til ‘da’, bliver det farvet i et skær af lyserød, regnbuer og levende lys.
Men i går blev jeg mindet om et af mine ‘da’. Nemlig da Jamina var allermest selvskadende og hver dag var en kamp for hendes og min egen overlevelse. Da havde jeg ikke overskud til at omgås de venner, som ikke havde oplevet de samme udfordringer.
Jeg magtede ikke at forklare, jeg magtede ikke at forsvare og jeg magtede ikke at høre om alle de dejlige rosenrøde historier fra deres liv.
Det var ikke fordi, jeg ikke undede dem det godt. Men det hele blev bare så ligegyldigt i sammenligningen med alt det forfærdelige, jeg hele tiden skulle forholde mig til.
Jeg lukkede mig inde og venner faldt fra, jeg blev kun mere og mere ensom.

3. Bud – Mærk efter

Du behøver ikke deltage i alle arrangementer, vælg dem ud du og dit barn kan magte og lad resten være. Du behøver ikke have dårlig samvittighed, og du behøver ikke forklare. Måske magter du slet ikke at deltage i noget af det, og så skal du bare lade være. Men, for der er et men! Mærk efter…
Som jeg har skrevet før, er vi mennesker ikke kun én ting, men så snart man bliver forældre til et barn, der har enormt mange udfordringer, bliver man hurtig reduceret til netop ‘blot’ det, forældre.
Mærk lige efter om ikke den indre kvinde eller mand, har brug for at komme med til firmaets årlige julefrokost, eller om ikke det indre barn har lyst til at gå i juletivoli med familien, eller hvad der måtte ligge af tilbud til dig denne jul. Mærk efter.
Ja, small-talk kan forekomme så uendelig ligegyldig, når du lige har siddet på hospitalet eller kæmpet med kommunen hele ugen, eller hvad det er der er svært i øjeblikket, men det er også et øjeblik, hvor du får lov til at være mere end ‘blot’ forælder. Og der er altså noget befriende i, at ‘glemme’ det hele for en stund.
Jeg ved af gode grunde ikke hvad der er det rigtige for dig – Det ved kun du – Så lov mig at mærke godt efter.
Nu vil jeg hoppe i mit mest sexede julepige outfit og tage til julefrokost – måske bloggen i morgen vil lide lidt herunder, men nu er i altså advaret.
Hav en velsignet 16 december.

Stella Betak

Hjerternes fest

Jeg ved efterhånden godt i hvilke situationer, følelsen dukker op. Det må være som med gamle knogler og tordenvejr. Mit ‘gamle’ hjerte har været her før. Mit bryst trækker sig sammen og skaber en knugende fornemmelse, der stråler ned i maven og skaber en klump i halsen. Tårerne presser sig på, og jo mere jeg prøver at undertrykke dem, desto større pres skaber det i halsen, brystet, maven og nu også en dundrende hovedpine.
Ensomheden kommer bragende som en tsunami, der ikke vil stoppe for nogen som helst fornuft. “Ingen elsker mig. INGEN!” lyder det på repeat inde i mit hovede.
Jeg er et godt menneske, og jeg gør gode ting for dem omkring mig. Og samtidig er jeg helt og aldeles værdiløs. Ingen ville opdage det, hvis jeg forsvandt. Eller jo, de ville måske være lettede… Jeg tæver mig selv oven i hovedet med alle bebrejdelserne om fortidens synder. Det er jo min skyld det hele.
Pludselig er jeg opslugt i et underligt inferno af modsatrettede følelser og tanker, som vikler sig ind i hinanden, hurtigere end min hjerne kan nå at vikle dem ud. Og jeg er træt, træt af at kæmpe imod.
Måske skal jeg bare overgive mig til følelserne og acceptere, at det er virkeligheden. Jeg er u-elskværdig! Jamina er psykisk syg, pga. mig. Vicky har alle dage foretrukket sin far. Jeg kan ikke holde på en partner. Jeg kan ikke holde på et job. Og jeg kan ikke holde på mine venner… Jeg er en fiasko!
Og sådan kan jeg blive ved, men nej! Det er ikke sandheden… I hvert fald ikke hele sandheden. Når jeg tvinger mig selv til at kigge op, er der heldigvis en verden af mennesker der vil mig det godt. Og ja, jeg er langt fra fejlfri, men jeg er ikke en fiasko!

2. Bud – Kærlighed

Der findes få ting i livet, der bliver større når man deler dem. Men kærligheden er en af dem. Man kan ikke altid få kærligheden derfra, hvor man ønsker den mest. Nogle gange er Jamina for syg til at elske mig, og jeg har ingen kæreste der kan kysse mig på panden, når fraværet af min datter synes allermest hårdt, ingen kæreste der kan elske mig, når jeg har glemt, hvordan jeg elsker mig selv.
Men fordi jeg har tvunget mig selv til at kigge op, har jeg mødt mennesker, jeg kan elske og det er her jeg lægger min kærlighed. Både hos dem der gengælder den, men også dem der ikke gør. For fødderne af mine eks-mænd, som jeg elskede med hele mit hjerte, mine dejlige piger, mine forældre, min lille familie, moderen jeg mødte på et pårørendekursus, moderen til en pige jeg underviste, mine veninder, mit kor, mine roommates og de mennesker jeg møder på min vej. Og når jeg fokuserer på at finde årsager til at elske og måder at vise det på, så glemmer jeg helt at være ensom. Det betyder ikke at følelsen ikke rammer mig, men jeg ved hvordan jeg skal slå den ned. Jeg skal elske.
Så elsk alt hvad du kan. Kast din kærlighed på dem der vil og kan rumme den og acceptér at ikke alle kan, men elsk dem alligevel.
Som pårørende til en psykisk syg, vil man opleve at ens kærlighed bliver afvist, og det gør så ondt helt ind i sjælen. Nogle gange kan det være svært at abstrahere fra, og smerten får overtaget. Pludselig kan man kun se, den kærlighed der bliver afvist, ikke modtaget eller forkastet, og man glemmer helt at se op, og se dem der gerne vil have den, og dem der med glæde giver kærlighed tilbage, nogle gange giver, uden man har gjort sig fortjent til den.
Så brug julen på at kigge op og kigge efter kærligheden. Vær åben for, at den måske kommer i en helt anden form, end det du troede, du havde brug for, og jeg vil garantere dig for, at du finder den.
hand-snow-winter-coffee-petal-love-910012-pxhere.com

Stella Betak

Julekalender – 10 bud til dig der kæmper

light-glowing-celebration-love-heart-rose-1372814-pxhere-com.jpg
I dag er det den 14 december, og der er præcis 10 dage tilbage til den store dag. Julen er for de fleste forbundet med store forventninger, en masse tryghed i ‘vi plejer’ og for en del af os desværre også en masse afsavn.
Som barn tilbragte jeg de fleste juleaftener i en feberdøs. Min lille krop kunne simpelthen ikke holde til spændingen og det til trods for, at mine forældre prøvede at undgå det ved at lade mig pakke gaver op lige fra morgenstunden. Jeg elskede julen, Disneys juleshow, lysene, pynten, duften af gran, dansen omkring juletræet (alene) mens jeg ventede på gæsterne, opmærksomheden fordi jeg var enebarn, kulden og duften af vinter der strømmede ind af bryggersdøren, der stod på klem og mødte duften af julemaden. Jeg elskede krammene og kærligheden og lyden af mine elskedes stemmer.
Jeg elskede det hele.
Som jeg skrev i mit forrige blogindlæg, har min store datter i år valgt slet ikke at holde jul. Hun har alle år kæmpet omkring denne årstid. Jeg tror det er en god kombination af kortere, kolde og mørke dage og følelsen af afsavn og loyalitets krise. Hvorom alting er, har hun i år valgt at prøve at håndtere hendes årlige juledepression ved at ignorere julen. Og det efterlader unægteligt et tomrum i mig, som elskede julen, og i familien.
Heldigvis for mig, er det kun julen hun har valgt fra og ikke mig. Så heldig ved jeg, en del af Jer der læser med ikke er.
Afsavn vil vi alle opleve, om man er pårørende til psykisk syge eller ej. De gamle vil falde fra, men med årene vil der heldigvis også komme nye til. Det svære er dog, når dem der falder fra hverken er gamle eller døde, men blot har valgt anderledes. Man kan føle sig kasseret, at det man har at tilbyde ikke er godt nok, og endda føle at man bliver svigtet. For hvordan kan de vælge mig fra, så jeg sidder her alene. Vi ved dog godt, at det ikke er sådan tingene hænger sammen, men følelser kan være en svær størrelse at tale fornuft til.
Og afsavnet bliver ikke mindre i mødet med andres projektioner om, hvordan julen skal være. Selv har jeg virkelig måtte mærke efter inde i mig selv, når jeg bliver mødt med “Gud nej, skal du være alene?”, “det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på!”,  “er du ikke ked af det?”, “du må hellere end gerne komme og holde jul med os og Vores familie…”. Er jeg ked af det? Nej, det er jeg virkelig ikke! Men hvad der virkelig ville gøre mig ked af det, ville være at sidde hos en anden familie og lade som om, at alt er i den skønneste orden og i den grad blive mindet om at julen ‘der var’ forevigt vil være borte og hengemt til minder vi end ikke har billeder af.
Jeg ved godt at jeg ikke er, som mennesker er flest. Jeg har en vidunderlig evne til at vende selv den sorteste nat til dag. Og nej, i år bliver det ikke jul hos mig, men så bliver det noget andet, og det kan også være godt.
At man bliver devalueret eller blot valgt fra som forældre til en borderliner, er noget man vil opleve i perioder. Det ene øjeblik er man den bedste forælder i verden, det næste den værste og kun sjældent er man en prioriteret del af deres liv, på nær når de mangler penge selvfølgelig. Jeg ved at mange har oplevet og oplever ikke have haft kontakt i flere år. Og at det ikke kun den brudte kontakt til ens barn, men også eventuelle børnebørn der hjemsøger én i julen. Desværre er det et vilkår, vi skal vænne os til og på en eller anden måde udvikle en evne til at overleve; Ikke blot overleve, men leve så godt det er os muligt. Det tror jeg på vi kan.
Jeg vil de følgende 10 dage frem til jul komme med mine bud på en lille julekalender. Jeg kalder den ‘De ti bud til dig som kæmper’.

1. Bud – Elsk dig selv

Jeg er den eneste gennemgående primære omsorgsperson i mit liv, og det ansvar skal jeg tage alvorligt. Jeg skal give den kærlighed til mig selv, som jeg giver til mine elskede i mit liv eller ville give, hvis de ønskede at tage imod.
Det betyder at jeg vil:

  • Købe den rødvin der koster 10 kroner mere og smager 100 kroner bedre.
  • Spise ris á la mande til aftensmad når jeg ikke gider lave aftensmad
  • Springe over hvor gærdet er lavest – jeg køber mine småkager fra Karen Wulff, min Ris á la mande fra Karolines køkken og min konfekt fra Odense Marcipan.
  • Drikke Gløgg lige så ofte jeg kan se mit snit til det
  • Give mig selv lov til at at se anden sæson af ‘The Crown’ på netflix
  • Tage ekstra lange bade
  • Sove middagslur når jeg kan komme afsted med det
  • Kramme ekstra meget på min yngste datter og sende fjern-krammere til den store
  • Og bruge så mange timer det er muligt med mit kor – og jeg takker for alle de arrangementer der har været i julen, for det har gjort det så meget nemmere at være mig

… for det gør mig glad og varm indeni!
Og til dig der kæmper med mørket, kan jeg minde om, at der i dag er 7 dage til vinterjævndøgn, og så går vi igen mod lysere tider – du klarede det – high five til dig!
Skriv gerne i kommentarer om hvordan du vil elske dig selv i denne (bitter-)søde juletid – Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Stella Betak