Stresset og udbrændt

“Har du overvejet mindfulness?”

“Hva’?”

“Ja, mindfulness… eller yoga?”

Jeg kigger op på ham, for at se om han gør grin med mig. Han kigger tilbage på mig med klare blå øjne der stråler af overbevisning. Jeg ryster på hovedet og kigger op igen. Ikke fordi jeg ikke har prøvet mindfulness og yoga, men fordi jeg håber at jeg har hørt forkert.

Han kan da ikke for alvor mene at mindfulness eller yoga skulle kunne ændre det mindste på den situation jeg sidder i. Jeg kan se begejstringen i hans øjne. Den slags begejstring man udstråler når man har ramt hovedet på sømmet og der ikke er flere modargumenter.

Jeg bider mig i læben for ikke at komme til at råbe ad ham. Rynker brynene og siger: “Sidder du i ramme alvor og siger til at mig, at jeg bare skal lære at tænke anderledes over min datters sygdom, og så vil jeg få det bedre?”

“Ja,” nikker han ivrigt.

“Okay, kan du komme med en positiv tilgang til at min datter er så selvmordstruet, at jeg når som helst kan modtage et opkald fra et fremmed menneske med budskabet om, at nu er det endelig lykkedes hende at gøre en ende på sig selv?”

Han kigger ned i bordet og ser skamfuld ud. “Nej… nej det tror jeg ikke jeg kan…”

“Nej… nej det tror jeg heller ikke du kan. Og det tror jeg heller ikke at der er nogen mindfulness instruktør i hele verden der kan! Mindfulness kan mange ting, det vil jeg give dig. Og jeg bruger allerede alle de redskaber jeg har lært tidligere. Men mindfulness kan ikke gøre min datter rask! Og det kan ikke fjerne de vilkår, at jeg både skal være fuldtidsmor, -advokat, -sygeplejerske, -socialrådgiver, -syg, -medarbejder, -kollega, -ven, -kæreste, -datter og aldrig vide om hun vil være død næste gang jeg ser hende m.m. fordi INGEN hjælper mig! Jeg beklager hvis du synes at jeg lyder bitter, men helt ærligt! Det er jo som at bede mig pisse i bukserne for at holde varmen. Kan du ikke selv se det?”

(Samtale med beskæftigelsesvejleder i januar 2016)

Det er op ad bakke – jeg siger det bare

For helvede jeg synes det er svært i øjeblikket. Ja, undskyld mit franske og undskyld også mit brok. For faktisk har jeg intet at brokke mig over. Jeg er i live!

Alt går fint! Min ældste datter har det bedre – eller det vil sige at hun har besluttet sig for at ville have det bedre.

Hun arbejder målrettet på at bryde ud af sit hashmisbrug, hvilket går i den rigtige retning. Hun tager imod hjælp fra kommunen og er i gang med at søge hjælp i psykiatrien. Vi leder med lys og lygte efter en lille lejlighed i Frederikssund eller omegn til hende (giv gerne lyd hvis i kender nogen der kender nogen). Hun knokler sin knoklede numse ud af bukserne på at få sig selv på ret køl og mere sul på kroppen, og jeg er pisse stolt, ja jeg er!

Jeg burde være glad. Jeg er glad!

Men jeg er også møg ked af det, for det er også pisse svært. Hver gang hun har det bedre, kræver det at jeg har kræfter til at støtte op om hende, tage med på kommune og finde ud af hvordan vi løser de forskellige udfordringer. Alt sammen samtidig med at jeg skal leve mit eget liv med de udfordringer det indebærer, her kan jeg nævne kronisk stress og fibromyalgi, og jeg skal også være en god og nærværende mor til Jaminas lillesøster.

Men de kræfter har jeg bare ikke! Jeg er brændt ud. Fuldstændig helt og aldeles udbrændt!

Det hele eskalerede i tirsdags i sidste uge, hvor jeg smed mig med en blodprop i hjernen.

WTF – mig, en blodprop?

Der så man mig, sidde lige så stille i min sofa mens jeg var i gang med at studere kvinder der myrder, fordi min hjerne igen har fået en eller anden ‘genial’ idé, som jeg ikke kan slå ud af hovedet – altså ikke at jeg skal slå nogen ihjel sådan for alvor, jeg planlægger det bare… Og pludselig snurrede hele verden rundt.

Jeg zik-zakkede op i køkkenet fordi jeg tænkte at mit blodsukker måske lavede fis med mig, men det hjalp ikke at spise. Gik tilbage og lagde mig på sofaen hvor jeg for alvor blev dårlig. Det lange af det korte, eller omvendt, er at jeg som 38 årig havde fået en blodprop i hjernen.

Så hvad er grunden?

Mange undersøgelser senere, blandt andet en indvendig ultralydsskanning af mit hjerte, der betød at jeg skulle synke en ‘skanningshimstregims’ (hvilket jeg er helt sikker på at det er det korrekte tekniske udtryk) for enden af et kæmpe kabel.

Det positive er at jeg tilsyneladende er et naturtalent til den disciplin. Så hvis ikke mit bogprojekt går, kan jeg altid løbe væk med cirkuset og blive den “kabelslugende kvinde”… ehhh det kan godt være jeg skal genoverveje navnet dog…  

Mig og Holter (hjertemonitor ting klistret fast på mit bryst).

Stress?

Desværre gav den ellers så ‘behagelige’ prøve intet svar, så vi ved stadig ikke hvorfor. Mine venner gisner om stress og det er jo svært at afvise, da jeg har været kronisk stresset på den gode side af 12 år. Og alle siger: “Pas nu på dig selv!” Som om jeg kunne ændre grunden til min stress, selv hvis jeg ville. 

Og så bliver jeg så edderspændt frustreret. FOR JEG HAR IKKE NOGET VALG!

Jeg gør det så godt jeg kan

Jeg drikker ikke mere end sundhedsstyrelsen anbefaler, jeg ryger ikke, jeg får mine seks stykker frugt og grønt hver dag, jeg spiser ikke for meget slik, fedt eller salt, jeg prøver at passe mine sengetider, jeg meditere, jeg bevæger mig i den udstrækning jeg kan, jeg gør alt hvad der er menneskelig muligt for at passe på mig selv.

Men jeg kan ikke ændre på at jeg er mor til et psykisk sygt barn og har været det alt for længe og at min krop og min psyke har taget skade. Jeg kan ikke ændre på at det stadigvæk er mig der er dén. Mig der er moren der skal binde de løse ender sammen, holde fast og motivere.

Jeg ikke bare skal, JEG VIL! Og jeg VIL også lykkes med min bog, og jeg VIL også lykkes med en dag at bryde ud af systemet og blive selvforsørgende,  og jeg VIL gå efter verdensherredømmet!

JEG VIL VÆRE MIT EGET SELVSTÆNDIGE MENNESKE MED DRØMME OG VISIONER OG IKKE ‘REDUCERET’ TIL FACILITATOREN I MIN DATTERS LIV. Er det for meget at forlange?

‘Nederen’ menneske

Nå, men 38 år, single, pisse sund og kedelig og udbrændt, på blodfortyndende medicin – og selvom jeg sagtens kan se det tragikomiske i at jeg nu kan tilføje “Leder efter partner med førstehjælpskursus” og “Ekspert i at sluge ‘skanningshimstregims’ på kabel” på min tinder-profil, så har jeg det skisme lidt svært ved det.

Jeg gider da ikke at være sådan en gammel skid der tager blodfortyndende medicin. Og slet ikke være sådan en gammel skid alene. For selvom jeg aldrig har mærket så meget kærlighed fra mine venner og omgangskreds som i disse dage, så har jeg heller aldrig følt mig mere ensom.

Og jeg gider heller ikke have stress!

Men hey, jeg er i live, uden mén! PISSE TAKNEMMELIG OG PISSE KED AF DET.

Lidt praktisk

Du kan læse lidt om stress på psykiatrifondens hjemmeside her og tage en stresstest på hjemmesiden ‘Forebyg stress’ her.

Du kan læse om hvad stress gør ved hjernen her.

Nu var min blodprop i hjernen, men dit hjerte er også i fare for udbrændthed. Du kan læse mere her.

Magtesløs

Jeg har før været sygemeldt pga. stress, men systemet virker som om det kun er gearet til at behandle arbejdsrelateret stress og i meget mindre grad stress forårsaget af et stressende hjemmeliv. Alle erfaringer har gjort, at jeg har underkendt mine symptomer. For hvilken nytte gør det at gå til lægen, når der ikke er nogen der kan hjælpe.

Og den bedste kur mod stress og blodpropper, må da være at arbejde hårdere… er det ikke?  Jeg ved godt jeg skal slappe af og trække stikket, men hvor kommer så pengene fra? Og hvem gør det jeg skulle have gjort? Og hvis nogen gør det jeg skulle have gjort, hvem har så brug for mig?

Det er ingen skam at bede om hjælp

Du må dog ikke ignorere symptomerne ligesom mig! Du er det vigtigste du har og du er også det vigtigste dit barn har. Så hvis du føler du er ved at gå ned med flaget, så ring til din læge! Jeg ved ikke hvad din læge kan gøre for dig, men nogle gange får vi måske også kørt os selv godt og grundigt op i et hjørne, og pludselig kan vi ikke se skoven for bar’ træer… Og det at række ud og bede om hjælp, kan hjælpe os med at få set vores muligheder eller mangel på samme i et andet perspektiv? Hvem ved?

Og jeg kan hilse at sige, at selvom jeg var svært dygtigt til at sluge den der ‘skanningshimstregims’, så kan jeg ikke anbefale det. Faktisk vil jeg anbefale at man gør alt i sin magt for ikke at komme derud. DET ER IKKE SJOVT!

Hvis du har erfaring med stress der er relateret til belastningen af at være pårørende, så smid gerne en kommentar nedenfor. Måske ligger du inde med det guldkorn der kan hjælpe os andre?

Stella Betak

PS:

Har du lyst til at læse mere, kan du købe min bog ‘SOS jeg drukner – min datter har borderline her.

Du kan også booke mig til foredrag ved at kontakte mig på e-mail: stellabetak@gmail.com

PPS.:

Jeg har intet dårligt at sige om mindfulness, det er faktisk en rigtig stor del af min hverdag. Min pointe er blot, at mindfulness ikke kan stå alene. Og man kan ikke forvente at borgere der er stressramte pga. de vilkår man lever under, som forældre til et psykisk eller fysisk sygt barn, kan arbejde sig ud af stress blot ved hjælp af mindfulness. Kom ind i kampen og giv os de rigtige redskaber og den rigtige støtte vi har brug for! Tak!

Sorg

Der har været mange skelsættende år i mit liv. Det år jeg fik min ældste datter. Det år hendes far og jeg brød meget voldsomt. Det år jeg mødte min yngste datters far. Det år jeg fik min yngste datter. Det år jeg blev uddannet og ansat som lærer. Det år min ældste datter, i 2. klasse, forsøgte at hænge sig i et klatrestativ…
Alle disse år ændrede mig i større eller mindre grad. Men det mest skelsættende år, var det år, hvor min ældste datter i en alder af 14 begyndte at drikke, ryge hash, tage stoffer og blive væk hjemmefra. For det var det år, det for alvor gik op for mig, at jeg havde mistet mit barn. Hun levede stadig, jo vist. Men hun var ikke mit barn længere. Det var det år, jeg for alvor stiftede bekendtskab med sorg.
Min definition af sorg, indtil jeg stod i denne situation var, at det er noget man oplever, når man har mistet nogen der står én nær. Først sent blev jeg klar over, at jeg rent faktisk havde mistet. Og som de fleste forældre til psykisk syge børn, så er det et tab man lider ikke blot én men mange gange over tid. At sige at sorgen ikke er sygelig, er bestemt sand for nogen. Og gud hvor jeg håber, at det er sådan for de fleste. For ja, sorgen kan også være en smuk fortælling om, at man har elsket. Men for andre er den forkrøblende og altfortærende.
20170909-DSC_0070
Der er gode perioder, hvor alt næsten synes som ‘gamle dage’, og pludselig, som ved et trylleslag, befinder man sig igen i et parallelunivers, hvor man skal huske, at græsset ikke er grønt, himlen ikke er blå og dit barn muligvis ikke vil overleve det her. Og hvad der er helt sikkert – DU, som det menneske du er i dag, vil ikke overleve!
Ikke alle har lært at håndtere sorg. Og selvom døden både i bogstaveligste forstand, men bestemt også i overført betydning, er en størrelse vi alle vil stifte bekendtskab med i løbet af livet. Har vi ikke alle lært, hvordan man tackler den. Derudover må man ikke glemme at sorg ikke er én ting – sorg er mange ting – og nogle gange alting.
Hvis det til næste år bliver muligt at få stillet diagnosen ‘forlænget sorgforstyrrelse’, hvad vil det så gavne? Måske ingenting. For ingen anden end ‘tiden’ kan afgøre eller afhjælpe, hvordan og hvornår din sorg vil ende. Og ‘tiden’ den utaknemmelige satan, tager og giver ikke igen hvad er tabt.
Jeg sørger hver dag, hver time og hvert minut… Det har jeg gjort siden 2013. Og hvor ville det være rart, hvis der var en mulighed for, at nogen ville anerkende mig i min sorg, trække håndbremsen og række hånden frem.

Hvem er du? – Lidt mere om identitet


Jeg er mor til en psykisk syg datter, men hvorfor er det et problem i forhold til min følelse af identitet?
Det lyder måske som et lille uskyldigt spørgsmål, men svaret må nødvendigvis være meget omfattende.  For svaret rummer både ønsket om at leve op til samfundets normer, samfundets forventninger til ‘mennesker som mig’ (vi elsker, når vi kan putte folk i kasser!) og den følelse af ‘selv’, som man opbygger gennem sit liv (højst sandsynligt farvet af de to foregående præmisser).
Begrebet ‘identitet’ er i sig selv enormt komplekst. Jeg lavede et lille eksperiment på min Facebookside, hvor jeg spurgte mine venner, hvem de var. Jeg fik 11 svar:
1 svarede i forhold til relationer (social identitet) – mor, hustru, svigermor, søster, svigerdatter, tante, svigerinde, kusine, veninde, kollega
1 svarede i forhold til social identitet, udseende (personlig identitet) og forventning til fremtiden – “moderdyret med lange stænger, der måske en dag bliver voksen”.
3 svarede funderet i fortid og nutid med visioner om deres fremtid – drømmeren og survivor. Det er ikke svært at forestille sig, at de, der svarede således, er mennesker, der har kæmpet, og er i en eller anden form for personlig udvikling.
4 svarede at de var sig selv. Uden at uddybe, hvad det egentlig betød.
1 svarede, at hun måtte tænke over det (bonusinfo: hun er mor til en borderliner).
Mønstret i ovenstående er, at det tilsyneladende er svært at definere. Dog lader det til at forældrerollen og drømmen om en positiv fremtid er vigtig for, hvordan vi ser os selv. Det vil sige, at vores identitet både rummer det, vi er, og det, vi ønsker at være. Og det, vi ønsker at være, er allerede -omend kun i form af ønske eller potentiale – alligevel en del af vores definition af vores identitet.
Men er identitet mere end blot relationer og forestillinger om fremtiden? Og kan vi ved at præcisere identiteten gennemskue, hvorfor det kan ende i en identitetskrise, når vi bliver forældre til syge børn? Og kan vi måske endda herefter afhjælpe krisen?
I følgende afsnit tager jeg udgangspunkt i mig selv.
Personlig identitet:
Ydre karakteristik – kvinde, 159 cm lav, overvægtig, lyshåret, blå øjne, smilehul, stor næse, briller/kontaktlinser, efterhånden en fin samling tatoveringer.

  • Den ydre karakteristik er ikke statisk, da den af gode grunde ændrer sig over tid. Der er måske nogle ting som øjenfarve, lange eller korte ben, skønhedsmærker m.m. der givetvis vil gælde til hver tid. Men hårfarve, vægt, kulør osv. vil ændres med alderen.

Karaktertræk – kærlig, omsorgsfuld, temperamentsfuld, kvik, ekstrovert, nysgerrig, idérig, utålmodig, glad, optimistisk, fjollet, ansvarsbevidst, stædig, humørsyg.

  • Vores karaktertræk er semi-statiske. Nogle træk vil blive blive forstærket over tid, mens andre vil blødes op. Jeg er f.eks. ikke nær så temperamentsfuld, som jeg var, da jeg var yngre.

Social identitet:
Uddannet folkeskolelærer, tekstforfatter, enlig mor, skilt, pårørende til psykisk syg, enebarn, datter.

  • Den sociale identitet er også dynamisk. For det første fordi livet er det. Vi lever i en tid, hvor skilsmisseraten er på sit alletiders højeste, og det samme kan siges om risikoen for at blive ramt af psykisk sygdom og/eller blive pårørende. Arbejdsmarkedet ændrer sig markant, og man vil finde, at den stilling, man blev uddannet til, måske bliver overtaget af kunstig intelligens eller på anden måde bliver uddateret.

Kollektiv identitet:
Dansker, kristen, Alternativist, iværksætter, pårørende til psykisk syg (omend kollektivet er en minoritet).

  • Den kollektive identitet er også dynamisk. F.eks har der aldrig været en statisk national identitet – i så fald skulle vores vikingemænd på nuværende tidspunkt være på vej over oceanet i vikingeskibe for at bekrige briterne. Min påstand er, at det er en illusion – Nå men det er en helt anden historie. Pointen er, at selv kollektivet ændrer sig over tid.

Når man rigtig dykker ned i, hvad identitet egentlig er, finder man også ud af, at den faktisk slet ikke er noget alene. Den er dynamisk og afspejler tid, sted og relationer. De fleste, der har befundet sig på et datingsite, har spurgt sig selv, hvordan de på få sætninger, skal kunne forklare kompleksiteten af, hvem de i virkeligheden er. Og som flere også svarede i mit lille eksperiment, har man allermest lyst til at svare: “Jamen, jeg er jo mig!”
Når forvirringen har lagt sig, finder man så forhåbentlig ud af, hvor befriende det er. Jeg er jo det hele, men jeg kan vælge at lægge mine kræfter i de egenskaber, jeg bedst kan lide. Og dem kan jeg vælge at udvikle på. Jeg kan også opdage, at der er egenskaber, jeg ville ønske, jeg rummede, og starte mit arbejde med mig selv på den måde.
Det er klart, at man måske ikke har det store overskud til vilde selvrefleksioner, når man står som pårørende til et alvorligt sygt barn. Men jeg vil alligevel udfordrer dig til at gøre det.  
For mig har det været utroligt befriende at kunne lægge lænkerne af det at være pårørende. Jeg er ikke holdt op med at være pårørende. Jeg vælger bare at bruge min status som sådan i en anden retning. I stedet for pårørende kalder jeg mig nu iværksætter.
Så hvem er jeg? Jeg er under ombygning!
Lige nu tror jeg, denne tekst siger det hele – når det er svært at definere, hvem man er, kan man jo starte med, hvad man i hvert fald ikke er:
 
 

“I am light”

I am light

I am not the things my family did

I am not the voices in my head

I am not the pieces of the brokenness inside

I am light

I’m not the mistakes that I have made

Or any of the things that caused me pain

I am not the pieces of the dream I left behind

I am light

I am not the color of my eyes

I am not the skin on the outside

I am not my age, I am not my race

My soul inside, is all light

I am light

I am divinity defined

I am the God on the inside

I am a star, a piece of it all

I am light

India Arie

Hvis lille monster er du?

Hvis lille monster er du?

Efterlysning:

Hjerte

Sidst set:

Den 5. oktober 2017 – Kl. 16.00

Trekroner centervej 65, 4000 Roskilde

Kendetegn: Utæt venstre ventrikel. Har været knust før og kan genkendes på tusindvis af samlinger.

Min mave murede. Det havde den gjort hele dagen. Små ubehagelige kramper der kunne tilskrives ubehaget ved ikke at vide, hvad det kommende møde skulle betyde for fremtiden. Den sidste time havde vi brugt på at fortrænge årsagen til vores møde. Nervøs latter over café bordet med nachos og kage.
Som altid foregår samtalen med alle følehorn ude. Hvilket humør er hun i i dag? Kan hun tåle humor? Hvilke emner skal jeg holde mig fra? Hvornår kan jeg spørge ind, og hvornår skal jeg holde min kæft? Alle sanser er på overarbejde.
Jeg scanner lokalet, da vi træder ind ad døren. Mit blik er trænet i en grad, så PET ville hyre mig på stedet. Tre sekretærer. En kvinde uden overtøj i receptionen. Jeg kan høre på samtalen, at hun kender sekretærerne godt og vurdere, at hun må arbejde her. Hov, mit blik vender tilbage til sekretæren, der er placeret længst væk… hende kender jeg! Argh.. hvem er det nu, hun er?
Jamina melder sin ankomst, og vi bliver bedt om at tage plads i venteværelset. Jeg stirrer på sekretæren. Hun kigger undvigende, nærmest skamfuld tilbage… Så falder tiøren! Hun var vores nabo for 4 år siden. Ja, hun har selvfølgelig vidst, vi skulle komme. Jamina’er er der alligevel ikke så mange af.
Mine tanker driver et par år tilbage. Det er en kold vintermorgen, og jeg har lige afleveret Vicky i skole. På vej ned ad Prinsessegade får jeg øje på et ansigt, jeg kender. Det er ikke sket siden, vi flyttede. Kan egentlig godt lide anonymiteten ved at bo i København, men nogle gange kan jeg også savne morgenerne i Gislinge, hvor jeg lige kunne nå at hilse på en håndfuld velkendte ansigter.
Ansigtet smiler lidt nervøst tilbage, og hendes blik flakker. Først da jeg er knap en meter væk, går det op for mig, at jeg overhovedet ikke kender kvinden. Eller jo, teknisk set gør jeg jo. Men det er tydeligt, at Ulla Terkelsen ikke vil kendes ved mig. Flot Stella! Du kan ikke genkende din nabo gennem et år, men tror du er BFF med Ulla Terkelsen. Jeg undertrykker et smil, mens jeg lader opmærksomheden glide tilbage til venteværelset.
Mens vi sidder og venter, prøver vi at holde humøret højt. Malerierne på væggene er svære ikke at lægge mærke til. De ligner til forveksling det, mine søde børn stolte slæbte med hjem fra børnehaven. Billederne sælges for en hamper pris på 3-500,- stykket. Man skulle måske overveje at gå i kælderen og se, om nogle af kreationerne har overlevet. Det lader til, at det kunne blive en god forretning.
Manden, der sad i venteværelset, da vi kom, bliver kaldt ind. Gad vide hvad han skulle? Mon han også er kriminel? I know – tyv tror, hver mand stjæler, men vi sidder trods alt hos Kriminalforsorgen, så det er svært ikke at drage konklusioner.
En yngre kvinde træder ind og henvender sig til Jamina. Hun præsenterer sig og inviterer os med ned på et kontor, hun har fået lov at låne. Hun forklarer omhyggeligt, hvem hun er, og hvorfor hun ikke har sit eget kontor. Jeg har glemt det hele, inden ordene runger ud. Det eneste, jeg lægger mærke til, er vigtige detaljer, som hendes meget lange øjenvipper og meget velplejede negle. ‘Gad vide om hun kommer fra Amager?’ Jamina bliver bedt om at redegøre for sin opvækst, skolegang, fritidsinteresser m.m. Og jeg lytter.
To timer går, og Jamina forklarer tålmodigt hendes vej gennem livet. Et kæmpestort råb om hjælp, der blev ignoreret af en kommune, for hvilken økonomi var vigtigere end sine borgere.
Mor kronisk syg. Far med alkohol og stofmisbrug. Mobning i skolen siden børnehaveklassen. Selvmordsforsøg i 2. klasse. Svigt fra lærere, der ikke tog sig af hende. En ledelse der mente, at der ikke findes mobbere, men blot børn der lader sig mobbe! Et system der ikke greb ind, da hun blev yderligere selvskadende. Forvaltninger der pegede væk fra dem selv eller trak tiden ud i uendelige undersøgelser af enten hende, os som familie eller skoler der måske eller måske ikke kunne rumme hende. Intelligenstests der aldrig blev brugt til andet end at dokumentere, at en pige med hendes IQ burde kunne… men kunne hvad? Udredninger i psykiatrien, hvor hun gang på gang skulle fortælle sin historie til endnu et menneske, uden magten til at hjælpe. Lappeløsninger der kun skabte nye fiaskoer hos et lille menneske, hos hvem manglen på selvværd var større end hendes fysiske væsen. Jeg råbte så højt jeg kunne – men ingen hørte os, så os eller hjalp os. Elleve år kom og gik.
SVIGT – PÅ SVIGT – PÅ SVIGT!
Og nu står vi så her. Anklaget for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. KRIMINEL!
OG MIT HJERTE ER KNUST ENDNU ENGANG.
Det er så uretfærdigt, at jeg nærmest ikke kan rumme det. Jamina er blevet svigtet siden den dag, hun blev født, og nu skal hun straffes! Skal man straffes for at sælge stoffer? Ja, gu’ fa’en ska’ man det. Men hvis lille monster er hun? og skal skaberen af monsteret ikke også straffes?
Hendes barndom kommer aldrig tilbage, men er det rimeligt også at tage fremtiden fra hende?
Afsluttende bemærkning: Monsteret går pt. på handelsskole. Hendes drøm er at blive historiker. Spørgsmålet er, hvad er samfundet bedst tjent med? Vi kan enten støtte op om hendes uddannelse, eller sende hende tilbage i det kriminelle miljø, hvorfra hun med møje og besvær har trukket sig selv op.