5. Bud – Lad vær med at sammenlign

tree-branch-light-reflection-blue-christmas-tree-90918-pxhere-com.jpgSikken voldsom trængsel og alarm – og jeg render rundt med hovedet under armen for at få enderne til at mødes. Samtidig plejer jeg en noget stædig forkølelse, der har fulgt mig siden november. Men for hvad – og for hvem?
Vi skriver i dag d. 18. december, og det eneste jul der er hos os, er de 5 julekugler jeg købte i starten af måneden og derfor ikke var gemt væk i kælderen, en juledekoration jeg har fået af min mor og min datters 3 julekalendre… Jeg kan slet ikke finde juleglæden i år.
Det er uden sammenligning den mest ynkelig jule-præstation jeg nogensinde har leveret!
Så da min datter kom hjem, fra weekend hos sin far, 2. søndag i advent, kiggede jeg hende dybt ind i øjnene og sagde undskyld – Jeg er den dårligste mor i verden! Hendes svar: “Hvad mener du?” Mig: “ja, det er 2. søndag i advent og vi ikke engang et kalenderlys!” Hun kigger sig omkring og tilbage på mig: “Det havde jeg slet ikke opdaget!”
Jeg har siden flere gange opfordret min datter til, at vi skulle pynte op, men uden held. Hun gider tilsyneladende lige så lidt, som jeg gider. Så hvorfor stresser jeg, hvad er det jeg skal nå? Er det for at glæde hende, eller fordi man bør og alle de andre gør?

5. Bud – Lad vær med at sammenlign.

Det kan være svært ikke at sammenligne sig selv med andre. Man kigger ind ad vinduer og ser stuer pyntet op og glade mennesker, familier på jagt efter det flotteste juletræ, folk der hygger sig på julemarkeder og man tænker gid det var mig.
Men det vi ser er et øjebliksbillede, og vi ved i bund og grund ikke, hvad andre kæmper med bag lukkede døre. Eller måske er det lige i år, hvor alt for dem er fryd og gammen. Det håber jeg!
Okay, så fik vi ikke pyntet op i år, men vi har hygget, har vi. Og der kommer ikke store dyre gaver under træet, men så gør der måske en anden gang.
I stedet for at sammenligne med hvad alle andre gør, så vil jeg måle min jule-succes på, hvor mange samtaler vi har delt uforstyrret over spisebordet, hvor mange afsnit af julekalenderen vi har set sammen, hvor mange gange vi har spist ris á la mande i stedet for aftensmad.
Jeg vil måle på kys og kram og kærlighed. Og mest af alt, vil jeg lade være med at bruge energi, på alt det jeg ville ønske julen kunne være.

Stella Betak

Julekalender – 10 bud til dig der kæmper

light-glowing-celebration-love-heart-rose-1372814-pxhere-com.jpg
I dag er det den 14 december, og der er præcis 10 dage tilbage til den store dag. Julen er for de fleste forbundet med store forventninger, en masse tryghed i ‘vi plejer’ og for en del af os desværre også en masse afsavn.
Som barn tilbragte jeg de fleste juleaftener i en feberdøs. Min lille krop kunne simpelthen ikke holde til spændingen og det til trods for, at mine forældre prøvede at undgå det ved at lade mig pakke gaver op lige fra morgenstunden. Jeg elskede julen, Disneys juleshow, lysene, pynten, duften af gran, dansen omkring juletræet (alene) mens jeg ventede på gæsterne, opmærksomheden fordi jeg var enebarn, kulden og duften af vinter der strømmede ind af bryggersdøren, der stod på klem og mødte duften af julemaden. Jeg elskede krammene og kærligheden og lyden af mine elskedes stemmer.
Jeg elskede det hele.
Som jeg skrev i mit forrige blogindlæg, har min store datter i år valgt slet ikke at holde jul. Hun har alle år kæmpet omkring denne årstid. Jeg tror det er en god kombination af kortere, kolde og mørke dage og følelsen af afsavn og loyalitets krise. Hvorom alting er, har hun i år valgt at prøve at håndtere hendes årlige juledepression ved at ignorere julen. Og det efterlader unægteligt et tomrum i mig, som elskede julen, og i familien.
Heldigvis for mig, er det kun julen hun har valgt fra og ikke mig. Så heldig ved jeg, en del af Jer der læser med ikke er.
Afsavn vil vi alle opleve, om man er pårørende til psykisk syge eller ej. De gamle vil falde fra, men med årene vil der heldigvis også komme nye til. Det svære er dog, når dem der falder fra hverken er gamle eller døde, men blot har valgt anderledes. Man kan føle sig kasseret, at det man har at tilbyde ikke er godt nok, og endda føle at man bliver svigtet. For hvordan kan de vælge mig fra, så jeg sidder her alene. Vi ved dog godt, at det ikke er sådan tingene hænger sammen, men følelser kan være en svær størrelse at tale fornuft til.
Og afsavnet bliver ikke mindre i mødet med andres projektioner om, hvordan julen skal være. Selv har jeg virkelig måtte mærke efter inde i mig selv, når jeg bliver mødt med “Gud nej, skal du være alene?”, “det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på!”,  “er du ikke ked af det?”, “du må hellere end gerne komme og holde jul med os og Vores familie…”. Er jeg ked af det? Nej, det er jeg virkelig ikke! Men hvad der virkelig ville gøre mig ked af det, ville være at sidde hos en anden familie og lade som om, at alt er i den skønneste orden og i den grad blive mindet om at julen ‘der var’ forevigt vil være borte og hengemt til minder vi end ikke har billeder af.
Jeg ved godt at jeg ikke er, som mennesker er flest. Jeg har en vidunderlig evne til at vende selv den sorteste nat til dag. Og nej, i år bliver det ikke jul hos mig, men så bliver det noget andet, og det kan også være godt.
At man bliver devalueret eller blot valgt fra som forældre til en borderliner, er noget man vil opleve i perioder. Det ene øjeblik er man den bedste forælder i verden, det næste den værste og kun sjældent er man en prioriteret del af deres liv, på nær når de mangler penge selvfølgelig. Jeg ved at mange har oplevet og oplever ikke have haft kontakt i flere år. Og at det ikke kun den brudte kontakt til ens barn, men også eventuelle børnebørn der hjemsøger én i julen. Desværre er det et vilkår, vi skal vænne os til og på en eller anden måde udvikle en evne til at overleve; Ikke blot overleve, men leve så godt det er os muligt. Det tror jeg på vi kan.
Jeg vil de følgende 10 dage frem til jul komme med mine bud på en lille julekalender. Jeg kalder den ‘De ti bud til dig som kæmper’.

1. Bud – Elsk dig selv

Jeg er den eneste gennemgående primære omsorgsperson i mit liv, og det ansvar skal jeg tage alvorligt. Jeg skal give den kærlighed til mig selv, som jeg giver til mine elskede i mit liv eller ville give, hvis de ønskede at tage imod.
Det betyder at jeg vil:

  • Købe den rødvin der koster 10 kroner mere og smager 100 kroner bedre.
  • Spise ris á la mande til aftensmad når jeg ikke gider lave aftensmad
  • Springe over hvor gærdet er lavest – jeg køber mine småkager fra Karen Wulff, min Ris á la mande fra Karolines køkken og min konfekt fra Odense Marcipan.
  • Drikke Gløgg lige så ofte jeg kan se mit snit til det
  • Give mig selv lov til at at se anden sæson af ‘The Crown’ på netflix
  • Tage ekstra lange bade
  • Sove middagslur når jeg kan komme afsted med det
  • Kramme ekstra meget på min yngste datter og sende fjern-krammere til den store
  • Og bruge så mange timer det er muligt med mit kor – og jeg takker for alle de arrangementer der har været i julen, for det har gjort det så meget nemmere at være mig

… for det gør mig glad og varm indeni!
Og til dig der kæmper med mørket, kan jeg minde om, at der i dag er 7 dage til vinterjævndøgn, og så går vi igen mod lysere tider – du klarede det – high five til dig!
Skriv gerne i kommentarer om hvordan du vil elske dig selv i denne (bitter-)søde juletid – Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Stella Betak

Nu det jul igen…

Jeg træder ind af døren. Varmen lægger sig om mig som et tæppe. Her dufter af en god blanding af gløgg, æbleskiver, andesteg, flæskesteg og rødkål. Her dufter af jul og dejlige minder. Inde fra stuen kan jeg høre en sagte mumlen. Det er velkendte, glade og kærlige stemmer der kærtegner mine øregange. Jeg giver mig med vilje god tid til at tage overtøjet af, så jeg kan nå at indfange stemningen.
Det har været en skøn dag med tre julegudstjenester i en proppet kirke. Jeg har sunget mine yndlingssalmer og hilst på vores faste kirkegængere. Glade voksne og forventningsfulde børn. Ønsket mine kolleger glædelig jul med det obligatoriske glas portvin inden turen gik hjem til familien. Helt passende og på magisk vis bliver der spillet ‘Driving home for christmas’ af Chris Rea i radioen, mens jeg med ro og kærlighed i kroppen, kører gennem det sneklædte landskab.
Jeg vender tilbage til nuet, da Vicky og Jamina kommer løbende ned af gangen. De har hørt, at jeg er kommet hjem og viser mig med glædestrålende øjne den første høst fra olderne. Jeg bliver ikke synderlig overrasket, da jeg selv har købt gaverne, men det ved de selvfølgelig ikke, og jeg sætter det mest overraskede ansigt op, jeg kan mestre, til deres store begejstring.
Anders, mormor og Bedste står i køkkenet og tilbereder hver deres del af julemenuen. Det er tydeligt, at der er foregået en form for planlægning, inden jeg er kommet, da de trods den trange plads uden gnidninger får løst diverse opgaver skulder mod skulder. Oldemor sidder og gnasker på et stykke svær trods reglen om, at ingen spiser svær uden steg. Hun ser svært tilfreds ud og Anders sender mig et indforstået blik, for Gud nåde og trøste enhver anden, der havde gjort det samme – altså stjålet et stykke svær. Morfar og oldefar sidder ved det smukt pyntede spisebord og vender dagens nyheder.
Maden bliver indtaget med en glubende appetit, som det hører sig til i den søde juletid, mens glade stemmer blander sig mellem hinanden. Min far og oldemor er placeret i hver deres ende af bordet for at undgå alt for mange skænderier; De samme skænderier der går igen og igen til alle familiesammenkomster, men aldrig er blevet løst og som fremtiden vil vide, heller aldrig vil. Det er en trist affære, der ligger og lurer under overfladen, men i aften formår vi at holde den på afstand.
Bedste har stået for Ris a’ la manden og den er perfekt som altid. Oldefar har igen i år fået mandlen, selvom han hårdnakket påstår, at det er flere år siden sidst – et underligt spil der går igen år efter år, til megen morskab for os alle. Det er som om julen er bedst, med disse små kærlige mundhuggerier.
Da aftenen er omme og vi vinker farvel til vores gæster, har vi indtaget op til flere retter, åbnet et bjerg af julegaver, spillet gavespil, danset om juletræet, vendt verdenssituationen og sludret om gamle dage. Og nu er er der et helt år til, at det er jul igen – og jeg glæder mig allerede.
celebration-color-holiday-child-christmas-lighting-1087980-pxhere.com
Meget vand er løbet under broen siden da. Kort efter døde min elskede bedstefar af prostatakræft, ca. to år efter døde min farmor af demens. Jamina blev løbende mere og mere syg af sin borderline og både min mor og far og Anders og jeg blev skilt.

… og nu det jul igen.

I år er julen en lidt anderledes flad fornemmelse. Jamina har endelig lært at sige ‘nej’. I hvert fald nogle gange og jeg hylder hende for det. Hun har besluttet, at mange års ‘jule-lede’ og ‘tvangs-glæde’ ikke skal gentages i år, så derfor vil hun slet ikke holde jul; Hverken hos hendes far eller mig.
Vicky skal holde jul hos hendes far og deres nye familie. Min mor og hendes kæreste tager ud og rejser. Hvilket efterlader mig alene med min far… Og guderne skal vide at jeg elsker min far, men også at jeg vitterlig ikke magter at sidde og prøve, at lade som om det er jul og hyggeligt, når det er så langt fra alt, hvad jeg forbinder med julen…
“Nej tak, ellers tak! Måske en anden gang…”
I år trækker jeg i min pyjamas, smider tre liter gløgg på komfuret og skruer op for Netflix. Jeg har ikke ondt af mig selv, ikke den mindste smule! Faktisk glæder jeg mig lidt – og samtidig glæder jeg mig over, at julen heldigvis ikke vare lige til påske.
Må juleglæden være med Jer!
 

Stella Betak

Sorg

Der har været mange skelsættende år i mit liv. Det år jeg fik min ældste datter. Det år hendes far og jeg brød meget voldsomt. Det år jeg mødte min yngste datters far. Det år jeg fik min yngste datter. Det år jeg blev uddannet og ansat som lærer. Det år min ældste datter, i 2. klasse, forsøgte at hænge sig i et klatrestativ…
Alle disse år ændrede mig i større eller mindre grad. Men det mest skelsættende år, var det år, hvor min ældste datter i en alder af 14 begyndte at drikke, ryge hash, tage stoffer og blive væk hjemmefra. For det var det år, det for alvor gik op for mig, at jeg havde mistet mit barn. Hun levede stadig, jo vist. Men hun var ikke mit barn længere. Det var det år, jeg for alvor stiftede bekendtskab med sorg.
Min definition af sorg, indtil jeg stod i denne situation var, at det er noget man oplever, når man har mistet nogen der står én nær. Først sent blev jeg klar over, at jeg rent faktisk havde mistet. Og som de fleste forældre til psykisk syge børn, så er det et tab man lider ikke blot én men mange gange over tid. At sige at sorgen ikke er sygelig, er bestemt sand for nogen. Og gud hvor jeg håber, at det er sådan for de fleste. For ja, sorgen kan også være en smuk fortælling om, at man har elsket. Men for andre er den forkrøblende og altfortærende.
20170909-DSC_0070
Der er gode perioder, hvor alt næsten synes som ‘gamle dage’, og pludselig, som ved et trylleslag, befinder man sig igen i et parallelunivers, hvor man skal huske, at græsset ikke er grønt, himlen ikke er blå og dit barn muligvis ikke vil overleve det her. Og hvad der er helt sikkert – DU, som det menneske du er i dag, vil ikke overleve!
Ikke alle har lært at håndtere sorg. Og selvom døden både i bogstaveligste forstand, men bestemt også i overført betydning, er en størrelse vi alle vil stifte bekendtskab med i løbet af livet. Har vi ikke alle lært, hvordan man tackler den. Derudover må man ikke glemme at sorg ikke er én ting – sorg er mange ting – og nogle gange alting.
Hvis det til næste år bliver muligt at få stillet diagnosen ‘forlænget sorgforstyrrelse’, hvad vil det så gavne? Måske ingenting. For ingen anden end ‘tiden’ kan afgøre eller afhjælpe, hvordan og hvornår din sorg vil ende. Og ‘tiden’ den utaknemmelige satan, tager og giver ikke igen hvad er tabt.
Jeg sørger hver dag, hver time og hvert minut… Det har jeg gjort siden 2013. Og hvor ville det være rart, hvis der var en mulighed for, at nogen ville anerkende mig i min sorg, trække håndbremsen og række hånden frem.

Hvem er du? – Lidt mere om identitet


Jeg er mor til en psykisk syg datter, men hvorfor er det et problem i forhold til min følelse af identitet?
Det lyder måske som et lille uskyldigt spørgsmål, men svaret må nødvendigvis være meget omfattende.  For svaret rummer både ønsket om at leve op til samfundets normer, samfundets forventninger til ‘mennesker som mig’ (vi elsker, når vi kan putte folk i kasser!) og den følelse af ‘selv’, som man opbygger gennem sit liv (højst sandsynligt farvet af de to foregående præmisser).
Begrebet ‘identitet’ er i sig selv enormt komplekst. Jeg lavede et lille eksperiment på min Facebookside, hvor jeg spurgte mine venner, hvem de var. Jeg fik 11 svar:
1 svarede i forhold til relationer (social identitet) – mor, hustru, svigermor, søster, svigerdatter, tante, svigerinde, kusine, veninde, kollega
1 svarede i forhold til social identitet, udseende (personlig identitet) og forventning til fremtiden – “moderdyret med lange stænger, der måske en dag bliver voksen”.
3 svarede funderet i fortid og nutid med visioner om deres fremtid – drømmeren og survivor. Det er ikke svært at forestille sig, at de, der svarede således, er mennesker, der har kæmpet, og er i en eller anden form for personlig udvikling.
4 svarede at de var sig selv. Uden at uddybe, hvad det egentlig betød.
1 svarede, at hun måtte tænke over det (bonusinfo: hun er mor til en borderliner).
Mønstret i ovenstående er, at det tilsyneladende er svært at definere. Dog lader det til at forældrerollen og drømmen om en positiv fremtid er vigtig for, hvordan vi ser os selv. Det vil sige, at vores identitet både rummer det, vi er, og det, vi ønsker at være. Og det, vi ønsker at være, er allerede -omend kun i form af ønske eller potentiale – alligevel en del af vores definition af vores identitet.
Men er identitet mere end blot relationer og forestillinger om fremtiden? Og kan vi ved at præcisere identiteten gennemskue, hvorfor det kan ende i en identitetskrise, når vi bliver forældre til syge børn? Og kan vi måske endda herefter afhjælpe krisen?
I følgende afsnit tager jeg udgangspunkt i mig selv.
Personlig identitet:
Ydre karakteristik – kvinde, 159 cm lav, overvægtig, lyshåret, blå øjne, smilehul, stor næse, briller/kontaktlinser, efterhånden en fin samling tatoveringer.

  • Den ydre karakteristik er ikke statisk, da den af gode grunde ændrer sig over tid. Der er måske nogle ting som øjenfarve, lange eller korte ben, skønhedsmærker m.m. der givetvis vil gælde til hver tid. Men hårfarve, vægt, kulør osv. vil ændres med alderen.

Karaktertræk – kærlig, omsorgsfuld, temperamentsfuld, kvik, ekstrovert, nysgerrig, idérig, utålmodig, glad, optimistisk, fjollet, ansvarsbevidst, stædig, humørsyg.

  • Vores karaktertræk er semi-statiske. Nogle træk vil blive blive forstærket over tid, mens andre vil blødes op. Jeg er f.eks. ikke nær så temperamentsfuld, som jeg var, da jeg var yngre.

Social identitet:
Uddannet folkeskolelærer, tekstforfatter, enlig mor, skilt, pårørende til psykisk syg, enebarn, datter.

  • Den sociale identitet er også dynamisk. For det første fordi livet er det. Vi lever i en tid, hvor skilsmisseraten er på sit alletiders højeste, og det samme kan siges om risikoen for at blive ramt af psykisk sygdom og/eller blive pårørende. Arbejdsmarkedet ændrer sig markant, og man vil finde, at den stilling, man blev uddannet til, måske bliver overtaget af kunstig intelligens eller på anden måde bliver uddateret.

Kollektiv identitet:
Dansker, kristen, Alternativist, iværksætter, pårørende til psykisk syg (omend kollektivet er en minoritet).

  • Den kollektive identitet er også dynamisk. F.eks har der aldrig været en statisk national identitet – i så fald skulle vores vikingemænd på nuværende tidspunkt være på vej over oceanet i vikingeskibe for at bekrige briterne. Min påstand er, at det er en illusion – Nå men det er en helt anden historie. Pointen er, at selv kollektivet ændrer sig over tid.

Når man rigtig dykker ned i, hvad identitet egentlig er, finder man også ud af, at den faktisk slet ikke er noget alene. Den er dynamisk og afspejler tid, sted og relationer. De fleste, der har befundet sig på et datingsite, har spurgt sig selv, hvordan de på få sætninger, skal kunne forklare kompleksiteten af, hvem de i virkeligheden er. Og som flere også svarede i mit lille eksperiment, har man allermest lyst til at svare: “Jamen, jeg er jo mig!”
Når forvirringen har lagt sig, finder man så forhåbentlig ud af, hvor befriende det er. Jeg er jo det hele, men jeg kan vælge at lægge mine kræfter i de egenskaber, jeg bedst kan lide. Og dem kan jeg vælge at udvikle på. Jeg kan også opdage, at der er egenskaber, jeg ville ønske, jeg rummede, og starte mit arbejde med mig selv på den måde.
Det er klart, at man måske ikke har det store overskud til vilde selvrefleksioner, når man står som pårørende til et alvorligt sygt barn. Men jeg vil alligevel udfordrer dig til at gøre det.  
For mig har det været utroligt befriende at kunne lægge lænkerne af det at være pårørende. Jeg er ikke holdt op med at være pårørende. Jeg vælger bare at bruge min status som sådan i en anden retning. I stedet for pårørende kalder jeg mig nu iværksætter.
Så hvem er jeg? Jeg er under ombygning!
Lige nu tror jeg, denne tekst siger det hele – når det er svært at definere, hvem man er, kan man jo starte med, hvad man i hvert fald ikke er:
 
 

“I am light”

I am light

I am not the things my family did

I am not the voices in my head

I am not the pieces of the brokenness inside

I am light

I’m not the mistakes that I have made

Or any of the things that caused me pain

I am not the pieces of the dream I left behind

I am light

I am not the color of my eyes

I am not the skin on the outside

I am not my age, I am not my race

My soul inside, is all light

I am light

I am divinity defined

I am the God on the inside

I am a star, a piece of it all

I am light

India Arie

Hvis lille monster er du?

Hvis lille monster er du?

Efterlysning:

Hjerte

Sidst set:

Den 5. oktober 2017 – Kl. 16.00

Trekroner centervej 65, 4000 Roskilde

Kendetegn: Utæt venstre ventrikel. Har været knust før og kan genkendes på tusindvis af samlinger.

Min mave murede. Det havde den gjort hele dagen. Små ubehagelige kramper der kunne tilskrives ubehaget ved ikke at vide, hvad det kommende møde skulle betyde for fremtiden. Den sidste time havde vi brugt på at fortrænge årsagen til vores møde. Nervøs latter over café bordet med nachos og kage.
Som altid foregår samtalen med alle følehorn ude. Hvilket humør er hun i i dag? Kan hun tåle humor? Hvilke emner skal jeg holde mig fra? Hvornår kan jeg spørge ind, og hvornår skal jeg holde min kæft? Alle sanser er på overarbejde.
Jeg scanner lokalet, da vi træder ind ad døren. Mit blik er trænet i en grad, så PET ville hyre mig på stedet. Tre sekretærer. En kvinde uden overtøj i receptionen. Jeg kan høre på samtalen, at hun kender sekretærerne godt og vurdere, at hun må arbejde her. Hov, mit blik vender tilbage til sekretæren, der er placeret længst væk… hende kender jeg! Argh.. hvem er det nu, hun er?
Jamina melder sin ankomst, og vi bliver bedt om at tage plads i venteværelset. Jeg stirrer på sekretæren. Hun kigger undvigende, nærmest skamfuld tilbage… Så falder tiøren! Hun var vores nabo for 4 år siden. Ja, hun har selvfølgelig vidst, vi skulle komme. Jamina’er er der alligevel ikke så mange af.
Mine tanker driver et par år tilbage. Det er en kold vintermorgen, og jeg har lige afleveret Vicky i skole. På vej ned ad Prinsessegade får jeg øje på et ansigt, jeg kender. Det er ikke sket siden, vi flyttede. Kan egentlig godt lide anonymiteten ved at bo i København, men nogle gange kan jeg også savne morgenerne i Gislinge, hvor jeg lige kunne nå at hilse på en håndfuld velkendte ansigter.
Ansigtet smiler lidt nervøst tilbage, og hendes blik flakker. Først da jeg er knap en meter væk, går det op for mig, at jeg overhovedet ikke kender kvinden. Eller jo, teknisk set gør jeg jo. Men det er tydeligt, at Ulla Terkelsen ikke vil kendes ved mig. Flot Stella! Du kan ikke genkende din nabo gennem et år, men tror du er BFF med Ulla Terkelsen. Jeg undertrykker et smil, mens jeg lader opmærksomheden glide tilbage til venteværelset.
Mens vi sidder og venter, prøver vi at holde humøret højt. Malerierne på væggene er svære ikke at lægge mærke til. De ligner til forveksling det, mine søde børn stolte slæbte med hjem fra børnehaven. Billederne sælges for en hamper pris på 3-500,- stykket. Man skulle måske overveje at gå i kælderen og se, om nogle af kreationerne har overlevet. Det lader til, at det kunne blive en god forretning.
Manden, der sad i venteværelset, da vi kom, bliver kaldt ind. Gad vide hvad han skulle? Mon han også er kriminel? I know – tyv tror, hver mand stjæler, men vi sidder trods alt hos Kriminalforsorgen, så det er svært ikke at drage konklusioner.
En yngre kvinde træder ind og henvender sig til Jamina. Hun præsenterer sig og inviterer os med ned på et kontor, hun har fået lov at låne. Hun forklarer omhyggeligt, hvem hun er, og hvorfor hun ikke har sit eget kontor. Jeg har glemt det hele, inden ordene runger ud. Det eneste, jeg lægger mærke til, er vigtige detaljer, som hendes meget lange øjenvipper og meget velplejede negle. ‘Gad vide om hun kommer fra Amager?’ Jamina bliver bedt om at redegøre for sin opvækst, skolegang, fritidsinteresser m.m. Og jeg lytter.
To timer går, og Jamina forklarer tålmodigt hendes vej gennem livet. Et kæmpestort råb om hjælp, der blev ignoreret af en kommune, for hvilken økonomi var vigtigere end sine borgere.
Mor kronisk syg. Far med alkohol og stofmisbrug. Mobning i skolen siden børnehaveklassen. Selvmordsforsøg i 2. klasse. Svigt fra lærere, der ikke tog sig af hende. En ledelse der mente, at der ikke findes mobbere, men blot børn der lader sig mobbe! Et system der ikke greb ind, da hun blev yderligere selvskadende. Forvaltninger der pegede væk fra dem selv eller trak tiden ud i uendelige undersøgelser af enten hende, os som familie eller skoler der måske eller måske ikke kunne rumme hende. Intelligenstests der aldrig blev brugt til andet end at dokumentere, at en pige med hendes IQ burde kunne… men kunne hvad? Udredninger i psykiatrien, hvor hun gang på gang skulle fortælle sin historie til endnu et menneske, uden magten til at hjælpe. Lappeløsninger der kun skabte nye fiaskoer hos et lille menneske, hos hvem manglen på selvværd var større end hendes fysiske væsen. Jeg råbte så højt jeg kunne – men ingen hørte os, så os eller hjalp os. Elleve år kom og gik.
SVIGT – PÅ SVIGT – PÅ SVIGT!
Og nu står vi så her. Anklaget for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. KRIMINEL!
OG MIT HJERTE ER KNUST ENDNU ENGANG.
Det er så uretfærdigt, at jeg nærmest ikke kan rumme det. Jamina er blevet svigtet siden den dag, hun blev født, og nu skal hun straffes! Skal man straffes for at sælge stoffer? Ja, gu’ fa’en ska’ man det. Men hvis lille monster er hun? og skal skaberen af monsteret ikke også straffes?
Hendes barndom kommer aldrig tilbage, men er det rimeligt også at tage fremtiden fra hende?
Afsluttende bemærkning: Monsteret går pt. på handelsskole. Hendes drøm er at blive historiker. Spørgsmålet er, hvad er samfundet bedst tjent med? Vi kan enten støtte op om hendes uddannelse, eller sende hende tilbage i det kriminelle miljø, hvorfra hun med møje og besvær har trukket sig selv op.

Tabu

Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
“Du er fandme den fucking værste mor i verden!” bryder hun tavsheden med et gutturalt skrig. En lyd og et budskab der bliver hængende i luften, indtil hun tager tilløb til det næste. “Du har altid fucking mere travlt med din fucking kæreste og gøre som han vil have, end du har med at passe dine børn! Se hvordan jeg er blevet og nu gør du det mod min søster! Prøv at tænke på dine fucking børn, før du tænker på dig selv! De skulle fucking komme og tvangsfjerne hende, inden du også ødelægger hende!”
…Så er jeg? En dårlig mor? Ja, nogle gange! For jeg er menneske med alle de fucked-up mønstre, som man nu har tillært sig. Alle dem jeg endnu ikke er klar over, og dem jeg arbejder på at slippe. Og gør jeg som min kæreste vil have? Ja, nogle gange, andre gange er det ham, der må gå på kompromis.
Og ja, jeg er en dårlig mor, for nogle gange, i situationer som ovenstående, så hader jeg min datter! Jeg hader hende, fordi hun ved præcis, hvor hun skal trykke for at forårsage allermest smerte. Og jeg hader hende for at være syg! Det er ikke fair, for hun mener intet med det hun siger, og hun er jo ikke syg med vilje. Og jeg ved at hun elsker mig! Vi elsker hinanden!
Men på dage hvor jeg har siddet i røret i flere timer for at komme i kontakt med sagsbehandler, læger og psykologer. Lagt hele mit liv på hylden for at passe hende, for derefter at modtage en svada om hvor dårlig en mor jeg er, så er det altså svært ikke at blive følelsesmæssig påvirket af hendes beskyldninger. Så kan jeg ikke se igennem hendes sygdom, trække på skuldrene og sige “pyt”. Nej, jeg bliver rigtig vred og rigtig, rigtig ked af det! Og så er det svært at elske…
Men jeg er også en god mor! Den bedste mor! For selvom jeg ved, at takken for mine anstrengelser er at skulle stå til måls for alverdens beskyldninger,
image
bruge mine sidste penge på at afdrage en pusher, der hedder noget i stil med ‘doggy’ for at understrege hans ‘coolness’ eller sætte mit eget liv på hold for at bære hende igennem sit, nogle gange endda mod hendes vilje. Så gør jeg det, og jeg gør det igen og igen og igen! For jeg elsker hende højere end livet selv.
At leve med ubehandlet borderline KAN VÆRE et terrorregime! Både for den der har Borderline og for den pårørende. Og hvis vi skal gøre op med tabuet, må vi også kræve at det er ok at italesætte de grimme følelser.
Men hvem må italesætte dette tabu? Og i hvilke fora? Nedenstående er et citat fra Mads & Monopolet. En udtalelse der skabte meget frustration fra Borderline lidende og pårørende.
”Borderline det er så massivt, fordi man bliver hele tiden beskyldt, der er hele tiden nogen, der laver drama og laver projektioner og beskylder én for ting, de selv har fortrængt, at de føler. Det bliver så skørt. Altså man bliver drevet til vanvid. Og man bliver fuld af had. Og det er enormt synd for de mennesker, der har den diagnose, men de er meget svære at elske. De er næsten umulige at elske.”

Citat: Hella Joof

Det er muligt jeg kommer på kant med nogen nu, men jeg må indrømme at jeg giver Hella ret. 100% ret! Hvis vi begynder at lade som om at Borderline ikke er et problem, hvordan skal vi så få den hjælp og støtte vi har brug for, både som lidende og pårørende?
Tabu: Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed.
Så kan vi ikke blive enige om, at vi fremover vil kalde en spade for en spade, og en skovl for en skovl? Jeg takker Hella for at starte.

Stella Betak